»Hvis min mor blev vred eller syrlig over det, man havde sagt, kunne der gå dage – nogle gange uger – hvor man ikke hørte fra hende. Hun styrede med sin tavshed.«

Sådan husker sanger, tekstforfatter og komponist Helle Henning det, hvis hun eller søsteren gentagne gange havde forsøgt at tage en snak med moren eller forsigtigt lufte noget, de mente var en uberettiget kritik.

Sammen med praktiserende læge Lise-Lotte Hergel er Helle Henning forfatter til en ny bog om mødre og døtre med titlen »Mor – om at være en og have en«. Begge forfattere er født i 1962, har hver især to døtre, som er voksne i dag – og er selv døtre.

»Det har en konsekvens for vores døtre, hvordan vi har gjort det. Vi har været rollemodeller for dem, og nu er de voksne og i færd med at skabe deres eget liv,« siger Lise-Lotte Hergel.

Her er forfatternes ti bedste råd til, hvordan du kan forbedre relationen til din datter og til din egen mor.

Dét skal vi forstå som mødre:

1) Forholdet mellem mødre og døtre er asymmetrisk. Det betyder, at dét, vi giver til vores døtre, skal de give videre til deres egne børn. Ikke tilbage til os, i hvert fald ikke i samme grad. Det er mere pay-it-forward end pay-back.

2) Konflikter er ikke af det onde, men en nødvendig del af livet. At tage konflikterne er at forhandle de grænser, der skal være imellem os, og respektere dem. Derfor skal vi ikke blive så bange for de diskussioner, vi nødvendigvis må have med vores døtre, men i stedet være nysgerrige på, hvorfor og hvad det egentlig handler om. Vi har ikke mere ret, fordi vi er vores døtres mødre.

3) Vores døtre har oplevet livet med os, sådan som de nu engang har. Også selv om vi ser dét på en anden måde. Det er okay! Vi hjælper hende, når vi er villige til at høre hendes version, som er lige så sand som vores egen. Dermed bliver vores fælles historie rigere og mere nuanceret.

4) Selve dét at ville samtalen med vores datter udspringer af en kærlighed, og samtalen kan sætte både hende og os selv fri. Når vi er åbne og lytter til, hvad hun vil os, så skaber vi en dybere forståelse, både for hende og for os selv. Det giver nye muligheder for at være nære, samtidig med at der er plads til, at vi kan være adskilt på en ordentlig måde. Den nødvendige adskillelse er den, som vi begge skal have på plads, når vores døtre bliver voksne, og de dermed helst skal »komme hjem til sig selv og ikke til deres mor«.

5) Vi ved ikke, hvad der er bedst for hende, når hun er blevet voksen. Det gør hun selv. Hun er kompetent til at træffe sine egne valg. Vi kan være heldige, at hun gerne vil sparre med os, men det giver os ikke serveretten i hendes liv. Vi kan bare have svært ved at trække følehornene til os, fordi vi har været vant til at være hendes guide en stor del af vejen indtil nu.

Dét skal vi forstå som døtre:

1) Relationen til vores mor er dynamisk, ikke statisk. Derfor forstår vi hende bedst, når vi selv kommer i den alder, hun har nu. Når vi selv bliver for eksempel 55 år, kan vi bedre se, hvorfor vores mor gjorde og sagde, som hun gjorde, da hun var i den alder, vi selv har nu. Mor-datter-forholdet bliver aldrig synkront, så vores forståelse af hende vil altid halte bagefter. Det betyder også, at vi forstår vores mors kærlighed og bekymring for os på en anden og dybere måde, når vi får vores eget barn.

2) Vi skal være nysgerrige på den røde tråd i vores mødrene familie. Hvordan vores mor har rykket sig i forhold til sin egen mor, vores mormor i forhold til sin mor og så videre. Heri ligger der en mulighed for en større forståelse og respekt for, at hun også har rykket sig i forhold til sin egen mor. At hun også har forsøgt »at gøre det bedre«.

3) Det er nødvendigt med en barmhjertighed, når vores mor skal finde en ny rolle, hvor vi er adskilt fra hende. Når vi ikke har brug for hende – eller hendes »gode råd« – på samme måde længere, så vil hun dumme sig! Mange gange. Hun har formentlig mere brug for at høre, hvordan det går hos os, end vi nødvendigvis har brug for at fortælle hende om det.

4) Det er okay at sige fra, selv om vores mor bliver såret. Hun skal lige lære det. Hun kommer bare til at reagere med den del af sin hjerne, der har været sporet ind på at have en større meningsdannende og måske mere styrende rolle i vores liv gennem mange år.

5) Vi er det vigtigste, hun har skabt i sit liv. Derfor er hun sårbar, fordi hun ikke kan ændre eller gøre dét om, som har gjort noget ved os. Det kan være svært for hende at høre om de gange, hun har ageret knap så hensigtsmæssigt over for os. Måske magtede hun ikke at rumme os i nogle givne situationer. Hvis vi ønsker, at hun skal kunne høre, hvad vi har brug for at dele med hende, må vi have omsorg for den sårbarhed og måske starte med at prise det, der forhåbentligt har været værd at prise.

Kilder: Praktiserende læge Lise-Lotte Hergel og tekstforfatter og komponist Helle Henning