Kære Sofie Linde
Tak for, at du havde modet til at tale højt. Vi har set med fra sidelinjen længe nok, og nu taler vi
sammen med dig.
Du fortæller, hvordan du oplevede en sexistisk kultur blandt nogle mænd, da du startede i
mediebranchen.
Du har ret. Vi oplevede det også.
Du fortæller, at der stadig er grund til at sige til de yngre generationer, at man godt må sige nej,
fordi kulturen stadig findes blandt nogle mænd.
Du har ret. Vi oplever det også.
Vi har alle oplevet det i større eller mindre grad i løbet af vores karriere. Upassende bemærkninger
om vores udseende eller påklædning. Lumre beskeder. Grænseoverskridende fysisk adfærd.
Advarsler om, at der er enkelte mænd, vi skal undgå til julefrokosten.
Det skete engang. Det sker stadig.
Mange har afkrævet dig svar på, hvem “den store tv-kanon” er. Du har fra starten insisteret på, at
det vil du ikke sige. Fordi det her ikke bare handler om en enkelt mands grænseoverskridende
opførsel for 12 år siden.
Du har ret. Debatten må ikke strande der.
Den rækker nemlig langt ud over en enkelt episode og en enkelt person. Det ved vi. Vores ærinde er
at flytte debatten væk fra om det sker og i stedet tale om, at det sker, og hvad vi sammen skal gøre
for at stoppe det.
Vi får at vide, at døren altid er åben. At vi skal gå til ledelsen, hvis vi oplever noget
grænseoverskridende. Men i den opfordring ligger hele udfordringen - for hvorfor er det egentlig
ikke de grænseoverskridende mænd, I taler til? Ansvaret for at stoppe det her ligger i første omgang
hos dem, der ikke kan finde ud af, hvor grænsen går.
Og dernæst ligger det hos arbejdspladserne, som skal skabe tydelige rammer, der gør det trygt for
en ung kvinde at sige fra og tale højt uden at frygte for sin karriere. Og hos os, der er vidne til noget
og intet siger.
Dem, der mener, at denne sexistiske kultur ikke længere eksisterer, tager fejl. Hverdagssexismen
findes stadig blandt nogle mænd i mediebranchen, men også i andre brancher og på andre typer af
arbejdspladser. Mange tænker desværre stadig, at “sådan er det bare” - og det er dén kultur, hvor
sexistiske bemærkninger ikke for alvor bliver set som et problem, vi vil gøre op med.
Du har ret, Sofie Linde. Vi skal turde tale højt om den sexisme, der finder sted, så vi kan finde ud
af, hvordan vi kommer den til livs.