Her er endnu en sprænglærd tænkepause

I Katrine Frøkjær Baunvig lille bog »Romantik« trækkes der linjer mellem middelalderens store romancer, kandiseret kærlighed, mormors kolonihavehus og halvautomatiske rifler.

Læs mere
Fold sammen

Sukkerstrøede hjerteslag, candyflossede tanker i 10.000 nuancer af lyserødt, sygeplejersker og overlæger i ømme omfavnelser.

Det er de associationer, ordet »romantik« får frem i mig. Og ved nærmere eftertanke er det hele drevet af fiktion. Af scener fra film, TV-serier og alle de romaner, jeg ikke vil røre med en ildtang. Barbara Cartland und so weiter. Men de sidder i mig og vel også i alle andre – frivilligt og ufrivilligt – fordi de romantiske følelser er så voldsomt til stede i vores kultur: Vi er simpelthen omgivet af romantiske forestillinger og iscenesættelser på alle sider.

Det er ph.d. og postdoc Katrine Frøkjær Baunvig også inde på i »Romantik«, der er endnu en kærkommen udgivelse i Aarhus Universitets Tænkepauser-serie med små, sprænglærde, men letlæste bøger om alt fra myrer over monstre til magi.

På den led er »Romantik« ikke overraskende.

Som sine 27 forgængere er den en fornøjelse at læse, på én gang fokuseret og med stort udsyn, og dens blanding af akademisk præcision og klargørende eksempler er vidunderlig. Som i bogens åbning, hvor netop populærkulturens påvirkning af os alle illustreres via Disneys »Lady og Vagabonden«: »Vagabondens kødbolle-gestus er indbegrebet af et romantisk øjeblik. Hundenes ømme følelser forgrener sig i galanteri og forlegenhed – i selvopofrelse og plirrende øjenvipper.«

Fra de to tegnede hundes sværmeri går en linje helt tilbage til Platons tanke om ideerne og virkeligheden. Hvordan det ideale er ideerne, og virkeligheden blot en skyggeudgave af dem.

Og romantik er forankret i de rene ideers verden og derfor heller ikke forbundet med kødeligt begær og sex. Romantikken holder til i tankernes og følelsernes antiseptiske sfære, og når den tvinges til at møde den prosaiske virkelighed, så opstår hverdagen. Tænk måske på dit eget årelange forhold!

Den lykkelige kærlighed har ingen historie

Men sker det samme i fiktionen, er det anderledes dramatisk. For selv om der er masser af romantisk fiktion, hvor de elskede får hinanden til sidst – den Barbara Cartland’ske og Danielle Steel’ske-disciplin – er god romantisk fiktion tæt forbundet med lidelse, der opstår i kollisionen mellem følelser og realitet, drøm og kynisme.

Den lykkelige kærlighed har ingen historie, som kulturforsker Denis de Rougemont pointerede i »Kærlighed i den vestlige verden« fra 1939. Den lyserøde romantik byder ikke på modstand og har dermed heller ingen fortællemæssig kraft. Derfor er de store romantiske historier, de opdigtede såvel som de virkelige, tegnet af kvaler og tragik.

Ordet romantik har sine rødder i middelalderen og i det oldfranske »romanz« – en bestemt type fortælling på vers – og en af middelalderens store romancer er »Tristan og Isolde«. Her bliver den unge Tristan sendt ud for at hente kongens kommende brud, Isolde, men på rejsen hjem, ak, ak, forelsker de to sig i hinanden. For enden af alt dette dør Tristan, og Isolde dør ved hans leje af et knust hjerte – hvilket ny forskning i øvrigt viser er muligt.

Den romantiske forestilling, som er på spil her, fik for alvor fat i 1200-tallets mennesker, og dengang var ægteskabet rationalitetens og økonomiens sted og altså sjældent dér, hvor kærligheden bruste.

I 2014 er det omvendt. Nu er det kun kærligheden, der holder ægteskabet sammen. Eller med en af Katrine Frøkjær Baunvigs spidsformuleringer: »Den form for romantik, der i 1200-tallet først og fremmest blev opfattet som en social umulighed og et uopnåeligt ønske, er grundstenen i vores parforhold i dag.«

Romantikken er nu ikke kun de stærke, lyse følelser, der kan udveksles mellem to mennesker. Det er også en filosofisk og samfundsmæssig strømning, der i sin yderste konsekvens er livsfarlig. Det lyserøde kan blive blodrødt, kan man sige, og det sker, når romantikkens værdisæt – dét at give sig hen og være sine i følelsers vold – får lov at strømme ind med nationalisme og fascisme.

Men selv om der er åbenlyse forskelle på de to former for romantik, er der også forbindelsesled. Som nu Johann Wolfgang von Goethes »Den unge Werthers lidelser« fra 1774, hvor den unge mands forelskelse i en allerede gift kvinde driver ham til selvmord. Hvilket skabte en bølge af selvmord blandt de unge, der læste romanen.

Hitler som romantiker

Denne alt eller intet-holdning er et gennemgående træk ved både den romantiske litteratur og den romantiske strømning. Altså ikke bare i forhold det den eneste ene, men også i forhold til livet, jorden og landet. Alt eller intet, der også hænger tæt sammen med det lige så kategoriske med eller imod. Og Lenin, Mussolini, Hitler og Stalin var alle, som Katrine Frøkjær Baunvig skriver, underlagt romantikkens rigide idealisme:

»De virkeliggjorde deres ideer om det rette samfund. De udfoldede med andre ord deres vilje fuldstændigt kompromisløst.«

Interessant er det også, at despoterne, helt i romantikkens ånd, drømte om at genoprette og genfinde noget tabt. Om det så var Det Tredje Rige, et kommunistik tusindårsrige eller et nyt romerrige. Nostalgien spiller altså en rolle i romantikken, der både findes i det grusomste og det hyggeligste. Eller med Katrine Frøkjær Baunvigs citatvenlige ord:

»Romantikkens to ekstremer er hygge og terror, mormors kolonihavehus og en Ruger-halvautomatisk riffel.«

Ja, der er i dén grad stof til eftertanke og et væld af overraskende forbindelseslinjer og forklaringsmodeller at finde i »Romantik«, der også er endnu en kærkommen lejlighed til at rose Aarhus Universitets Tænkepauser-serie. Alle bare på 60 sider. Men altså: hvilke 60 sider. Og hvor ville det dog være velkomment, hvis forskere som Katrine Frøkjær Baunvig og andre forskere fra universiteterne deltog i den offentlige debat i aviser og TV i stedet for at overlade den til folk med stærke meninger, men lille viden. Ingen nævnt, ingen glemt.

Men man kan måske se Tænkepauser-bøgerne som et rum, hvor de kan udfolde deres viden på egne præmisser; hvor de kan ytre sig uden at få blæst deres pointer op i klik-trækkende overskrifter og blive svinet til i lange kommentarspor (der alligevel altid ender i indlæg om indvandring, feminisme eller islamisering).

I stedet disse små bøger, der kommer i en stadig, skøn strøm, og kun koster 40 kroner. Det er et folkeoplysningsprojekt, simpelthen, og båret af en insisterende tro på, at forskning kan forstås af alle. Vel i grunden også en ganske romantisk tanke.

Katrine Frøkjær Baunvigs »Romantik« er udkommet på Aarhus Universitetsforlag og koster 40 kr.