1970erne kunne på mange måder virke bredt trampende, men den erotiske frigørelse satte vigtige spor. Og dem ser vi på i dag med fornyet interesse. Suzanne Brøggers bøger fra 1970erne bliver nu læst og genlæst med øjnene på stilke.
Mange kvindelige kunstnere gjorde en markant indsats i 1970erne, og det er som fod i hose, at billedkunstneren og filminstruktøren Jytte Rexs stærke debutbog, »Kvindernes bog« fra 1972, nu genudgives, på et tidspunkt, hvor vi i stigende grad er opmærksomme på kvinders særlige bidrag til kulturen.
Jytte Rex har revideret teksten, og bogen er suppleret med Naja Marie Aidts indlevede efterord. »Kvindernes bog«, der i dag har klassiker-status, giver levende indblik i det private livs styrker, længsler og smerter.
Det er en både sanselig og bevægende læseoplevelse. Jytte Rex har med en kunstnerisk bearbejdelse af en lang række kvinders fortællinger – den ældste kvinde er født i 1910 og den yngste på 4 år i 1968 – løftet det individuelle og private op på et alment, fængslende niveau. Den sproglige rytme afspejler fint de enkelte kvinders sårbarhed og styrke.
Man får fornemmelse af bevidsthedsudviklingen i perioden, når man læser de mange forskellige beretninger med afsæt i en kvindelig erfaringsverden, magtkampe i parforhold, drømme og særligt afgørende og sanserige øjeblikke. Der er en bevægelse fra det selvudslettende og mentalt klaustrofobiske til det selvbevidste og livskraftige, og der er flere gange, hvor man fornemmer, at her er noget, vedkommende aldrig har fortalt før - måske knap nok tænkt.
Overrumplende naturoplevelser og effektfuld erotik
Forelskelser, erotik og skuffede forventninger er effektfuldt fortalt. Som når det hedder et sted: »Jeg traf jo en spanier, og det var de store højder og de store dybder«.
Ligesom naturoplevelser står centralt for mange af kvinderne. Det er en oceanisk følelse, der skyller ind over siderne, og det overrumplende ligger i den intensitet, beskrivelserne rummer.
Som når en af kvinderne, i afsnittet »Marie«, beretter om sin overvældende orientering mod vand: »Natur betyder vældig meget for mig. Vand, for helvede. Nogen er sletteboere, andre er skovboere, og jeg dør, hvis jeg ikke er i nærheden af vand«.
Naturfølelsen flettes i bogen sammen med den gennemgående frihedstrang. Sanselighed, kropslighed og dét, man kunne kalde det kvindelige røntgenblik, er gennemgående, og man er flere gange overvældet over de enkelte begivenheders skæbnesvangre betydning. Flere af kvinderne ser klart forskellige følelsesmæssige niveauer og dobbeltheder.
Ligesom evnen til at se helheder træder frem. Som når det et centralt sted i bogen hedder : »Men kvinder. Jeg ser hele kroppen på dem. Deres bevægelser. Ser dem som noget helt«. Det er bogens store styrke, at den dykker ned i følelsernes flod og trækker intense beretninger op, der har noget universelt over sig. »Kvindernes bog« rummer stor ærlighed og åbenhed. Det kan vi – både mænd og kvinder – stadig lære meget af.
Titel: Kvindernes bog. Forfatter: Jytte Rex. Sider: 368. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.