Kan du beskrive dig selv med tre ord? Og hvorfor lige dem?
»Nysgerrig. Rastløs. Skævvinklet.
Nysgerrig - fordi jeg udfordrer mig selv ved at være undersøgende og legende, lede efter nye metoder og ideer. Jeg er lidt en efternøler i familien. Mine søskende var næsten fløjet fra reden, så jeg sad meget alene og legede med mig selv og havde en lidt syret verden kørende.
Rastløs - jeg elsker tempoet og hurtigheden, både privat og i projekter. Jeg kan godt lide, at der sker meget, det udfordrer mig mentalt. Jeg har lidt svært ved bare at flade ud og nyde det simple frem for kaos.
Skævvinklet - jeg bliver fascineret af lidt underlige, surreelle verdener, hvor fantasien kan få lov til at dampe af sted.«
Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?
»Perfektionisme, ideen om det perfekte. Jeg synes, det er ret syret, hvordan man bliver præget af forestillingen om det perfekte liv gennem medierne og ikke mindst de sociale medier, der prøver at forme og ælte os som en dej.
Det bliver sådan en fantasiverden, for der er jo ingen, der kan leve op til det perfekte. Selv tror jeg på, at fejl kan generere meget mere end det perfekte. I min egen måde at leve på er der altid fejl, altid omkørsler og rutineændringer.«
Tror du på Gud?
»Jeg er kommet ret meget i den danske kirke gennem min bror (Per Vibskov, red.), som er præst og provst på Nørrebro. Jeg ved ikke, om jeg er troende kristen, nok mere kulturkristen - måden vores samfund fungerer med kultur, skolegang og organisationen af staten er jo bygget op omkring det kristne modul. Det er også grundlaget for mange danske værdier. Men jeg tror ikke på, at der er en gud, der sidder deroppe og styrer.
Jeg kan godt lide kirkerummet, og jeg har arbejdet aktivt i kirken som musikant og sanger og hjulpet til i min brors virke. Jeg har stor respekt for de roller, kirken påtager sig med at hjælpe, når korthuset falder sammen, hjælpe hjemløse, døende - også nyfødte. Kirken udfylder nogle af de roller, hvor andre måske har for travlt med at være det perfekte menneske, men hvor vi glemmer at hjælpe andre.«
Hvad er det største problem i verden lige nu?
»Det er måden, vi behandler hinanden og planeten på.
Jeg synes, vi behandler hinanden virkelig dårligt. Både politisk, kulturelt og religiøst. Med nogle grumme resultater - krig og død, clash af religion og kulturelle forskelle. Det undrer mig virkelig, at der ikke er mere accept af anderledeshed.
Og planeten. Folk smider plastic i havene og flasker og dåser i naturen. Det har nok noget med opdragelse at gøre. Tag dog og ryd op efter jer! Jeg ved godt, at man som menneske i disse årtier forbruger sindssygt mange ting, men jeg har stadig en forhåbning om, at vi med vores viden i sidste ende kan redde verden. Vi kunne jo starte med at rydde op efter os selv.«
Folk smider plastic i havene og flasker og dåser i naturen. Det har nok noget med opdragelse at gøre. Tag dog og ryd op efter jer!
Hvad må man ikke udsætte dig for?
»Jeg får det skidt, hvis jeg bliver placeret i midten af et rum med mange mennesker, og der er langt til væggen. Jeg kan godt få lidt social angst. Måske skyldes det noget generthed og skyhed. Og så er jeg ret høj. Jeg kan ikke lide at stå og stritte op midt i det hele.«
Hvor tæt er du nogensinde kommet på at dø?
»Jeg har ikke selv været tæt på at dø. Men jeg har været tæt på døden.
Jeg var på vej hjem i fly fra London, og pludselig døde kvinden i sædet ved siden af mig. Det tog lidt tid, før jeg registrerede det, men hendes søn reagerede, og så skulle flyet ned i en fart. Det blev ikke nogen blød landing - det tog kun syv minutter, så holdt vi i Amsterdam. Det var nogle meget intense minutter, men det lykkedes af få liv i kvinden, og efter landingen blev hun kørt væk.
Om aftenen skulle jeg spille trommer ved et arrangement på Charlottenborg. Jeg kunne slet ikke overskue det, men jeg gjorde det alligevel. Det satte virkelig nogle tanker i gang. Det ene øjeblik er man så tæt på døden, det næste sidder man og spiller trommer på Charlottenborg. What’s the point? Men måske er det netop det, der er meningen med det hele?«
Hvad er dit yndlingsord?
»Jeg spurgte mine medarbejdere, om der er et ord, jeg bruger meget. Og de sagde: »Du siger altid: Ku’ man ikke også?« Og det er nok rigtigt. Jeg giver ikke sådan lige op, hvis jeg har fået en idé. Jeg tænker hele tiden, at der måske er en anden løsning, en anden mulighed. »Ku’ man ikke også…?« Det er noget, der godt kan give folk omkring mig pip.«
