Henne Kirkeby Kro byder på tilbagelænet luksus. Men på et punkt trænger den til mådehold

Paul Cunningham stryger gæsterne med håret med velsmag, klassiske kombinationer samt sikker service på den modernistisk restaurerede Henne Kirkeby Kro.

Astrid Dalum

En af mine tidligere madanmelderkolleger sagde engang, at værelserne på Henne Kirkeby Kro mere mindede ham om at overnatte på et moderne designerhotel i New York end på en flere hundrede år gammel landevejskro.

Det er jeg tilbøjelig til at give ham ret i. For da Flemming Skouboe - efter at have tjent et par milliarder kroner på salget af vindmøllevingefabrikken LM Glasfiber - købte kroen i 2007, blev der gået til makronerne hvad angår restaurering, og de små trange kroværelser blev således slået sammen til store luftige suiter.