Hella Joof har en god ven. Han hedder Troels, og han plejer at sige, at vi mennesker er lavet af de samme grundstoffer, og som man kan købe for 18 kroner i enhver Matas-butik over hele landet.

»Vi har jo allesammen drømme, ønsker og følelser, som på mange måder er ens,« konstaterer forfatteren og filminstruktøren Hella Joof.

»Og måske lyder det lovligt overspændt, det jeg nu siger, men vi er alle sammen hver især unikke og mirakuløse. Det glemmer vi bare, og ofte sker det, at vi føler os bedre end andre. Man er mere veluddannet, man stemmer på de rigtige partier, og man kigger ned i folks indkøbskurv og tænker: ‘Skal I virkelig have alt det toastbrød? Tror du ikke, at du i stedet skulle købe nogle gulerødder til dine børn?' Eller: 'Sidder I nu der og ryger i bilen, mens jeres børn roder rundt på bagsædet uden sikkerhedssele på vej til Bilka. Skulle I ikke hellere køre en tur på Louisiana?' Det er jo en nem følelse, som kan være rar at varme sig ved. Måske er det derfor, at vi hele tiden gør det: Dømmer andre.«

Zoom ind i et nærbillede

Ifølge Hella Joof ligger det til os mennesker, at vi tager afstand, og at der er nogle, vi aldrig nærmer os. Men hvis vi nu i stedet zoomede ind i et nærbillede, slap totalbilledet og kiggede godt efter, kunne det være, at det faktisk var – en levende engel på spil.

Hella Joof har gennem sit liv mødt mennesker, hun beskriver som generøse, kærlige, uselviske og storsindede. Noget, de ofte er blevet, på trods af at de selv har haft modgang og har fået de største knubs på livets landevej. Men det afholder dem ikke fra at række ud og hjælpe andre, mener hun.

I sin nye bog, »Hjemmehjælperen Ramona og andre englelige væsener og væsentlige engle,« der udkommer på torsdag, er det nogle af deres historier, Joof gerne vil fortælle.

Om en forstående og måske lidt clairvoyant parkeringsvagt; en bibliotekar, der præcis ved, hvilken bog man mangler; eller om en fyr ved navn Pejse-Carsten, som engang reddede sin mor ud af et brændende hus.

Den slags mennesker gemmer sig ifølge forfatteren alle mulige steder. I folkeskoler, i hjemmeplejen, på biblioteker og hospitaler.

»Nu er det ikke, fordi jeg er et specielt godt menneske – det skal vi slet, slet ikke ud i,« fastslår hun.

»Jeg er ikke en goodie-goodie. Men flere af historierne i bogen handler om andre mennesker, man ellers ville have taget afstand fra og aldrig have nærmet sig. Af og til bliver man jo overrasket over, at mennesker, som man har en helt klar idé om – man kan næsten beskrive, hvordan de bor, hvad der ligger i deres køleskab, og hvilken sofa de har – og så sidder man pludselig fast i en elevator med dem, og så viser de sig at være af en helt anden vidunderlig karat. Det er jo noget af det bedste at få vendt sine fordomme på hovedet.«

I bogen møder den gennemgående jegfortæller en dag hjemmehjælperen Ramona. En superhelt, der kan noget særligt og hjælper andre. Men uden at hun behøver at gøre det. For eksempel med at få en stiv og værkbruden nakke til pludselig at føles rask og rørig, så hovedet igen kan dreje til begge sider uden besvær. I bogen skriver Hella Joof:

»Hvem er du?« spurgte jeg og stirrede betaget på væsenet i min sofa.
»Jeg hedder Ramona, jeg er hjemmehjælper.«
»Men er du et menneske eller en engel?«
»Lidt af hvert,« svarede hun. »Men det er de fleste.«

Bente med de store skinneben

Hvorvidt Hella Joof har mødt sine karakterer i virkeligheden er ikke afgørende.

»Det kan godt være, det hele ikke på decimalerne er rigtigt, men derfor kan det jo godt være sandt,« siger hun.

Inspirationen har Hella Joof fra situationer, hun selv har oplevet, og mennesker, hun har mødt, men som i bogen måske er endt som helt andre historier og andre karakterer. Men når hun skriver om Bente med de store skinneben, har hun hentet hende fra dengang, hendes egen datter gik i børnehave.

»Der var et tidspunkt, hvor det gik virkelig dårligt i mit liv. Jeg var lige blevet skilt, og så var der denne her pædagog, som en dag trak mig til side og sagde: 'Jeg tror ikke, din datter skal gå her mere, hun er stresset, hun tager for meget ansvar i børnegruppen.'

Det var afgørende for mig. Hun fik mig til at handle, og jeg er hende evigt taknemmelig. Hun var en engel i en forvasket joggingdragt.«

Hvis der er budskaber i bogen, så er det – udover ikke at dømme andre så hurtigt og hårdt – en lyst til at række ud. Men budskaberne er ikke tilsigtede, siger Hella Joof. For egentlig har hun bare skrevet de 16 små, selvstændige fortællinger, fordi hun sad der hjemme grounded under lockdown, og fordi hun blev tiltrukket af nogle særlige karakterer og navne.

»Men det dér med at hjælpe hinanden … som barn elskede jeg Laura-bøgerne og »Det lille hus på prærien«. Der skal bygges en lade, og så kommer alle mændene, smøger ærmerne op og bygger skelettet til laden. Det gør de på en lørdag, og kvinderne kommer med apple pie, noget limonade og passer børnene.

I mange små samfund er det stadig sådan, at man kan ikke undvære hinanden, man er hinandens forudsætninger,« siger hun og mener, at der er »et implicit problem i den måde, vi har indrettet vores samfund på i dag.«

»Vi har uddelegeret en masse omsorg og hjælp til det offentlige. Det gør, at den fordring i det enkelte menneske om at være til rådighed for hinanden, er afløst af noget med, at 'det er der nogle andre, der tager sig af.' Det er jo også derfor, at pædagogen Bente i bogen siger til værtshusejeren Putte, da han foreslår, at kommunen må tage sig af de vanrøgtede børn: 'Kommunen, det kan du selv være!'«

Ildsjælene vil redde os

Står det til Hella Joof, var der meget, vi ikke blot skulle overlade til staten og kommunen, men i stedet til dem, der virkelig brænder for deres fag.

»Og vi skal ikke stikke en kæp i hjulet på ildsjæle, der etablerer private børnehaver, plejehjem og fødeklinikker. Det bliver ildsjælene, der kommer til at redde os, når velfærdsskuden støder på grund. Dem må vi ikke hindre; dem skal vi neje for.

Nu ved jeg jo godt, hvorfor vi i dag har indrettet os sådan i vores samfund. Det var jo, fordi vi gerne ville fjerne det her gamle almisseprincip, og det er en smuk tanke, og det forstår jeg godt. Det har været noget så uværdigt, at man i gamle dage skulle op på sognerådsmødet som et punkt i forhold til, hvorvidt man kunne få bevilget en husvildebolig. Så kunne man gå dér og dukke sig af bar skam, vel vidende at det var de andre i sognet, der finansierede ens bolig,« siger Hella Joof.

Hun mener, at i vores nuværende velfærdssamfund er ansvarsfralæggelsen hos den enkelte til gengæld kammet over. Det, tror hun, er skadeligt, når den underliggende tanke og værdi mellem mennesker er, at vi skal hjælpe hinanden. At vi er hinandens næste.

»Men det er fjernet og overtaget af noget så diffust som staten. Vi har brug for hinanden, når vi snubler. Vi har brug for andre mennesker, ikke for staten, for den har ikke nogen hænder, der kan stryge ens hår eller se én opmuntrende i øjnene. Man kan ikke få et kram af staten. Staten er en maskine, staten er ikke et empatisk væsen.«

Ifølge Hella Joof har vi det bedst, når vi ser hinanden og husker, at alle mennesker har den samme værdi.

»Vi kan ikke det samme, og vi udretter ikke det samme. Men vi har den samme værdi.«

… Og så trak jeg vejret dybt

Når Hella Joof indimellem husker det, prøver hun at vende en situation, som hun siger. Det er ikke altid, hun kan. Især ikke hvis hun har for meget adrenalin i kroppen. Men nogle gange lykkes det. En dag skulle hun i bil dreje til højre ind til en parkeringsplads ved Irma i Valby.

»Der var meget trafik, så jeg orienterede mig i forhold til blinde vinkler og var virkelig forsigtig, men det var et lidt stressende. Pludselig var der en ældre mand, der begyndte at slå på min bilrude på en meget aggressiv måde. Så tænkte jeg: Nu kender jeg godt hele dramaturgien i det:

Jeg ville rulle mit bilvindue ned. Han ville skælde mig ud for min kørsel. Jeg ville forsvare mig og også skælde ham ud for at være så opkørt. Med det resultat, at vi begge ville køre derfra med sådan en dårlig energi. Så jeg trak vejret dybt, rullede vinduet ned og sagde:

'Du må virkelig undskylde, men jeg var så stresset og bange for at ridse den dér hvide bil. Ramte jeg dig? Skete der noget? Undskyld, jeg ikke havde set dig. Jeg skal også blive bedre til at kigge mig for.'

Til at begynde med havde han sådan en helt lille, stram mund på, men så blev hans ansigt helt blødt. Lidt ligesom hvis du laver en overtoning i en film. Han smilede, sagde, det var okay, og det var ikke sådan ment, og mine skuldre røg helt ned, og vi ønskede helt reelt og ærligt hinanden en god dag.«