Louisiana genåbner med et brag: Kæmpe udstilling om moderskabet vil helt sikkert give dig noget at tale om

Med åbningsudstillingen »Mor! – Livets begyndelse« lukker Louisiana moderskabet op for en hvirvelvind af eksistentielle bud på, hvordan vores fælles ophav kan tage form. Gennem 150 værker kommer vi på sporet af den vestlige kunsthistorie forståelse af vores allesammens mor.

Kaari Upson: »Mors ben«, 2018-19. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Hansen, Louisiana Museum of Modern Art
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg sidder inde i en grønpolstret boks og lytter til Joni Mitchells afskedssang til sin datter, som hun valgte at give fra sig i erkendelsen af, at hun ikke var i stand til at forsørge hende alene. Med sin tindrende lyse stemme ønsker hun det lille barn lykke på sin vej.

Kigger jeg op, er der på væggen over for fem par yndige børnesko sat pænt på række i en hvid montre. De begyndersko, som den sentimentale mor til enhver tid ville gemme. Ved siden af er en håndskrevet tekst, der redegør for en kvindes månedlige skræk for at være blevet gravid. Afsenderen er engelske Tracey Emin. Hun har tydeligvis helt frasagt sig moderskabet.

»Men så er der netunderbukserne. Det er nok dem, jeg godt kan lide. De vidner om den brutale smerte, kvinden lige har gennemgået. Hendes underliv er blevet så udspilet, at hun nu må have ble på for at samle de blodrester op, som plopper ud i de næste døgn.«


Joni Mitchells sang »Little Green« fra 1966 er ud over at være et privat og smerteligt vidnesbyrd anslaget til et årti, hvor feministernes mest markante mærkesag var frigørelsen fra den primære omsorgsrolle i hjemmet. Og op gennem 1970erne blev moderskabet logisk nok ikke det erfaringsmateriale, deres kunst kom til at kredse allermest om – præcis som Joni Mitchells eneste erfaring blev hendes fravalg. 30 år senere fortæller Tracey Emin mere kontant om de eksistentielle konsekvenser, som fravalget af moderskabet har. I et to meter højt patchworktæppe står forvarslet:

»I do not expect to be a mother. But I do expect to die alone.«

Tracey Emin: »Jeg forventer ikke«, 2002. Fold sammen
Læs mere
Foto: Diana Panuccio.

I et andet hjørne af udstillingen har franske Sophie Calle, hvis værker er gennemsyret af selvbiografisk stof, fat i samme pointe. Først da hendes mor er døende, vælger hun at portrættere hende. »Endelig«, skulle moderen på dødslejet have fremstammet. I en tekst i glas og hvid ramme skriver Sophie Calle:

»On December 27, 1986, my mother wrote in her diary: ‘My mother died today.’ On March 15, 2006, in turn, I wrote in mine: ‘My mother died today. No one will say this about me. The end.’«

Under konstant forandring

Kuratorerne, Marie Laurberg og Kirsten Degel, bag Louisianas genåbningsudstilling »Mor! – Livets begyndelse« har haft en udstilling om moderskabet i tankerne de seneste fem-seks år. Da de i 2017 så den massive opmærksomhed, som popstjernen Beyoncé fik for sit opslag på Instagram, hvor hun var iscenesat som en hypermoderne madonna med sine tvillinger i favnen, var de klar over, at tiden var moden til at finde fokus i moderskabet og begynde deres indsamling af værker.

De endte med at hente værker hjem fra 60 udenlandske museer og samlere for at kunne sætte en såkaldt crossover-udstilling op på niveau med Louisianas tidligere »Månen«-udstilling fra 2018. Her skulle billedkunsten mikses med litteratur, musik, film, medicinhistorie og design i ønsket om at undersøge kunstens forbindelse til større kulturelle strømninger.

Nu er de godt 150 værker, der tidsmæssigt strækker sig fra før vor tidsregning og frem til i dag, i hus, flot og homogent installeret, med en ambition om hverken at dømme, tolke eller værdisætte moderskabet eller kunstnernes bearbejdelse af emnet. Ambitionen har været at stille værker, der i den vestlige kulturhistorie har beskæftiget sig med moderskabet, frem for et publikum, der selv må gå på opdagelse og fælde sine domme.

Men med de fem temaer, »Den hellige moder«, »Erindring«, »Moderens stemme«, »Omsorg« og »Frugtbarhed«, som udstillingen er bygget op om, styres man uundgåeligt i en retning. Ved at stille værker fra helt forskellige tidsperioder tæt op ad hinanden, er det interessant at opleve, hvor tydelig en betydning den tid, det miljø og det ståsted, de enkelte kunstnerne arbejder under, har for deres skildringer. Her er intet statisk. Ligesom i kulturhistorien er portrættet af moderskabet under konstant forandring.

Ondt i moderskabet

Det er i de værker, hvor moderskabet knirker eller rasler helt fra hinanden, at Louisianas udstilling for alvor bliver vedkommende. For mig! Min tur gennem Louisianas udstilling bliver helt automatisk styret af de værker, der trænger sig på. Derfor vender jeg også flere gange tilbage til et fotoværk af hollandske Rineke Dijkstra med titlen »Julie, Den Haag, Netherlands, February 29 1994«.

Der står en ung kvinde op ad en hvid væg med så lille et barn i sin favn, at man er klar over, at hun knap nok har fået klippet navnestrengen, før fotoet er taget. Det er netop et af den hollandske kunstners interessefelter: At fotografere unge mennesker umiddelbart efter en skelsættende begivenhed.

Værkets rene og upolerede udtryk trænger sig ætsende på. Man ser tydeligt kvindens hårde hud under fødderne, hendes delfintatovering på den marmorerede hud, hospitalets netunderbukser med et bind i, den pjuskede frisure, hvor skilningen er røget sig en tur, og de stærke hænder, der holder det lille barn så tæt ind til sig, at dets testikler er helt fladmaste. Med et årvågent blik fortæller kvinden os, at hun ved noget helt nyt. Hun ser ikke forskrækket ud, nærmere oplyst og en smule stolt. Lige hende her skal nok klare det.

Men så er der netunderbukserne. Det er nok dem, jeg godt kan lide. De vidner om den brutale smerte, kvinden lige har gennemgået. Hendes underliv er blevet så udspilet, at hun nu må have ble på for at samle de blodrester op, som plopper ud i de næste døgn.

Det er helt normalt. Men det er de færreste vordende mødre, der bliver forberedt på den detalje. Det virker ikke, som om det gør kvinden sårbar, tværtimod tildeler den detalje hende en urkvindestatus, der er med til at indkredse moderskabet smukt.

Jeg ville ønske, jeg kunne have åbnet min anmeldelse med en afbildning af værket, men kunstneren giver aldrig tilladelse til, at hendes »New Mothers«-serie bliver vist i pressen, da hun mener, at billederne er alt for intime og skrøbelige til det formål. Du må op og få syn for sagen, så længe det er der.

De to yderpunkter, som Joni Michells og Tracey Emin versus Rineke Dijkstras repræsenterer – fravalget og tilvalget af moderskabet – kunne lige så godt have været de udvalgte åbningsværker til udstillingen. Efter et par tilløb i de tilstødende lokaler kommer man, når glasdørene åbnes ind til udstillingens store sale, for alvor ind i moderskabet.

Dieric Bouts: »Madonna med barnet«, 1454. Fold sammen
Læs mere
Foto: Statens Museum for Kunst .

Her er Dieric Bouts »Madonna med barnet« fra 1454, med den klassiske madonna, der holder sit (Jesus) barn nænsomt i sine arme sat over for Beyoncés triumferende madonnafigur – nu ovenikøbet med TO børn i sine arme. To versioner af idylliseret moderskab med 567 års mellemrum, der ikke rigtig rammer mig, selvom de trækker rækkevidden i udstillingen effektfuldt op. Jeg havde foretrukket at få kastet et mere krast og skånselsløst billede af moderskabet op i fjæset for at få min puls i vejret og skærpet mine sanser anno 2021, hvor vi godt ved, at moderskabets kan tage sig noget mere komplekst ud, end vi og vores afkom næsten kan bære.

Udstillingens motor

Åbningsmulighederne er utallige, og den svulmende liste af værker med så forskelligartede skildringer af moderskabet vidner netop om, at ikke kun én version er gangbar.

Det samme gælder den tydeligt performative opbygning af udstillingen, som styrer publikum guidende igennem forløbet og dermed ind i et særligt stemningsleje. Meget tidligt aner man et råb, der, jo tættere man kommer på lyden, høres som en kalden på en mor: »Motheeeer,« lyder det med få sekunders mellemrum. Kaldet kommer til at fungere som udstillingens motor. Man vil fremad for at finde ud af, hvem der kalder, samtidig med at lyden danner grundstemningen for alt det, man oplever på sin vej.

Og der er mange rørende, sympatiske, empatiske og underholdende bud på moderskabet. Vi kommer forbi middelalderlige gengivelser af Jomfru Maria med Jesusbarnet, ammende kvinder af kunstnere som Cindy Sherman og en sjov skægget version af Paul McCarthy.

Et helt rum er dedikeret til amerikanske Kaari Upsons træstammer med påmonterede knæ, der sender en hilsen til hendes bardomsland og mor. Serbiske Petrit Halilajs griber fat om samme erindringstema i den forstørrede version af hans mors øreringe, som hun gravede ned foran barndomshjemmet i Kosovo, umiddelbart før de måtte flygte.

Kaari Upson: »Mors ben«, 2018-19. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Hansen, Louisiana Museum of Modern Art.

Nu ligger de henslængt på et stort hvidt fundament sammen med den jord, han siden tog tilbage og gravede dem op fra. Japanske Miyako Ishiuchi viser sin mors røde, udtrådte sko frem i fotos, engelske Lucian Freud har malet sin mor i en sjalsmønstret kjole, hvilende i noget, der ligner en hospitalsseng. Og så er der erstatningsmødrene: I rummet bagved vises et klip fra en dokumentarfilm om et socialt marginaliseret queer-miljø i 1990ernes New York, hvor moderfiguren er erstattet af en omsorgsrolle, »mothering«, som en fyr i militærkasket og blå silkeskjorte har påtaget sig i et bofællesskab. »Jeg er Pepper LaBeija, huset LeBeijas legendariske mor,« siger han.

Noget værre rod

Råbet efter mor kommer fra kælderen, hvor en totalinstallation, der er skabt til udstillingen, viser tænder. Det er den hypede franske kunstner Laure Prouvost, som Kunsthal Charlottenborg også har fået fingrene i til sin genåbningsudstilling, der har været på spil her. En stor, grov og gråhvid blæksprutte fylder hele det lavloftede rum. Rækker af glaspatter erstatter dens sugekopper og lækker en sort pøl af blæk – eller er det olie? – med vissent havtang og elektronikaffald – deriblandt en lille videoskærm, hvor en kvinde er ved at lære en dreng at vaske gulv.

Buddet på det moderne moderskab er noget værre rod, kan man kun konstatere, præget af klimaangst og børn i nye roller. Da jeg går rundt om værket, gakker jeg hovedet ind i en af dyrets stenhårde fangarme, fordi rummets spejlvægge desorienterer mig. Godt så, nu har Prouvosts moderskab i al fald også sat sine spor. Jeg håber ikke, jeg ødelagde noget.

Moderdyret er et effektivt anslag til udstillingens inderste dyb, som er udformet til en rund supersymbolsk sal med en videoprojektion af en petriskål i centrum, hvor en kunstig befrugtning er under opsejling. I den yderste kant er Niki de Saint-Phalles frugtbarhedsgudinde i godt selskab med Kirstens Justesens berømte gravide maver med påsat materiale fra Mødrehjælpen og familiefotos og et Louise Bourgeois-tableau. I en indercirkel udformet af en glasmontre fremvises blandt andet græske frugtbarhedsfigurer og et sæt »afskårne« bryster i ler, der ligner to flødeboller, men viser sig at have fungeret som en offergave til guderne med ønsket om frugtbarhed i Italien. Det føles lidt som at komme ned til kronjuvelerne under Rosenborg Slot.

I den samlede udstilling dukker der hist og her små spiddende og humoristiske anslag op, men de folder sig aldrig rigtig sjovt ud. Jeg savner at grine lidt eller for alvor forfærdes af vrangsiden af moderskabet.

I de svenske kunstnere Nathalie Djurberg og Hans Bergs animationsfilm »Once Removed on My Mother’s Side«, hvor en mor stopfodrer sit barn, der ender med at lægge sig oven på hende og presse al luften ud af hende, lykkes det. Islandske Ragnar Kjartanssons vidunderlige videoværk »Me and My Mother«, hvor han har fået sin mor til at spytte ham i hovedet, er også forfærdeligt morsomt. Der er noget tragikomisk over begge værker og en dejlig dyb ridse i fernissen. Flere af dem, tak! Og op i større format. Jeg synes de gemmer sig lidt i krogene. Moderskabet er dødsens alvor, må vi forstå!

»Mor! – Livets begyndelse« er en kontrolleret hvirvelstrøm af værker om moderskabet, hvoraf mange bliver vist i Danmark for første gang. Du må til Humlebæk og se dig omkring. Tag en ven med eller din mor, søster, bror, onkel, datter, mand eller kone, og I vil helt sikkert have noget at tale om undervejs. Alle os, der er kommet til verden gennem samme indgangsport. Og så må du hitte ud af, hvilke værker, der vedkommer dig, og måske komme nærmere, hvor dit moderskab står og presser sig på.

»Mor! – Livets begyndelse« kan opleves fra 21. april til og med 29. august.