Heidi Kristensen blev kun 25 år gammel.Som 15-årig fik hun job som piccoline i Spies Rejser, og hurtigt blev hun som én af formandens faste morgenbolledamer hvirvlet ind i et univers af vild luksus, vilde fester og et tiltagende misbrug af sprut og stoffer. Mindre end tre år varede festen, og i 1987 døde Heidi af aids – som en af de første kvinder i Danmark.
Det er Heidi Kristensens 11 år yngre søster, performeren Anika Barkan, der forsøger at rede trådene ud i søsterens kaotiske liv i teaterforestillingen »Heidi. En rejse til helvede med Simon Spies« som i morgen har premiere på Teater Grob i København. Stykket er skrevet af dramatikeren Gritt Uldall-Jessen og iscenesat af Line Paulsen og har Sara Hjort Ditlevsen, Olaf Højgaard og Helene Kvint i de øvrige roller.
»Jeg var jo kun fire-fem år, da min søster blev ansat i Spies og kort efter flyttede ind i hans villa i Rungsted, så selvfølgelig husker jeg ikke så meget,« siger Anika Barkan.
»Men det, jeg kan huske, er et lidt glorificeret billede af min smukke storesøster, der kom på besøg derhjemme og altid havde det nyeste nye med sig. Jeg var meget fascineret af hende, hun var smadderskæg og livlig, og når hun kom hjem, havde hun flot tøj på, og jeg blev sminket og dansede rundt med hende. Jeg kan også huske, at vi fik en rejse til Mallorca af Spies – min mor, min anden storesøster og mig – da min far og mor blev skilt. Det siger mig, at Heidi må have været ret tæt på Simon Spies. Jeg var fem år og tænkte bare, at han var da en flink fyr, ham Spies. Vi havde aldrig været ude at rejse før.«
Misbrug og social arv
Anika Barkan og Helene Kvint dannede for otte år siden kunstnerduoen CoreAct, der blandt andet har stået for en række spændende performance-installationer i det offentlige rum. »Heidi« er deres første traditionelle teaterforestilling.
»Det var en stor beslutning at tage et så voldsomt materiale frem og bearbejde det scenekunstnerisk. Men der er en masse interessante ting at italesætte igennem min søsters korte, tragiske liv. Ikke mindst hvordan misbrug og social arv former os som mennesker og påvirker vores evne til at tænke og handle rationelt,« siger Anika Barkan.
»Desuden er det et interessant ti-år i Danmark, med hele skiftet fra 1970ernes fokus på individuel frigørelse og mennesket i centrum til 1980ernes forbrugerisme. Og hele den stigmatisering, min søster blev udsat for, da hun som én af de første kvinder herhjemme blev smittet med hiv. At hun var involveret med Simon Spies giver os jo mulighed for at vise nogle sider af ham, som til nu ikke er berørt særlig meget i offentligheden.«
Holdet bag forestillingen har brugt flere år på at supplere Anika Barkans minder med interview med familiemedlemmer, først og fremmest hendes nu afdøde mor, og andre, der har kendt søsteren. Tilsammen giver det billedet af en på mange måder dysfunktionel familie med misbrug og svigt, men også med en stor evne til at bevare den pæne facade.
Far over bord
»Min mor fik Heidi som kun 18-årig. Hun havde mødt Heidis far, mens de begge var indlagt på den lukkede afdeling, og Heidi var kun to år, da hendes far faldt over bord fra Sveriges-båden. Vi ved ikke, om det var et uheld eller selvmord,« fortæller hun.
Moderen blev gift igen og fik en søn, som imidlertid flyttede med faderen, da parret blev skilt. Med sin tredje mand fik moderen to døtre, hvoraf Anika er den yngste. Også det ægteskab gik imidlertid i vasken efter ti år, og moderen blev alene med de tre døtre.
Anika Barkan mindes sin søster som »et udadfarende og søgende menneske, der begyndte at ryge hash i skolen og droppede ud af 8. klasse«.
»Så fik hun job som piccoline hos Spies og ret kort tid efter blev hun én af morgenbolledamerne. Vi ved ikke, hvor længe hun boede i villaen i Rungsted, måske to-tre år, eller hvorfor hun flyttede. Historien i vores familie gik på, at han havde friet til hende, men var blevet afvist, og så smed han hende på gaden.«
Heidi fortsatte det vilde liv, flyttede til England og arbejdede som DJ og danserinde, senere blev hun stripper og escortpige og til sidst gadeprostitueret stiknarkoman på Vesterbro.
»De første mange år var jeg ikke klar over, at der var noget galt. Både min mor og Heidi var rigtig, rigtig gode til at holde en facade af, at alt var i orden. Først da jeg var 11-12 år, tre år inden Heidi døde, begyndte jeg at forstå, at det ikke var så pænt, som det så ud. Jo mere afhængig af heroin, hun blev, jo mere tydeligt var det. Hun blev også mere og mere tosset og psykotisk og svingende – jeg har stærke minder fra hendes sidste år, hvor det virkelig krakelerede, og hun hele tiden var på Hvidovre Hospital.«
Solgte sin historie
Heidis historie blev også en mediebegivenhed, specielt i Ekstra Bladet, men også i bl.a. Familie Journalen, mindes Anika Barkan.
»Det gjorde det ekstra voldsomt, fordi det blev så synligt, og der var den her angst for aids. Folk kiggede på en og stillede underlige spørgsmål, når man kom i skole, for eksempel om jeg havde rørt ved hende.«
Et år inden sin død fik Heidi en lille datter. Men datteren var smittet med hiv og døde kun ti måneder gammel.
Under sin research til forestillingen mødte Anika Barkan en sygeplejerske fra Hvidovre Hospital, som havde plejet Heidi i hendes sidste tid.
»Hun bekræftede nogle af de minder, jeg selv har haft om, hvor ensom og isoleret Heidi blev til sidst. Der kom stort set ingen andre end os og besøgte hende. Men hun fortalte også om, hvordan min søster næsten lige til det sidste formåede at holde fast i en totalt gak festglæde. Hun inviterede alle medpatienterne til nytårsfest, og en dag var hun pludselig stukket af efter at have stjålet al metadonen på hele afdelingen.«
Sygeplejersken kunne også fortælle, hvordan Heidi solgte sin historie til Ekstra Bladet, ved om aftenen at snige sig ned i hospitalets parkeringskælder for at møde bladets reportere, som betalte for den dramatiske historie med kartonvis af cigaretter.
»Jeg tror, at Heidi lige til det sidste prøvede at gøre livet til den fest, det var engang,« siger Anika Barkan.
To poser med udklip
Under arbejdet med forestillingen indså Anika Barkan og Helene Kvint, at de havde brug for hjælp til at få styr på det store materiale og få det præsenteret på en god måde. De kontaktede derfor dramatikeren Gritt Uldall-Jessen, som har lagt et stort arbejde i at kortlægge forløbet, både via interview og ved at gennemgå de to store Netto-poser fulde af avisudklip, som Heidis mor havde samlet gennem datterens turbulente liv.
»Det er et meget tvetydigt materiale,« siger hun. »Man kan ikke kun tale om, at Heidi har været i en offerposition. For hun var jo også den, der iscenesatte sig selv. Derfor har jeg valgt at gøre det til et diskuterende stykke, hvor karaktererne løbende træder uden for rollen og diskuterer sig selv.«
Som rammefortælling har Gritt Uldall-Jessen valgt det gamle radioprogram »Spørg Bare«, der i sine velmagtsdage i 1970erne trak op til halvanden million seere. Panelet bestod dengang af Simon Spies, Erhard Jacobsen, Cleo og John Price. I stykket sidder Simon Spies i Olaf Højgaards skikkelse stadig i panelet, mens Anika Barkan i rollen som sig selv er udspørgeren, der vil vide, hvad der egentlig er foregået med hendes søster. Undervejs viser en række spillede scener klip fra Heidis liv – med Sara Hjort Ditlevsen som Heidi og Helene Klint som hendes mor.
Trods titlen ser hverken Anika Barkan eller Gritt Uldall-Jessen »Heidi – en rejse til helvede med Simon Spies« som et hævntogt mod den afdøde rejsekonge.
»For mig er han en bifigur, som jeg i virkeligheden ikke er specielt interesseret i,« siger Gritt Uldall-Jessen. »Det, der interesserer mig, er hele temaet om løgn og selvbedrag, og hvad der kommer ud af det. Jeg har ikke noget ønske om at udstille Simon Spies. Min mission er at belyse, hvordan man opfatter sandhed, og hvordan man konstruerer sandhed. Jeg ser Heidi som en person, der hele livet forsøgte at skabe sig selv om til noget andet end det miljø, hun var vokset op i.«
Anika Barkan vil ikke afvise, at hun stadig føler indignation over, at der ikke i sin tid blev sat spørgsmålstegn ved rejsekongens helt bevidste brug af andre mennesker til sine egne formål.
»Men forestillingen er på ingen måde et hævntogt, for det er uinteressant,« siger hun.
»Der er mange flere årsager til, at et menneske ender, som Heidi gjorde. Det vil være decideret naivt at sige: »Det er din fejl, Simon Spies!«
Dramatiker: Gritt Uldall-Jessen. Iscenesættelse: Line Paulsen. Medvirkende: Anika Barkan, Sara Hjort Ditlevsen, Olaf Højgaard og Helene Kvint. Scenografi: Nathalie Melbye. Musik: Søren Siegumfeldt. »Heidi. En rejse til helvede med Simon Spies« er produceret af CoreAct. Spiller på Teater Grob i København 5.-24. maj og Teater Katapult i Aarhus 29.-31. maj. Se mere på coreact.dk og katapult.dk.
