I nat omkring kl. 2.00 går årets Oscar-vært, talkshowstjernen Jimmy Kimmel, på scenen i Dolby Thea-ter i Los Angeles og indleder den 90. uddeling af Oscar-priserne med en stribe vitser. Sådan plejer det årlige show nemlig at starte. Over hele verden vil filmfans bruge nattetimerne til at skåle i champagne foran TV-skærmene, grine af de indforståede Hollywood-drillerier, vippe med foden til musiknumrene og diskutere stjernernes kjoler.
Hvor mange stjerner der møder op i sort for at ære ofrene for seksuelle overgreb i filmbranchen, er til gengæld uvist. Ifølge avisen The New York Times er den aktivistiske #TimesUp-bevægelse, der støtter ofrene økonomisk, stadig interesseret i en markering, sådan som årets tidligere prisuddelinger, Golden Globes og BAFTA, blev det, men producerne bag showet håber tilsyneladende på, at der også vil blive talt om andet end seksuelt misbrug fra scenen.