Star Wars-fans er efterhånden blevet berygtet for at være meget kritiske over for nye instruktører, der giver sig i kast med den 40 år gamle rumfilmserie. Nu tyder meget på, at en ny gruppe af kritikere vil gå i haserne på to nytilkomne filmproducere og manuskriptforfattere, nemlig skaberne af den populære TV-serie »Game of Thrones« David Benioff og D.B. Weiss, som af Disney er blevet hyret til at skabe en ny serie af Star Wars-film.
»David og Dan er blandt de bedste historiefortællere, der findes i dag. De tager styringen med komplekse karakterer, dybde i historierne og en fyldestgørende eventyrverden, der vil skabe et nyt grundlag og presse 'Star Wars'-universet i en spændende, ny retning,« siger Kathleen Kennedy, topchef for Lucasfilm, i en pressemeddelelse, der blev udsendt tirsdag.
Benioff og Weiss har sammen udsendt en pressemeddelelse, hvor de udtrykker ydmyghed over for projektet.
»Vi er beærede over muligheden og lidt skræmte over ansvaret, men vi er også spændte over at komme i gang, så snart den sidste sæson af 'Game of Thrones' er færdig,« skriver de to.
Ydmyghed er måske en god ting, når man som ny instruktør skal give sig i kast med Star Wars, for fans af serien er efterhånden blevet berygtet som en uforudsigelig størrelse, der forholder sig overordentligt kritisk til instruktører og manusforfattere, der indfører nye elementer elller behandler de gamle karakterer uden den fornødne ærbødighed.
Således gav almindelige publikummere den sidste Star Wars-film, »The Last Jedi«, en såkaldt score på 56 procent på anmeldersitet Rotten Tomatoes, den laveste publikumscore af seriens ni film, mens de professionelle anmeldere gav den en særdeles respektabel score på 93 procent. Instruktøren af »The Last Jedi«, Rian Johnson, måtte i flere omgang gå i dialog med kritikerne, der ligefrem opfordrede til en publikumsboykot af filmen og forlangte, at filmen skulle fjernes fra den officielle Star Wars-kanon. Blandt andet blev det kritiseret, at nøglekarakteren Luke Skywalker blev slået ihjel i serien. Et træk, som mange iøvrigt mener er lånt fra »Game of Thrones«, hvor hovedpersoner jævnligt er blevet slået ihjel i løbet af handlingen.
På trods af kritikken er de to primære film »The Force Awakens« (fra 2015) og »The Last Jedi« (fra 2017) er begge i top-10 over film med bedst indtjening nogensinde. De har indtjent henholdsvis to og 1,3 milliarder amerikanske dollar.
På nettet er kommentarerne til det nye makkerpar overvejende negative.
»Lad være med at lave Star Wars til en pervers sæbeopera,« skriver Buddy Leech som en kommentar til de hyppige sexscener i særligt de første sæsoner af »Game of Thrones«.
En anden genopliver kritikken af »Game of Thrones«' voldtægtsscener og skriver »hold op med at voldtage Star Wars«, hvilket også kan forstås som en kommentar til de mange Star Wars-projekter, der er sat i søen, efter at Disney overtog franchisen.
En anden fan kaster humoristiske øjne på det ny makkerpar, og fantaserer om, at Star Wars-karaktererne Luke Skywalker og prinsesse Leia endelig kan blive et par på trods af, at de faktisk er bror og søster - en finte, der henviser til det incestuøse søskendepar i Game of Thrones, Cersei og Jaime Lannister.
Den nye serie af Star Wars film følger en anden handlingslinje end »hovedsporet« om Skywalker-familien, men der ingen dato for den første titel fra Game of Thrones-skabernes hånd.
Meget af kritikken handler om forskellen på tonen i de to fiktive universer, hvor Star Wars har en mere uskyldig børnevenlig indhold end det mørke Game of Thrones-univers.
En hel anden form for kritik retter sig dog specifikt mod de to nye instruktører.
Det var nemlig David Benioff og D. B. Weiss, der sidste år undfangede ideen til en ny HBO-serie »Confederate«, som foregår i en alternativ nutid, hvor det under den amerikanske borgerkrig lykkedes Sydstaterne at løsrive sig fra det øvrige USA. Emnet er overordentligt følsomt i USA, da det handler om de sortes slaveri, og ideen blev hurtigt udsat for en kampagne fra aktivister, der mente, at HBO lavede »underholdning af en historisk tragedie«.
Heriblandt fra aktivisten April Reign, der stod bag twitter-kampagnen #oscarsSoWhite for flere Oscar-priser til sorte amerikanere, og som har startet en ny hashtag-aktion mod serien under hashtagget NoConfederate.
En hovedanke mod serien var, at den skulle laves af to hvide mænd, som kritikerne ikke forventede ville besidde den rette forståelse for de sortes historie om slaveriet. HBO beklagede efterfølgende, at serien blev annonceret i en pressemeddelelse, der tilsyneladende ikke tog tilstrækkeligt hensyn til de følelser, som emnet rummer den dag i dag.
Men vreden over sydstatsserien har endnu ikke lagt sig og ser nu ud til at forfølge de to kommende Star Wars-producere. Claudia Calrissian Amenábar opfordrer ligefrerm til en boykot med ordene: »Udskam dem!«:
En del af kritkkken synes at ligge i forlængelse af den mere generelle diskussion om race i hollywood, og kritikere forlanger at nogle filmfolk af en anden etnisk oprindelse får lov til at prøve sig i Star Wars-universet.
Flere medier har forgæves henvendt sig til HBO for at få at vide, om instruktørernes engagement i Star Wars betyder, at planen om den kritiserede sydstatsserie nu endegyldigt er lagt i graven.