Den Kongelige Operas opsætning af »Tryllefløjten« vil ikke være noget for folk med et syn på mesterens værk som urørligt. Mozart selv ville til gengæld have elsket hele den uhellige vinkel på stoffet.
Den ligner ikke noget andet.
Operaen har udsat Mozart for stumfilm og steampunk. Får man overhovedet »Tryllefløjten« i husets seneste satsning?
Både ja og nej. Al snakken er byttet ud med nogle få ord på bagtæppet. De såkaldte recitativer mellem sangene er også byttet ud med musik fra to af Mozarts klaverstykker.
Og de sædvanlige forsøg på lodning af dramaets dybder er især byttet ud med masser af skæg og ballade rent visuelt.
Kort sagt: Den Kongelige Operas opsætning vil ikke være noget for folk med et syn på mesterens værk som urørligt. Mozart selv ville til gengæld have elsket hele den uhellige vinkel på stoffet og måske endda selv være kommet med nye ideer.
Og mange af os kender måske nok de udeladte steder ud og ind og kan måske knap nok komme os over deres fravær – men så fantastiske var præcis de passager altså heller ikke.
»Tryllefløjten« fra 1791 begynder lige midt i det hele. Prins Tamino forfølges af et uvæsen og reddes af tre kvinder med lyst til hans krop.
De tre damer fortæller ham hurtigt om Nattens Dronning og hendes forfærdelige skæbne: Hun har fået datteren Pamina bortført af en vis Sarastro med den grusomme Monostatos som håndlanger.
Tamino begiver sig derfor på frelserfærd med fuglemanden Papageno som følgesvend og en magisk tværfløjte som redskab.
Men værkets anden halvdel vender op og ned på tingene. Sarastro afsløres helt overraskende som overhoved for en menighed med dannelse og selvudvikling i fokus. Prinsen skal vise sig værdig til rollen som Paminas redningsmand gennem en række prøvelser i Sarastros tempel.
Han går helt bogstaveligt gennem ild og vand plus det løse og kan til sidst både høre sin elskede igen og endda se Papageno afsat!
Mozart skabte »Tryllefløjten« sidst i oplysningstiden som én stor kollision mellem kultur og natur. Sarastro er for eksempel indbegrebet af dannelse og opkaldt efter profeten Zarathustra fra klassisk tid. Og naturmennesket Papageno er hans fuldstændige modsætning med karakter af romantisk tåbe uden fortid og med Siegfried i »Nibelungens ring« som åndelig efterkommer.
Dramaet kommer så samtidig lige i halen på den franske revolution. Mozart og tekstforfatteren Emanuel Schikaneder ville måske ikke have deres elskede frimurerloger lukket på mistanken om revolutionære sympatier. Så de kan meget vel have vist frimurerne som store humanister og ladet Tamino gennemgå logens hemmelige ritualer – hvilket igen har givet stof til skrønen om Mozarts død som et hævndrab.
Barrie Kosky har grundlæggende sat syngespillet i scene som en art stumfilm. Man får for eksempel bevægelser i lyntempo a la Buster Keaton og ekspressionistiske skygger a la »Dr. Caligaris kabinet« nogle steder.
Ret meget af forestillingen ligger også tæt på Terry Gilliams animationer til »Monty Python«-filmene og på æstetikken i romantisk papirklip og 1970ernes børnebøger.
Og en skikkelse som Nattens Dronning er forvandlet til gigantisk edderkop med ekkoer af både stjernehvælvet fra den oprindelige opsætning i 1790erne og intet mindre end »Alien«!
Leif Greibe med de store klaverstykker af Mozart fra orkestergraven. Det Kongelige Kapel spiller som en drøm under Nikolaj Szeps-Znaiders ledelse og overdriver især ikke nuancerne.
Holdet på scenen vil skifte en del i løbet af spilleperioden. Men hvis alle synger som ved premieren søndag eftermiddag, er man rigtig godt hjulpet.
Jacob Skov Andersen som Tamino og Sofie Elkjær Jensen som Pamina matcher hinanden overalt. Rainelle Krause som Nattens Dronning har hele højden i sin berømte hævnarie og gør ikke de korte toner for korte. Læg også mærke til Palle Knudsen som en rutineret Papageno og det frygtløse ved Stephen Milling som Sarastro og Christian Damsgaard som Monostatos.
Og hvad man ikke hører så tit: De tre drenge i skikkelse af Tristan Spencer Ostertag-Shaw, Laurits Bang Liebst og Valdemar Storm Jordansen kan rent faktisk synge.
Forestillingen er på ét punkt ramt af coronaen: Nogle steder må synges med stor afstand mellem de medvirkende. Udfordringen førte ved premieren til skred i samspillet et par gange – om end man ved fælles hjælp fandt hinanden igen. Lige præcis den aktuelle version af »Tryllefløjten« kunne omvendt være den mindst skrøbelige af alle operaer i sådan en situation.
Det er godt gjort alt sammen. Men kan du også lide resultatet? Tag ud i Operaen, sid ret alene som dronningen selv og prøv kræfter med en dybt original og lige tilpas mærkelig forestilling.
Tryllefløjten
Instruktion: Barrie Kosky. Musikalsk ledelse: Nikolaj Szeps-Znaider. Til 18. oktober.
