Hanne-Vibeke Holst: »Mødrene står stadig og overvejer, om de kan tage til en konference, uden at deres børn falder døde om«

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst har i årtier skrevet sig ind i vores samtid med feminismen som sin evigt flammende fakkel. Nu fylder hun 60 år og gør status over en selfie-tid, hvor kvinder godt må være kloge og dygtige, men de skal pinedød også være lækre.

HVH
»Tid er blevet den hårdeste valuta«, siger forfatter Hanne-Vibeke Holst, der fylder 60 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP

Hanne-Vibeke Holst ligner sig selv. Årene har lagt sig som en nænsom patina over det smalle ansigt med de blå øjne, der stadig opmærksomt betragter verden derude.

Evigt hvilende på den samtid, der altid har været hendes råstof. Zeitgeisten.

Kroppen er som en myndes, når hun bevæger sig rundt på det gamle trægulv. Slank og hurtig. Rask. Det sidste er det vigtigste, når tiden løber i et tempo, som selv en gennemstruktureret romanforfatter har svært ved at følge med i. Hvor årene blev af, aner hun ikke, men på torsdag fylder hun 60 år.

»Det er en reel mulighed ikke at nå hertil, så der er ikke andet at gøre end at sige tak. Alternativet er døden, som føles nærværende, når man, som jeg, har fået den hamret lige op i smasken. Det er ikke længere teoretisk, at jeg skal herfra. Jeg har indset, at jeg nok ikke bliver 800 år.«

Hanne-Vibeke Holst er en overlever. Både i klinisk forstand, efter hun for to år siden blev behandlet for brystkræft, og i den litterære verden, som hun har sat sit eftertrykkelige præg på i mere end fire årtier. Siden sin romandebut i 1980 har hun gang på gang fornyet sig, taget sigte efter tidsånden og skudt sit arsenal af ord lige ind i samfundets solar plexus. Nailet den. Og er blevet belønnet med et salg, der altid bliver fremhævet, når nogen skal afmontere påstanden om, at forfattere pr. definition er nogle fattigrøve. For mange læsere er Hanne-Vibeke Holst med tiden blevet en litterær musthave, sådan én, hvis romaner man køber pr. automatik og sluger som et stykke friskbagt søndagskringle.

»Jeg har altid været meget optaget af at ligge rigtigt på vækstkurven. Da jeg for ti år siden fyldte 50, havde jeg lige fået De Gyldne Laurbær for »Dronningeofret«. Det var perfekt! Jeg lå, hvor jeg skulle. Jeg havde skrevet en stor, politisk trilogi, jeg kunne mit håndværk, og jeg havde noget at sige. Sådan er det stadig. Men nu, hvor jeg bliver 60, handler det om noget andet. Der er ikke nye territorier, der skal indtages. Nu gælder det den indre vækstkurve. Det betyder ikke længere så meget at tale i den store megafon. Det er vigtigere, at jeg arbejder med noget, der interesserer mig, noget jeg bliver klogere af. Og så accepterer jeg, at der måske er færre, der lytter.«

Forfatter Hanne-Vibeke Holst har skrevet samtidsromaner i mere end fire årtier. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

I øjeblikket er hun dybt fascineret af Sonja Ferlov Mancoba, den afdøde danske kunstner, der boede i Frankrig store dele af sit liv, og som Statens Museum for Kunst netop nu hylder med en stor udstilling. Ferlovs efterladte arkivalier og snesevis af breve er gået i blodet på Hanne-Vibeke Holst. Researchen har foreløbig varet i halvandet år, men det er endnu uvist, om de to kvinder, forfatteren og skulptøren, smelter sammen i et større værk.

»Det er en anden ting, der er kommet med alderen. Jeg tillader mig at sige, at jeg ikke aner, hvad det ender med. Der er noget her, der tænder mig, så nu undersøger jeg det. Måske kommer der ikke en skid ud af det...«

Eller måske kommer der en roman på 400 sider…?

»Ja. Og det vil endda være en kort roman fra min hånd, haha.«

Feministisk Georg Brandes

Der er kommet flere af dem med alderen. Ordene. Hanne-Vibeke Holsts seneste roman, »Som Pesten«, bruger 700 sider på at tage den globale pandemi-trussel under litterær behandling. Den roste murstensroman om faderen Knud Holst, »Knud, den Store«, var næsten lige så lang. Til gengæld har hun ikke skrevet så mange bøger, som man skulle tro. Det er blevet til 17 i alt.

I dem har hun stædigt trukket sit pennestrøg hen over samfundets magtstrukturer. De politiske, de økonomiske og i særdeleshed dem, der forhindrer kvinder i at opnå fuld ligestilling. Selv når andre har påstået, at ligestilling mellem kønnene er det mindste problem i gennemregulerede Velfærdsdanmark, er hun vendt tilbage til tastaturet for, som en nutidig, feministisk version af Georg Brandes, at sætte problemer under debat.  

»For nogle år siden prøvede jeg at finde ud af, hvad der driver mig. Jeg kunne sagtens mærke, at det var engagement og indignation. Moralske værdier, selv om det lyder lidt helligt. Jeg udviklede endda et dictum...«

Hanne-Vibeke Holst rejser sig og går hen til sit whiteboard. Her står den målsætning skrevet, hun bestræber sig på at eksekvere.

»At søge, forstå og formidle sandheden i det godes tjeneste,« læser hun op.

»Det lyder helt forfærdeligt patetisk, men det er en vigtig rettesnor. Jeg spørger jævnligt mig selv: Hvorfor gør du det her? Og det er derfor. Det er meningen med det hele.«

Hanne-Vibeke Holst har siden hun var helt ung beskæftiget sig med ligestilling mellem kønnene. Hun synes stadig, at de feministiske problemstillinger, hun skrev om i 90erne, er rygende aktuelle. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Den dunkende basgang

Det er den, vi skal udforske. Meningen. For hvad har det kunnet, det forfatterskab og den offentlige tilstedeværelse, der har ligget som en basgang under kulturlivet og samfundsdebatten så længe, de fleste af os kan huske. Nogle gange næsten lydløst, andre gange med dunkende larm. Hvad har rykket sig, siden Hanne-Vibeke Holst som 19-årig tog fat på sin forfattergerning og holdt ved, drevet af en skrivetrang, der er placeret lige ved siden af urinstinktet.

»Da jeg skrev min første bog, »Hejsa Majsa!«, var jeg lige flyttet fra Nordjylland til Christianshavn, hvor jeg boede med min kæreste. Gyldendal kontaktede mig, fordi de var på jagt efter unge forfattere, og spurgte, om jeg ville skrive en ungdomsroman. Og så satte jeg mig ned og skrev den. Sværere var det ikke.«

Hanne-Vibeke Holst griner, mens hun refererer handlingen, hvor den bly Maja forelsker sig og nær bliver opslugt af parforholdets fastlåsthed, før hun bryder ud og bliver sig selv. Altsammen foregår i Løkken, Hanne-Vibeke Holsts egen barndomsby, og har - naturligvis - et anstrøg af ulmende kvindeoprør.

»Det var et lillebitte plot, men det fungerede, og bogen læses stadigvæk ude på skolerne. Hvis jeg skal snævre mit talent ind, så er det sansen for storytelling. Jeg har altid været god til at fortælle en historie.«

Havde du nogen ide om, hvad du ville med det?

»Kun at jeg ville være forfatter. Jeg ville også være journalist, og det blev jeg også, i hvert fald nogle år, og det kunne jeg sagtens være blevet ved med, hvis ikke forfattertrangen havde været så stærk.«

Hun udgav sin anden roman to år senere, mens hun læste på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Det vakte en vis beundring blandt de medstuderende, men hun gjorde sig først og fremmest bemærket ved at have et hedt forhold til Jes Dorph-Petersen, der siden blev TV-vært.

»Der var ingen på skolen, der ikke vidste, at vi var kærester. Det var meget hot. Vi fik endda skældud af underviserne, fordi vi sad og snavede under forelæsningerne...«

Hanne-Vibeke Holst

»Det kan godt være, at det giver en umiddelbar tryghed at have mor gående hjemme i køkkenet. Men det giver ikke børnene noget, de kan spejle sig i senere i livet, når de selv skal ud at flagre.«


Den feministiske flamme

Men 1980erne var først og fremmest årtiet, hvor Hanne-Vibeke Holst blev sin egen. Hvor hun slap Løkkens brusende Vesterhav, barndommen og det komplicerede faderforhold, hun siden har skrevet ind i bestseller-litteraturen. Hvor hun lagde kimen til den forfatteridentitet, der hurtigt voksede sig større og stærkere end forældrenes, forfatterne Kirsten og Knud Holst. Drevet af en feministisk glød, der brændte sig fast på siderne i den ene roman efter den anden, altid med kvindelige hovedpersoner med reminiscenser af Hanne-Vibeke Holst selv. Hendes egentlig gennembrud var Louise-trilogien (»Til Sommer«, »Nattens Kys«, »Hjertets Renhed«), hvor hun går i kødet på sin egen rejse fra pæn provinspige til punk og postmodernisme.

»Jeg har altid skrevet på en indignation, der blev vakt meget tidligt. Den blev især næret, da jeg som helt ung var på pigekostskole i Wien. De var håbløst bagefter og levede i forrige århundrede. Pigerne vidste ingenting om prævention, og flere blev gravide undervejs. Pludselig havde de mødt nogle jugoslaver nede på isbaren, og så gik det galt, fordi de var så uoplyste - og hvis man blev gravid, blev man smidt ud af skolen. Men selv om de færdiggjorde deres uddannelse, skulle de ikke ud at have et job, men giftes og gå hjemme - uanset, hvor begavede, de var. Det var en formativ tid for mig. Jeg fik kællingesplinten i øjet, blev overbevist feminist og fik grundlagt det internationale udsyn, der senere kom til at præge mine bøger.”

Hvis du skulle skrive en ungdomsroman i dag, hvad skulle den så handle om?

»Det skulle være en utopisk roman om, hvordan man kunne eksistere uden smartphone, uden sociale medier og uden den slavebinding, der følger med at skulle være på. En tilbagevenden til det analoge. Ungdommens største udfordring er nærvær. De unges evne til fordybelse er forstyrret, og det samme er evnen til at være til stede i relationer. De har jo svært ved at læse en bog! Dette tab af autentisk nærvær er synd for dem og til skade for samfundet. Jeg ville næsten ikke kunne holde ud at skrive en realistisk ungdomsroman. Ungdommen er så affortryllet, at det er helt forfærdeligt.«

»De mødre, der har dårlig samvittighed, skal huske, at vores professionelle liv er en inspiration for vores børn, når de bliver ældre«, understreger Hanne-Vibeke Holst. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Ikke nok at lade skægget gro

Når Hanne-Vibeke Holst skuer ud over over den generation, der skal tage over, savner hun et kollektivt engagement i det, der betyder noget. Klimaforandringerne. De globale problemstillinger.

»Det nytter ikke noget bare at åbne et mikrobryggeri og lade skægget gro. Der skal noget mere til. Noget mobilisering.«

Hvis hun skulle tage et øjebliksbillede af samfundet, som det ser ud lige nu, ville det være en selfie. Aldrig har verden været mere tilgængelig, og aldrig har vi været mere optaget af os selv.

»Især de unge kvinder lider i den kultur, der hersker nu. De mange diagnoser, især angst og lavt selvværd, viser, at det ikke er blevet lettere at være kvinde. Der er nogle ubalancer, som ikke er løst. Der er stadig en tung patriarkalsk kultur, som tvinger mange piger i knæ.«

Er det ikke nærmere pigerne, der undertrykker sig selv og hinanden?

»Hvis den kultur, du vokser op i, føles som så stærk og bastant en modstander, at den nedbryder dig, så kan den umiddelbart virke selvundertrykkende. Men den kommer jo et sted fra. I min ungdom havde vi f.eks. ikke det samme perfekthedskrav. Vi havde ikke en forestilling om, at vi skulle være 12-talspiger. Det var nærmest pinligt at få 13 eller være stræber. Vi havde heller ikke en forestilling om, at vi skulle være supersmækre og gå til skønhedskirurgi, når vi fyldte 18. I dag er der en forventning om at skulle lykkes 100 procent.

Hanne-Vibeke Holst

»Det er ikke nok at være klog. Kvinder må gerne være atomfysikere, men de skal også være lækre«


Men er det patriarkatet, der skaber den forventning?

»Så er vi ovre ved spørgsmålet om, hvad der er hvad. Det er jo det kapitalistisk drevne forbrugersamfund, der har skabt behovet for at performe. Producere og optimere. Vi har overført kapitalismens hamsterhjul på os selv. Vi skal profitmaksimere, også i vores eget liv, og det kan de her piger slet ikke klare. Den patriarkalske overlevering består i, at kvinder stadig forventes at præstere som seksualobjekter. Det er ikke nok at være klog. Kvinder må gerne være atomfysikere, men de skal også være lækre.«

Er det virkelig så anderledes for kvinder end for mænd?

»Der er ikke samme krav til mændene. Det er der bare ikke! Jeg ved godt, at der er nogle mænd, der står og fjerner hår alle steder. Det er noget, de kan, men ikke noget, de skal. Der er slet ikke samme pres. Da en af mine papsønner tog studentereksamen, havde han taget gymnasiet ret nonchalent, så han fik et knap så prangende gennemsnit, mens pigerne stod med deres flotte karakterer. Hans far og jeg stod og sagde »Ej, helt ærligt!«, og så sagde han, fuldstændig henslængt: »Jamen det er jo os drenge, der får de fede jobs alligevel.« Og det er jo rigtigt. Bare se på statistikken. Det går for langsomt for kvinderne, fordi de samtidig kæmper for at være perfekte. Især når de bliver mødre.«

Det absurde moderskab

Enhver, der har læst Hanne-Vibeke Holsts romaner, kender hendes ambivalente forhold til moderskabet. På den ene side det ultimative kærlighedsorgie, på den anden side den største frihedsrøver af dem alle. Især for kvinderne. I dag er hendes tre børn voksne - 22, 29 og 31 år - men i 90erne og 00erne stod hun lige der, hvor de fleste fuldtidsarbejdende kvinder ender: Fanget i krydsfeltet mellem pligter, ambitioner og den ensomhed, der pludselig melder sig i parforholdet, når manden frit kan fortsætte i turbotempo, mens kvinden inkasserer frihedstabet.

I den periode var hendes romaner et sydende opgør med ideen om, at kvinder har lige så gode karrieremuligheder som mænd, og i bøgerne lurer undertrykkelsen alle vegne - på arbejdsmarkedet, i hjemmet og i det politiske liv. Og det var endda før, at børn blev projekter, der kræver fuld øko-forplejning.

Hanne-Vibeke Holst har i en årrække boet i villalejligheden på Frederiksberg. Desuden har hun en skrivelejlighed i Indre By og et sommerhus på Sjællands Odde, hvor hun ofte arbejder. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

»Da jeg fik mit tredje barn som 37-årig, var det så småt begyndt - det enorme fokus på, hvordan man skulle være rigtig mor. I dag er det jo gået amok! Alting handler om projekt børnefamilie, hvornår man henter, og hvad man giver sine børn at spise. Og hedder barnet nu det rigtige? Jamen, hvad folk ikke må bruge af søvnløse timer på at finde på et originalt navn, som ingen nogensinde har heddet før. Det er absurd! Men jeg vil gerne medgive, at der faktisk er kommet mere ligestilling, når det gælder trofæbørns-kulturen. Der er også kommet større krav til mændene om at være perfekte fædre.Og de har sandelig oppet sig, siden jeg var ung«.

Hvis hun skal fremhæve en kamp, hun selv har kæmpet, er det at holde fast i sit arbejdsliv. At undgå at lade sig sluge i ægteskabets og moderskabets gab. At blive ved at skrive, uanset hvor svært, tidskrævende og umuligt, det forekom med unger om benene.

»Jeg har altid kæmpet for at holde fast i mit grundidentitet. At være storyteller. At være kreativ. Den ret har jeg holdt fast i hele mit liv.«

Hun lægger ikke skjul på, at hun, der har brugt det meste af sit professionelle liv på at beskæftige sig med de magtstrukturer, der definerer kønsrollerne, oplever en frustration ved at se mange kvinder træffe de samme valg, som de gjorde for årtier siden.

»Der er stadig kvinder, der nedprioriterer deres ambitioner og kreativitet. Den power, deres professionelle liv giver dem, vælger de fra. Jeg har aldrig selv været den, der bagte og pakkede skolebøger ind. Men jeg mener helt oprigtigt ikke, at mine børn har lidt afsavn. Og i dag siger de, at jeg har inspireret dem i deres voksenliv. De mødre, der har dårlig samvittighed og føler sig presset til at vælge det fra, der interesserer dem, skal huske, at det, vi udtrykker i vores professionelle liv, inspirerer vores børn. Det kan godt være, at det giver en umiddelbar tryghed at have mor gående hjemme i køkkenet. Men det giver ikke børnene noget, de kan spejle sig i senere i livet, når de selv skal ud at flagre.«

Betyder det, at de bøger, du har skrevet, ikke har rykket noget?

»Mine bøger har rykket ved min egen generation, tror jeg. Fordelen ved at have været around så længe er jo, at mange læsere opsøger mig og fortæller mig, hvordan mine bøger har påvirket deres liv. Nogle er ligefrem blevet skilt. Andre har turdet mere, end de ellers gjorde. Men jeg synes desværre, at den problemstilling, jeg beskrev I 90erne, er rygende aktuel. Mødrene står stadig og overvejer, om de kan tage til en konference i London, uden at deres børn falder døde om, mens de er væk. De lægger et urimeligt pres på sig selv. Og særligt udenfor speltsegmente i byerne, er det traditionelle mønster udtalt. Mændene skifter en ble i ny og næ, men kvinderne tager den lange barsel og klarer ofte det huslige.«

Hanne-Vibeke Holst er stadig optaget af kvindekampen, ikke mindst fra et globalt perspektiv. Men mens den offentlige debat de senere år er banket derudad med #metoo-anklager og krænkelseskultur, har hun trukket sig fra den. Hun prioriterer. Både tid og ord. Der skal mere til, før hun lader det feministiske flammehav lyse over en modstander, som dengang hun kastede sig ind i en spektakulær debat med de danske rappere, anført af Niarn, om deres sprog og kvindesyn.

»Jeg blander mig kun, hvis sagen er virkelig, virkelig vigtig for mig. Hvis jeg har aktier i diskussionen. Men jeg synes ikke, at det er sjovt at stå i bokseringen. Jeg næres ikke ved at slås, men hvis jeg bliver provokeret nok, slår jeg igen, og jeg har efterhånden lært, at mit sprog er et stærkt våben. Når jeg fyrer missilet afsted, rammer jeg som regel hårdt. Til gengæld kan jeg ikke rigtigt tåle, når det backfirer, så jeg vælger med omhu.«

Hanne-Vibeke Holst, fotograferet i villalejligheden på Frederiksberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Tid er den hårdeste valuta

Hanne-Vibeke Holst har ikke længere brug for at være hende, der sidder på forreste række med hånden oppe. Hun foretrækker at være understrømmen. Basgangen. Nu gælder det den indre vækstkurve og projekter som det med Sonja Ferlov, som måske bliver til en bestseller, måske til det rene ingenting. Og livet med ægtemanden, filmfotografen Morten Bruus, som er 71 år, og som hun mødte, da hun var midt i 30erne. Dengang syntes hun, det var sent i livet, men pludselig har de snart sølvbryllup.

»Når man selv fylder 60 og har en partner, der er over 70, så er tiden dyrebar. Uret tikker. Penge er ikke længere så vigtige. Tid er den hårdeste valuta. Der en stor ro i at være derhenne, hvor vi ved, at det er sådan her, det er. Vi er nået dertil, at vi med sikkerhed ved, at det er til døden os skiller. Vi kan ikke forestille os, at det skal være anderledes. Vi ved, at det her er as good as it gets. At det er nok!”.

Hun er ikke længere på jagt efter suset. Når de blå øjne i dag kigger sig omkring, er de ikke mættede, men tilfredse. Taknemmelige.

»Der er en grådighed i tiden, som jeg gerne vil gøre op med. Vi vil hele tiden have mere. Bedre liv, længere liv, større liv. Mere, mere, mere. Jeg synes, der er mange, der narrer sig selv. De tror, at de bliver yngre, hvis de får en ny partner, en ny bolig, et nyt liv. At de kan starte forfra ved at ændre nogle ydre ting i tilværelsen, og så kan de sidde der og drikke rødvin fredag aften og være lykkelige. Det er hult. Jo ældre, jeg bliver, jo mere kan jeg se, at livet er organisk. At alt det, vi bygger op, er som et træ, der forgrener sig og slår dybe, dybe rødder.«

Hendes eget træ står solidt. Hvilende på et forfatterskab, der har kostet insisteren og investeren, men hvor grenene blev længere og bladene grønnere, end hun havde turdet tro.

Nu går hun roligt løvfaldet i møde.

»Naturen går sin gang, og det rummer sin egen skønhed. Vi er biologiske væsener, og det bliver tydeligt med alderens forfald. Det er smukt.«

Der følger en lille latter med det sidste forbehold:

»Eller i hvert fald delvist smukt.«