Benedikte Kiær venter. Hendes fire måneder gamle datter, Lærke, er i gang med at amme og tager sig alle de minutter, et stadig nyankommet væsen i denne verden suger til sig.
Hun venter på, at barnet falder i søvn. Hun venter på, at det lille menneske er klar til at spise. Hun venter på, at Lærke pludrer færdig med sine små lyde, så hun kan svare hende med små sætninger.
»Hej, lille ven. Heeeej.«
Alle forældre kender den langsomme rytme, der løber under livet med børn. Den konservative politiker, tidligere minister og nuværende borgmester i Helsingør, Benedikte Kiær, har ventet med en større længsel end så mange andre på at mærke den særlige vuggende gang, en nyfødt bringer.
Egentlig har hun blot gjort det, samfundet forventede fra hendes generation af kvinder. Få en uddannelse, få et arbejde og få solidt fat i karrieren. Børnene kan sagtens vente! Det opdrag lyttede hun lydigt til. Da hun som 36-årig mødte sin ægtemand Lars, forestillede hun sig ikke, at en utilsigtet konsekvens af de indfriede samfundsforventninger ville være en plads i kategorien »ufrivilligt barnløs«.
Det tog otte år, konstante fertilitetsbehandlinger og flere spontane aborter at få den snart tre-årige søn Lauge og lillesøster Lærke.
Er du en usædvanlig mor?
Vender man spørgsmålet direkte mod hende selv, parerer hun med det samme: Hvad er en sædvanlig mor? Hvad er en rigtig mor i disse tider? En spontan reaktion, der er resultatet af de nyfigne spørgsmål og hadefulde beskeder, hun som mor er blevet mødt med. Tilbage i marts måned landede der et anonymt brev i postkassen på matriklen. I det stod der, at hun burde få en abort, fordi det var synd for den endnu ufødte Lærke at få en så gammel mor, og at der var »meget stor risiko for, at jeres barn bliver mongol.«
»Det var virkelig grove løjer. Jeg blev simpelthen så sur. Det lå her i postkassen herhjemme og var frankeret fra Sønderjylland. Det er én, der har gjort sig en del umage, for vi har hemmelig adresse. Det er utroligt, hvad folk blander sig i. Den er hård at få smækket i hovedet, at alderen skulle være et parameter for, om man er en god forælder eller ej. Folk har ikke sagt det til mit ansigt, men jeg har læst folks grimme bemærkninger rundt omkring på de sociale medier.«
De svære børn
49 år. Det er tabu nummer ét. Benedikte Kiær er i andres øjne en usædvanlig mor, fordi hun har den alder, hun har. De mange spontane aborter og fertilitetsbehandlingerne er tabu nummer to. Hvem siger åbent fra dag ét, at de har brug for hjælp til at få børn? Borgmesterens historie indkapsler den mulige fremtid, der stordramatisk er blevet tegnet op i TV-serien »The Handmaid`s Tale«. Den er baseret på forfatteren Margaret Atwoods ubærlige fertilitetsdystopi. I den politiske, bekymrede nutid er alder forlængst blevet et tema i oplysningskampagnerne rettet mod danske unge om fertilitet, sædkvalitet og antal æg.
Det at få børn er ikke en let sag i dag. Det er heller ikke en let sag at holde sin graviditet privat som borgmester og blotte sig for offentligheden med frodig mave, når man konstant er bange for at tabe barnet, siger hun med et suk.
»Med Lauge var jeg tre en halv måned henne, før det kom ud. Vi trak den helt bevidst. Vi har hele tiden haft det kørende: Hvad nu hvis det går galt? Hvis jeg igen aborterede, skulle vi, udover at bære sorgen, også igennem forklaringen igen og igen. Der er ikke andet at gøre end at holde snuden lige i sporet, mens man siger til sig selv: Det skal gå godt, det skal gå godt, det skal gå godt. At være en offentlig person er på godt og ondt. Det her er et tidspunkt, hvor det virkelig kradser.«
Ude i entreen står en babylift til bilen og en sort lædertaske fuld af arbejdspapirer. På stolen i køkkenet hænger hendes grå blazerjakke, og på køkkenbordet ligger en bunke afskyllede sutteflasker. I de små sætningers liv er der ingen dage, der spejler hinanden.
Nu hvor hun er tilbage på kontoret efter tre måneders barsel, bliver Benedikte Kiær ofte stillet det klassiske kvindespørgsmål om, hvordan hun får borgmesterjobbet til at gå op med en fire måneder gammel baby. Hun fortæller mig med rullende øjne, at hun plejer at give dette kontante svar:
»Jeg har en ægtefælle. Han hedder Lars og har to hænder, han kan bruge. Han er også god til børn.«
»Lars og jeg er tydeligvis ikke prototypen på et almindeligt forældrepar. Vi har delt forældreorloven op sådan, at han tager det meste, så han går hjemme nu. Lærke bliver stadig fuldammet, så i løbet af en kontordag sørger jeg for, at hun får mad, inden jeg tager afsted. Min mælk står i køleskabet til hende og så spiser vi alle tre bogstaveligt talt frokost sammen. Enten kommer Lars ind på kontoret med hende. eller også tager jeg hjem, hvis jeg alligevel er mellem to møder ude i byen.«
Det er ikke kun borgmesteren, der venter. Jeg får også lov til at vente. I de timer, jeg er her med mine spørgsmål, bliver vores samtale ved køkkenbordet konstant afbrudt. Lærke skal have en sut. Lærke vågner ude i barnevognen. Lærke skal skiftes. Lærke skal ammes.
Vi når lige at sætte gang i samtalen igen, så stikker farfar hovedet ind af hoveddøren og siger dav, fordi han er kommet forbi med campingvognen. Så kommer storebror Lauge hjem med bedstemor i hånden og skal have et par småkager. Så går Lars, bedsteforældrene og Lauge ud i campingvognen for at hygge, og vi sidder tilbage i køkkenet med Lærke, der ligger på et tæppe, imens hun dasker ud efter farverigt legetøj.
Mere hverdagsliv bliver det ikke.
»Ja, det er virkelig en banegård i dag,« siger Benedikte Kiær og sender mig et beklagende, men smilende blik.
Det er netop dette summende familiebillede, hun så mange år har drømt om at sidde i. Børn, bedsteforældre og et hjem, der flyder over med babygrej. Familien har altid været en konservativ, politisk værdi. Når Benedikte Kiær taler om, at familien er det centrale, stikker ordene langt dybere end blot politiske søjler i et partiprogram.
Hun er vokset op på en gård som en del af en grandios familie. Hendes far har sat syv børn i verden, og hendes onkel har fem børn. Familiesammenkomster har været et vidt forgrenet, livligt kaos med et konstant rend af børn over det hele.
Den barndom formede hende så stærkt, at da Benedikte Kiær ramte teenagealderen, havde hun en nagelfast forestilling om, hvordan livspladerne ville forme sig for hende. I en alder af 25 år skulle hun være »totalt sat med hus, børn, bil og mand.«
»Jeg kunne godt se mig selv videreføre det der, og jeg forventede, at det ville ske. Da jeg begyndte at opleve mine søskende, venner og veninder få børn, havde jeg slet ikke nogen tanke om, at det ikke ville ske for mig. Selvfølgelig ville jeg også få børn.«
Spontan abort
I skolen talte ingen om det. Som barn af sin tid fik Benedikte Kiær og hendes klassekammerater kun seksualundervisning i, hvordan man undgik at få børn. Alle formanende ord handlede om prævention. Ordet fertilitet blev aldrig sagt højt.
»Vi fik at vide, at graviditet var noget, der skulle planlægges. Man skulle få børn, når rammerne var til det. Det passede bedst, når man var færdig med sit studie og havde fået job, lød det. Ingen sagde noget om, at det potentielt kunne være svært at få børn, når man var en vis alder. Inde i mit hoved var det også sådan, at børn var noget, man begyndte på efter studiet og den sidste eksamen.«
Første læste hun kemi, men måtte stoppe studieforløbet, fordi hun fik stærke allergiske reaktioner af at stå i et laboratorium. Dernæst skiftede hun spor til statskundskab og gik ind i politik. Benedikte Kiær oplevede i starten af 30erne at blive gravid i et forhold med en kæreste. Hun aborterede spontant. Alligevel alarmerede det hende ikke.
»Selv der havde jeg ikke nogen forestilling om, at det kunne være fordi, at det var svært for mig. Der så jeg min spontane abort som et tal i statistikken. Jeg forbandt det simpelthen ikke med, at jeg skulle være særligt opmærksom på, om jeg kunne blive gravid. Forholdet til min kæreste gik senere i stykker, og så gik der jo igen nogle år.«
Lars var manden, der skulle være far til hendes børn. Forelskelsen mellem de to gik hurtigt over i et ønske om at skabe et lille liv. Selvom Benedikte Kiær var 36 år, da hun mødte ham, var det ikke hendes alder, der skubbede på. Det var kærligheden og at Lars` søn Simon fra et tidligere forhold brændende ønskede sig at blive storebror.
»Jeg overvejede ikke engang, at min alder kunne betyde noget. Overhovedet ikke. Dengang var det slet ikke en del af den offentlige debat, at fertiliteten daler og at flere skal have hjælp. Det er i først i de senere år, at vi som samfund taler om det. Det var ikke helt vildt fremme. Sådan husker jeg det i hvert fald.«
Månederne gik. Der skete ikke noget. Til sidst sagde en veninde, at hvis parret ikke snart blev gravide, skulle de gå til lægen og søge hjælp.
»Jeg tænkte: »Slap dog lige af. Ro på. Nu ser vi, hvad der sker«. Jeg blev gravid det første år, men så fik jeg en spontan abort. Vi gik igennem alle undersøgelserne, og lægen anbefalede os fertilitetsbehandling. Først der indså jeg, at det her ville blive sværere for os. Vi røg over i kategorien uforklarlig barnløs, fordi tests af både Lars og mig ikke gav en forklaring. På den ene side var det en lettelse, fordi det betød, at vi måske kunne få børn. Omvendt var det frustrerende, fordi hvad skulle vi så gøre? Den kategori er en rodekasse og den åbner op for, at man måske selv kan gøre noget.«
Bogen hedder »Spis dig gravid«. På dens forside er et stort, hvidt æg afbildet. Når Benedikte Kiær skal udpege, hvad der var det dummeste, hun gjorde i de frustrerende år med fertilitetsbehandlinger, var det at spise efter bogens anvisninger. Det var et af de mange forsøg på at få kontrol over en total ukontrollerbar situation. Hun er blevet stukket med akupunkturnåle, har gået til zoneterapi, undgået kulhydrater og spist efter diæter.
»Jeg var villig til at prøve ALT. Man vil stå på hovedet i tusinde år for at få det barn,« siger hun.
Efter flere fertilitetsbehandlinger begyndte parret at gøre sig klar til en eventuel adoption. De blev godkendt som forældre og stod i køen til et barn. Men efter lang ventetid og udsigt til at vente i flere år, prøvede de igen med en fertilitetsbehandling.
»At være i det der regime var helt åndssvagt. Jeg sad med Lars og Simon til aftensmad og spiste selv noget, jeg ikke syntes var særlig sjovt. Jeg googlede på alt, hvad der havde med fertilitet at gøre. Man opdager, at der er mange artsfæller derude, som også kæmper med at få børn. Jeg er ikke faldet i grøften med krystaller og healing, men jeg kan godt forstå, at folk ender i det. Man er desperat.«
Det er helt uden for nummer, når kroppen ikke makker ret. Ordene rækker ikke til det.
Den følelse fik hun hver gang, hun mødte det parforholds-invaderende spørgsmål: »Hvornår skal I have børn?« Benedikte Kiær har engang imellem ærligt svaret, at hun og Lars virkelig gerne ville have børn. Straks lød det: »Jamen, hvorfor får I dem så ikke?«
»Der skal man virkelig holde tungen lige i munden, for det gør ondt. Jeg har svaret, at det ikke var så ligetil. Folk siger med det samme: »Hvorfor er det ikke ligetil?« Man kan ikke gemme sig bag ordene, for folk bliver ved.«
Ministertid
Den politiske sfære blev for alvor hendes, da hun i 2010 blev socialminister. En karriere som chefkonsulent på et kommunikationsbureau førte hende for alvor over i politik i 2006, da hun først blev konservativt medlem af Regionsrådet i hovedstaden og senere byrådsmedlem i Helsingør. Da Lars Løkke ringede til hende og tilbød ministerposten, var hun i fuld gang med projekt baby.
Til regeringsseminarer og rådsmøder måtte hun gå afsides for sig selv og stikke sig i maveskindet med en nål for at få de daglige hormonindsprøjtninger.
»Det var en temmelig skizofren oplevelse at kombinere en ministerpost med fertilitetsbehandlinger. Ingen vidste det, udover min ministersekretær og min ministerchauffør, fordi de skulle have indsigt i min kalender.«
En af de spontane aborter skete i syvende uge af graviditeten. Ægteparret mødte op til fosterscanning på klinikken. Den knusende besked lød, at der ikke var liv. Dagen efter sad hun som minister med ved forhandlingsbordet, da regeringen skulle forhandle kommuneaftale.
»Jeg havde valgt en medicinsk abort, hvor man selv tager pillerne og sætter gang i processen. Det betød, at jeg reelt sad og aborterede midt under regeringsforhandlingerne. Smerten er næsten som en slags plukveer. Det var en hård tur. Det var syret at stå midt i så to vidt forskellige livssituationer på samme tid, hvor jeg både deltog i hårde forhandlinger og var den aborterende, sårbare kvinde. Det er helt grotesk, når jeg tænker tilbage på det. Jeg måtte bare bide i bordkanten og stå det igennem.«
Hvornår græd du?
»Da vi fik at vide på klinikken, at der ikke var hjerteblink, græd jeg. Derfra handlede det bare om at komme videre, og jeg satte følelserne på hold. Så græd jeg igen efter forhandlingerne.«
Mens hun var minister, havde Benedikte Kiær også børneområdet under sig. Hun havde en politisk idé om at lade en kvalitetsdiskussion om de danske dagtilbud rulle. Da hun gik ud i offentligheden for at sparke gang i den debat, oplevede hun, hvordan det blev brugt politisk mod hende, at hun ikke havde børn.
»I et interview havde jeg lidt provokerende sagt, at det skulle være slut med hippiepædagogikken. En politiker fra oppositionen greb den og sagde, at det kunne jeg ikke udtale mig om, for jeg havde ikke nogen børn. Jeg var stødt på lignende bemærkninger i ny og næ, og min taktik var: Keep smiling. Men proppen gik der. Mit modsvar var et interview, hvor jeg åbent talte om årene med fertilitetsbehandlinger og den ufrivillige barnløshed, for jeg var nok ikke den eneste, der havde fået smækket sådan nogle ting i ansigtet, tænkte jeg.«
Formodningen fik Benedikte Kiær ret i. Hendes indbakke legemliggjorde pludselig fertilitets-statistikken med historier fra kvinder, der enten havde stået eller stod i samme situation.
»Det var massivt at opleve den respons. Jeg oplevede det samme, da jeg offentligt fortalte om min graviditet. De spurgte mig: Hvad gjorde I? Hvad virkede? Hvilken befrugtningsmetode? Det slog mig virkelig, hvor mange vi er i den båd, og hvor stor desperationen er.«
Op på hesten igen. Den sætning er det værste, man kan sige til én, der har gennemlevet en ufrivillig abort, konstaterer hun, imens hun aer Lærke på maven og smiler til de små øjne. De gange, hvor det lille liv inde i maven stoppede med at udvikle sig, ville Benedikte Kiær bare gerne have lov til at være ked af det.
»Det var mest mørkt, når fosteret ikke levede. Jeg har oplevet fem spontane aborter og så er der dem, hvor vi ikke ved af det. Det er alt for mange. Jeg har oplevet sorgen igen og igen, når jeg har tabt et barn. Jeg har tænkt meget på, om jeg har arbejdet for meget. Mange taler om, at stress kunne have en indflydelse på kroppen. Men nej, lad være med at slå dig selv i hovedet med det. Folk, der arbejder meget, får også børn. Man søger konstant efter en magisk forklaring eller et mønster.«
Billedet af Lars, hende og deres fælles børn har i alle årene stået tydeligt frem. Benedikte Kiær har aldrig ladet sig overvælde af tanken. Om det mon var hendes skæbne aldrig at få børn. Hun har set det for sig. De to og børnene.
»Jeg nægtede at tro, at det var min skæbne ikke at blive mor. Selvom der gik otte år, var vi slet ikke nået dertil. Vi tænkte aldrig på at give op. Lars har været rigtig god til at stoppe de negative tanker, når de kom op i mig. Han huskede mig på, at det ikke skulle blive sort i sort. Tro på det!«
Lauge og Lærke
I 2015 indtraf det mirakel, som i Benedikte Kiærs tilfælde vitterligt føltes som et mirakel. Hun blev gravid med Lauge, og de nåede frem til nakkefoldsscanningen i uge 12. Det var første gang, de var nået så langt, og ængsteligheden voksede sammen med maven.
»Jeg oplevede en blødning under graviditeten, da jeg var i tredje måned. Vi ringede til 1813, hvor en dame tog telefonen. Hun sagde helt afslappet: »Jamen, du er nok bare i gang med at abortere«. Der var jeg virkelig et mørkt sted: Hvad sker der nu? Der var ingen grund til uro, viste en ekstra scanning, men vi turde ikke glæde os. Det var svært at fremkalde den følelse.«
Vi er tilbage ved tabu nummer et. Benedikte Kiærs alder. Da Lauge var kommet til verden i 2016, lå hun i hospitalssengen og forsøgte at få gang i amningen. Hun spurgte en sygeplejerske på barselsgangen om et godt råd, så mælken ville løbe til. Det lød tørt og kort:
»Ja, det ved jeg ikke rigtig. Du har jo gamle bryster.«
Sådan har det været hele vejen igennem. Da hun annoncerede, at hun ventede sit første barn, fik hun beskeder på Facebook om, at hun var egoistisk. Hvad lignede det at have den høje alder og samtidig strutte på maven? Det er ikke er en menneskeret at få børn, lød en kommentar. Hvis du ikke kan få dem, skal du bare acceptere det lod, du har trukket i livet, lød en anden genganger i kommentarsporet.
»Det har været Facebook- og Nationen-folket på fuld skrue. Vi lever i en tid, hvor folk dømmer andre ud fra nærmest ingenting. Jeg bliver hele tiden konfronteret med andre menneskers forestillinger om, hvad en rigtig mor er. Det er rystende, hvad folk skriver. En skrev, at jeg ikke kunne tillade mig at få børn, fordi jeg var borgmester. Jeg skulle leve op til min pligt som folkevalgt. Man skal helst skal sige undskyld hele tiden, men det vil jeg ikke.«
Hvis hun havde været en mand, havde Benedikte Kiær ikke fået de samme kommentarer. Det er hun selv overbevist om. Når mænd med grå stænk i håret bliver fædre, er de ikke genstand for samme opmærksomhed, siger hun, imens Lærke begynder at smågræde. Hun giver hende sutten og taler videre med den ene hånd på barnets mave.
»Da jeg blev gravid med Lærke, havde Martin Lidegaard i en alder af 51 år fået et barn, og Jacob Ellemann blev i en alder af 44 år far for tredje gang i sommer. Når man er nybagt mor som 49-årig, griber folk i bordkanten af bare chok. Så er man pludselig uansvarlig.«
Den mest sårende bemærkning er kommet fra dem, der i kølvandet på begge graviditeter har sagt til hende, at de troede, at hun som politisk arbejdshest bevidst havde fravalgt at få børn. Det var sådan en karrieredame som hende nok ikke interesseret i.
»Folk tror nærmest per automatik, at hvis man som kvinde ikke har børn, har man nok selv valgt at være barnløs. Hvorfor træffer man den konklusion på baggrund af mit liv? Det stikker vanvittigt i én, når man møder den holdning. Særligt når man brændende ønsker sig børn.«
Dengang i studietiden, hvor alle dage gik med at læse, ville hun ønske, at nogen havde grebet fat i hende og sagt: »Se nu at få de børn.« Den proces hun sammen med Lars har været igennem, har krævet mange fertilitetsbehandlinger, før lægerne præcist fandt ud, hvad der virkede. Alt det aner du intet om, når du står i fredagsbaren på studiet og tænker, at det sagtens kan vente.
»Få de børn. Få dem, hvis du allerede nu har lyst. Gå i gang og vær ikke bange for at vælge noget fra. Du skal nok nå det hele senere,« lyder det bestemt fra hende.
Hvis hun kunne lege den store fertilitetsgud, ville hun have skænket sig selv det første barn for ti år siden, så de tidligt vidste, hvad der skulle til. Det ville have købt Benedikte Kiær tid til at få flere børn, men drømmen om den store flok er faldet til ro i hende.
Lærke og Lauge er her.
Hun skal ikke længere vente.
