»Han var ikke et ondt menneske. Vi gjorde bare hinanden dårligere«

INTERVIEW: På en ferie blev hun så forelsket, at hun sagde op og flyttede til Abu Dhabi for at blive gift. Nu debuterer 35-årige Sara Rahmeh med en digtsamling om en kærlighed så skuffende, at den ramte hende på sproget. Men også om at være en sur panda, der føler sig usexet, når hun skælder ud på dansk.

 
Sara Rahmeh udgiver 22. januar en digtsamling, som blandt andet tager udgangspunkt i hendes palæstinensiske rødder og mødet med den danske kultur. Se videoen, og hør hende fortælle om digtsamlingen og fremføre nogle af digtene. Produktion: Vera Rosenbeck Fold sammen
Læs mere

Sara Rahmeh var kun 13 år, da hun opdagede en stor forskel på det danske sprog og det arabiske.

En dreng fra parallelklassen virkede så sød, at hun lod veninderne overtale sig til at skrive ham et brev. Efter de indledende forsigtige sætninger satte hun trumf på med en vending, der lød godt og velkendt: »Skat, begrav mig.«

»Det er et udtryk, hvor man siger til den anden, at han er så sød, at han gerne må begrave mig i sin baghave. At nu har man oplevet sand kærlighed,« siger Sara Rahmeh og fortsætter: »Det giver nok mest mening, hvis man har arabiske rødder.«

»Når jeg skal tale om usikkerhed og følelser, bliver det på dansk. Der er en rolighed i det. Som om du altid siger mindre, end du tænker.«


Det havde den tiltænkte dreng ikke. Kærestebrevet førte ikke til andet end en iskold afvisning, og i dag kan historien mest bruges som et sjovt billede på 35-årige Sara Rahmeh, der netop har udsendt digtsamlingen »Langt væk og lige om hjørnet«.

I en række poestiske og selvbiografiske tekster bruger hun humor og ærlighed til at tackle hjemløsheden mellem to kulturer. Til at sige ting, der er svære, og gøre det på en let måde – også om det spontane ægteskab, der blev hendes hidtil største skriveblokering.

Usexet dansk vrede

Den 35-årige digter, skuespiller og salgsdirektør laver kaffe i hvide kopper, mens heldagsregnen banker på ruden til hendes køkken. Lejligheden, som hun deler med en søster, ligger på en af de omfartsveje, der får himmel og horisont til at glide sammen rundt om København. På en dag som i dag er det hele gråt og meget dansk.

Det er der også i lejligheden. Sara Rahmeh griner af, at avisens fotograf gerne vil fotografere vandpiben, der står i vindueskarmen. Den har stået uberørt siden sidste sommer.

Selvom familien er fra Mellemøsten, er Sara mest af alt fra Vanløse. De tre sprog, hun taler flydende – arabisk, dansk og engelsk – betragter hun som tilbud, der kan bruges til det, de er bedst til.

»Arabisk er stadig bedst, når man skal skælde ud. Jeg synes, at det er totalt usexet at være vred på dansk, det sprog er til gengæld rigtig godt til nuancer. Når jeg skal tale om usikkerhed og følelser, bliver det på dansk. Der er en rolighed i det. Som om du altid siger mindre, end du tænker.«

Nødvendigheden af en ny historie

Sara Rahmeh er familiens eneste nulevende læser. Lysten til poesi kom fra bedstemoderen, der dyrkede exildigteren Mourid Barghouti. Sammen læste de teksterne, og allerede som 12-årig drømte pigen om at blive udgivet, at være forfatter.

Hendes egne digte skrives på dansk og handler ikke kun om integration og kærlighed, men også om emner, mange kvinder kender. Som at ønske at være en af de typer, der koketterer med, at hun glemmer at spise og ikke skal bruge 27 produkter på et naturligt look.

»Det sidste par år er der kommet mange fine værker fra forfattere med anden etnisk baggrund, som er megadygtige, men mange af dem fortæller også en historie om at tilkæmpe sig en plads i Danmark. Jeg kommer fra en supersund arabisk kernefamilie, og den historie skal også fortælles. Det handler ikke om at vælge side, men om at blive klar til at have begge sider i sig. Min danskhed er ikke til diskussion. Jeg har bare ikke behov for at demonstrere mit tilhørsforhold ligesom dem, der ændrer deres navn og melder sig ind i Dansk Folkeparti for at vise, hvor danske de er.«

»Jeg kommer fra en supersund, arabisk kernefamilie og den historie skal også fortælles. Det handler ikke om at vælge side, men om at blive klar til have begge sider i sig. Min danskhed er ikke til diskussion. Jeg har bare ikke behov for at demonstrere mit tilhørsforhold, som de brune, der spiser svinekød og melder sig i Dansk Folkeparti for at vise, hvor danske de er.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Alligevel er der en rastløshed i at være fanget mellem to steder. Sara Rahmeh indrømmer, at hun stadig smiler lidt ekstra, hvis der kommer et ældre dansk par gående mod hende på gaden. Bare for at signalere, at hun er venlig og ufarlig.

Som barn lærte hun at læse hurtigere, end hun burde. Bare for at vise sit værd. Det er konsekvensen af det kainsmærke, man fødes med som dansker med en anden lød i huden. For Sara Rahmeh ændrede det sig ganske langsomt, da hun opdagede poetry slam, en kunstform, hvor poesi reciteres højt, og gerne hurtigt, foran et publikum.

Gennem venner i en teatertrup, der kendte Sara Rahmehs interesse for poesi, blev hun hevet med til en konkurrence.

»Første tænkte jeg faktisk, at poetry slam var noget for hvide mennesker, der skriver poesi om deres kønsdele. Men da jeg kom derhen, fik jeg et helt andet indtryk. Jeg blev blæst helt bagover. Og i sidste ende var det en somalisk pige, der vandt det hele.«

Sara Rahmeh opdagede, at poetry slam kunne noget. At det kunne løfte poesien op og ud, hvor folk stod og lyttede. Hun kunne lide tempoet og humoren. Hun fik lyst til at være med, selvom kravet var, at hun skulle skrive sine digte på dansk. Måneden efter stillede hun selv op i konkurrencen. Og vandt.

Her kan du se Sara Rahmeh fremføre sit digt »Langt væk og lige om hjørnet«:

Kærlighed, der gør hjemløs

Konkurrencen i 2017 åbnede døren for Sara Rahmeh. I dag skriver hun på en serie til DR, hun arbejder på en roman, og så er hun aktuel med digtsamlingen, som hun selv kalder en »poetisk selvbiografi«. Ikke at det giver hende tanker om at droppe sit job som salgsdirektør.

»Det lyder så romantisk at droppe alt for kunsten, men jeg kan godt lide at have en bil og et økonomisk sikkerhedsnet. Og jeg skriver bedst, når jeg er glad,« forklarer hun.

Mens det faste job giver hende stabiliteten, er det kreative med til at åbne andre døre. Som spoken word artist har hun rejst rundt i forskellige dele af Danmark og opdaget, at den indre hjemløshed, hun følte var en del af at have immigrantforældre, kan være mange ting.

»Jeg har engang læst op på en virksomhed i Sønderjylland. Bagefter kom en fyr over. Han var flyttet dertil fra København og sagde, at han også havde det, som om han kom fra et fjernt land, sådan som jeg forklarede det i digtene«.

»Jeg ligner en tosset dame, der kører rundt og taler til mig selv, men det er i bilen, jeg ofte sidder og øver mig på mine digte, så jeg kan dem udenad.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

I den forstand er hjemløshed mange ting og noget, man konstant bliver konfronteret med. Sara Rahmeh har besluttet sig for at møde fordomme med et smil. Så længe folk spørger af nysgerrighed, er det okay. Det svære kommer om aftenen, foran computeren, hvor hun ser, hvad folk skriver om dem, der ligner hende.

Men som hun siger: »Selv røvhuller fortjener poesi.«

Den tro vaklede først, da hun blev gift efter et spontan indfald. Manden mødte hun på en kort ferie til Abu Dhabi. Fire måneder senere forlod hun Danmark og flyttede ned til ham og ægteskabet. Det er godt nok ikke den historie, hun fortæller folk, indskyder hun. Som regel siger hun, at hun flyttede på grund af jobbet.

»Jeg kan ikke lide at sige, at vi voksede fra hinanden. Vi krympede fra hinanden. Vi blev til små mennesker, der dyrkede spydigheden.«


»Det ligger så dybt i mig at omskrive den historie. Jeg har altid set mig selv som en fighter, én, der ikke giver op. Så der var enormt meget skuffelse forbundet med at blive skilt. Men sandheden er, at jeg flyttede, fordi jeg havde forelsket mig.«

Vi krympede

Forholdet blev ikke, som hun havde ventet. De havde forskellige værdier, siger hun. I digtsamlingen hedder det: »Jeg kan ikke lide at sige at vi voksede fra hinanden. Vi krympede fra hinanden. Vi blev til små mennesker, der dyrkede spydigheden.«

»Vi var bare to vidt forskellige personligheder. Jeg var midt i 20erne og tænkte, at ægteskabet kun skulle bygge på kærlighed. Man tror, at hvis følelserne er rigtige, så er alt andet på plads. Men det er ikke nok, at man forelsker sig, for hvis du crasher på et mere fundamentalt plan, så ændrer det noget i dig. Før det ægteskab synes jeg aldrig, at jeg hidsede mig op, men lige pludselig var jeg sådan en, der stod og råbte. Vi blev dårlige versioner af os selv«.

Alligevel var det også svært at give slip. Sara Rahmeh havde jo forladt Danmark og slået sig ned i en drøm, der lå mere end 6.000 kilometer fra Vestegnen. Hun havde sagt ja. Det prikkede til hende stædighed.

»Det lyder så romantisk at droppe alt for kunsten, men jeg kan godt lide at have en bil og et økonomisk sikkerhedsnet. Og jeg skriver bedst, når jeg er glad.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

»Jeg blev lidt forelsket i mit eget eventyr,« siger hun.

»Jeg var taget afsted, og jeg er ikke en kvitter. På den måde er jeg nok lidt hård ved mig selv. Derfor holdt jeg fast i drømmen, selvom den tydeligvis ikke kunne holde.«

Forholdet gik ikke kun ud over kærligheden, den ramte også Sara Rahmeh på skriften. Siden hun var 12 år, har hun drømt om at udgive en bog. Nu kom der kun brudstykker ud af hende. To eller tre linjer, der ikke rigtig betød noget.

»Jeg er ikke en lidende kunstner. Jeg skal have det godt for at skrive. Jeg skal have ro og være glad og havde mennesker omkring mig, som jeg holder af. I den forstand blev min største skriveblokering også mit dårlige ægteskab.«

Fire år efter vielsen gav hun op. Hun tog tilbage til Danmark som »en sur panda«. I lang tid havde hun været utilfreds og bitter. Nu skulle hun omstrukturere sig selv. Det er sådan, hun husker den periode, der fik hende til at opsøge teatertruppen og spoken word-miljøet.

»Efter skilsmissen har vi skrevet sammen og tilgivet hinanden. Han var ikke et ondt menneske. Vi gjorde bare hinanden dårligere,« siger hun.

Hendes familie tog imod hende i Danmark, og vennerne holdt en enorm skilsmissefest. Og oplevelsen blev til digte.

I bogen står der: »I mine allersvageste øjeblikke længtes jeg efter fortiden. Aftentimerne gjorde mig i tvivl. Havde jeg kæmpet nok?Jeg kunne ikke helt bestemme mig for hvad der var værst. Ensomhed med ham eller ensomheden alene.« Og senere: »Jeg har bygget en mur omkring min seng af pizzabakker og stædighed.«

»Det er nok det, jeg føler, at teksten kan. Løfte tunge emner, så man kan grine af det. Det er jo ikke nemt at tale om racisme og fordomme.Eller ødelagt kærlighed. Men det kan være nødvendigt. Men hvis jeg kan grine samtidig, så bliver beskeden nemmere absorberet.«

»Langt væk og lige om hjørnet« er udkommet på Forlaget Alpha.