Det var ved lidt af et tilfælde, at Toby Price endte med at læse op foran de 240 skoleelever.
I dag ærgrer han sig nok over, at det endte sådan, for han er kørt »grædende« hjem fra sit arbejde på en skole i delstaten Mississippi med en fyreseddel i hånden.
Egentlig var det hans kollega, der skulle have læst op. Men han var forhindret i at komme, så Toby Price sprang til – og i al hast greb han en bog, som han begyndte at læse op fra.
Bogen, han valgte, var »I need a new butt« af forfatteren Dawn McMillan, en bog, der i særdeleshed henvender sig til børn fra fire til otte år.
Børnebogen handler om en dreng, der indser, at hans bagdel er revnet, og han vurderer, at den må være i stykker. Og derfor indleder han en jagt på en bagdel, der ikke er revnet.
Det er derfor, al balladen er opstået.
Upassende og uprofessionel
Ifølge adskillige internationale medier, herunder The Guardian og The New York Times, blev Toby Price, der har undervist i 20 år, kaldt ind på distriktschefen kontor, hvor han fik besked på, at han var sendt på orlov.
Distriktschefen, Delesicia Martin, har angiveligt kaldt bogen »upassende« i et brev til Toby Price - blandt andet på grund af referencer til prutter. Hun har desuden kaldt ham »uprofessionel«.
To dage senere fik han besked på, at han var fyret, fordi han angiveligt skulle have forbrudt sig mod den såkaldte Mississippi Educator Code of Ethics.
En kulturel kamp
Det er sikkert og vist, at der er udbrudt kulturel kamp om, hvilken litteratur børn og unge i USA bør skærmes for. Konservative kræfter ønsker at fjerne bøger, de mener er »upassende« at vise for den yngre del af befolkningen.
Som Jen Petersen - en amerikansk kvinde, der nærstuderer bøger for »upassende« indhold - tidligere har sagt til Berlingske, leder hun efter dem, »der minder om porno«. Blandt vil hun have fjernet »Drageløberen« af Khaled Hosseini fra skolens bibliotek.
Senest har en skole i Tennessee valgt at fjerne holocausttegneserien »Maus« af Art Spiegelman fra sit ppensum-–og det har vakt international opsigt og debat. Bogen røg i skammekrogen, fordi den indeholder en tegning af en nøgen kvinde og ikke mindst bandeord.
Som Berlingskes USA-korrespondent, Mikkel Danielsen, tidligere har beskrevet, årsagerne til modstanden mod bøgerne blandt andet bandeord, prostitution, seksuelt eksplicit indhold og overgreb.
PEN America – den amerikanske gren af forfatterforeningen PEN, der kæmper for ytringsfriheden – har ifølge The Guardian blandet sig i debatten om den aktuelle sag om Toby Price og advaret mod, at »enhver underviser vil kunne blive fyret i sager med lignende omstændigheder, hver gang en anonym kilde føler, at en bog, der bliver læst op for studerende, er »upassende« af en eller anden grund«.
Organisationen advarer mod, at sagen kommer til at danne præcedens, og at det vil kunne blive misbrugt til at censurere flere bøger i fremtiden.