Grammys skifter navn på priskategori for at blive mere »inkluderende«
En kategori er ikke længere tidssvarende, mener Grammy Awards, og laver en navneændring.

En kategori er ikke længere tidssvarende, mener Grammy Awards, og laver en navneændring.

Musikbranchens store prisfest Grammy Awards har endnu engang besluttet at omdøbe en priskategori.
Det sker et par uger inden, at man løfter sløret for de Grammy-nominerede i 2021 den 24. november.
Denne gang er det kategorien »Best World Music Album«, som Grammy Awards ikke længere mener er tidssvarende, og som nu i stedet skal hedde »Best Global Music Album«.
Kategoriens navneændring sker ifølge Grammys for at undgå »konnotationer til kolonialisme« og for at benytte en betegnelse, som er mere »relevant, moderne og inkluderende.«
Betegnelsen »world music« blev ifølge The Guardian oprindeligt opfundet i Storbritannien i 1987 i et forsøg på at hjælpe med at markedsføre musik fra ikke-vestlige musikere. Generelt bliver betegnelsen brugt stadig mindre i dag og opfattes af mange som forældet, og The Guardian stoppede selv med at skrive »world music« i juli 2019, når mediet skrev om ny musik og kunstnere fra ikke-vestlige lande.
Beslutningen er truffet, efter Grammy Awards over sommeren har haft samtaler med musikere, etno-musikologer og lingvister fra hele verden, og som i fællesskab har besluttet, at tiden var inde til at opdatere kategoriens navn.