Google fjerner al dansk musik fra YouTube før midnat

Der mangler ny aftale for brug af dansk musik på YouTube. Google er i gang med at fjerne dansk musik fredag.

Det er ikke lykkedes Google at lande en aftale for brug af dansk musik på YouTube med Koda, som administrerer rettigheder for komponister og sangskrivere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Al dansk musik omfattet af Koda vil blive fjernet fra den danske YouTube før midnat fredag.

Det skyldes, at Google og Koda ikke har kunnet lande en ny aftale for brug af dansk musik på YouTube.

Koda administrerer rettigheder for komponister og sangskrivere.

Derfor er Google, som ejer YouTube, fredag begyndt at fjerne dansk musik fra tjenesten, og til midnat vil al dansk musik være væk.

Det siger Dan Chalmers, som er direktør for YouTube Music i Europa, fredag.

Screen dump fra YouTube. Fold sammen
Læs mere

»Vi er allerede i gang med at fjerne det, fordi vi respekterer kunstnere og sangskriveres rettigheder.«

»Det er en situation, vi desperat har forsøgt at undgå, og jeg håber, vi kan finde en løsning hurtigst muligt. Vi er klar 24/7 til at finde en aftale. Vi har allerede forhandlet med Koda og gjort vores bedste. Men jeg mener ikke, det er en fair aftale, som Koda kræver,« siger han.

Parterne har i et godt stykke tid forhandlet om en ny aftale for brugen af dansk musik, efter at den nationale aftale udløb i april.

Der arbejdes på at lave en fællesnordisk aftale, som skal erstatte de norske, finske og danske komponist- og sangskriverselskabers lokale aftaler.

En midlertidig forlængelse udløber lørdag. Det er grunden til, at musikken fjernes inden lørdag, siger Chalmers.

Som betingelse for en midlertidig forlængelse har Google ifølge Koda krævet, at pengene, YouTube betaler for brug af musik, reduceres med knap 70 procent.

Det tal er ifølge Dan Chalmers ikke korrekt. Men han ønsker ikke at gå nærmere ind i, hvilke krav der er stillet i forhandlingerne.

Men han mener, at Google har tilbudt Koda en mere favorabel aftale.

»Den aftale, vi har tilbudt, er bedre. Men den har Koda ikke været interesseret i,« siger han.

Koda undrer sig over den »ekstremt aggressive tilgang«, Google har til forhandlingerne.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at vores medlemmer igennem mange år har været stærkt utilfredse med betalingsniveauet på YouTube.«

»Og det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi fra Kodas side har været aktive fortalere for et opgør med tech-giganternes freeride og underbetaling af kunstnerisk indhold i forbindelse med EU's copyrightdirektiv,« siger Kodas administrerende direktør, Gorm Arildsen.

Når der lander en aftale mellem Koda og Google, vil den danske musik omfattet af Koda igen blive tilgængeligt på den danske YouTube ifølge Chalmers.

/ritzau/