Tre danske restauranter har fået en plads på listen over verdens 50 bedste restauranter ved prisuddelingen 50 Best Restaurants.

»Overordnet er det en gastronomisk triumf for Danmark og særligt København,« fastslår Berlingskes gastronomiredaktør, Søren Jacobsen Damm, dagen derpå.

Københavnske Alchemist blev nummer tre på den prestigefyldte liste og dermed den danske restaurant, der rangerer højest.

Alligevel kan der være en vis skuffelse at spore, vurderer Søren Jacobsen Damm.

»Placeringen som nummer tre er naturligvis flot af Alchemist, men jeg tror også, det er en mild skuffelse for Munk og co., der har satset meget på en absolut topplacering.«

»Det er vigtigt for Alchemist, at de – på trods af, at det kun er to pladser – trods alt går fra en femte- til en tredjeplads. Det indikerer, at de stadig har et skud i bøssen med hensyn til en topplacering det kommende år.«

Rasmus Munk, Alchemist. Mathias Svold

Højdespringer

Ud over Alchemist fik yderligere to restauranter i hovedstaden også en plads på listen. 

Den københavnske restaurant Kadeau blev nummer otte, og Gentofte-restauranten Jordnær nappede en 40.-plads.

»Med sit højdespring er Kadeau nu blandt de helt tunge drenge og dermed et lidt overraskende bud på en fremtidig topplacering,« siger Søren Jacobsen Damm.

Kadeau fik i 2026 sin tredje Michelin-stjerne. Her ses medstifter og chefkok Nicolai Nørregaard, Arkivfoto: Thomas Lekfeldt

Jordnær har også fået en »flot placering«, lyder det.

»Min fornemmelse er, at de er berettiget stolte og tilfredse, særligt da restauranten ikke er støttet af en filantropisk rigmand og derfor ikke har de samme muligheder for at promovere sig selv, som mange af verdens andre toprestauranter har.«

»Surrealistisk« for København

De to københavnske restauranter Noma og Geranium er tidligere vindere og dermed i Hall of Fame – de anerkendes dermed af listen som værende i den absolutte top, forklarer Berlingskes gastronomiredaktør.

»Overordnet er det næsten surrealistisk, at København alene har fire restauranter med på 50 Best-listen, når man medregner Noma og Geranium,« siger han og fortsætter:

»Så vi har reelt seks steder med i den absolutte gastronomiske superliga. Det er der næsten ingen andre byer i verden, der kan matche målt pr. indbygger.«

Kokken Eric Vildgaard har taget turen over blandt andet Tinggården, Almanak og Noma, før han åbnede sin restaurant Jordnær i Gentofte. Her sammen med sine kone og partner i virksomheden, Tina. Arkivfoto: Asger Ladefoged

Andre kriterier end Michelin

Nogle vil måske undre sig over, at Alchemist – som ligger højest af de danske restauranter – har færre Michelin-stjerner end Kadeau og Jordnær.

Alchemist har to Michelin-stjerner, mens Kadeau og Jordnær begge har tre.

Men 50 Best-listen har slet ikke de samme konservative bedømmelseskriterier som Michelin, forklarer Søren Jacobsen Damm.

»Der er ingen faste kriterier for, hvem man stemmer på. Derfor vil man også – modsat hos Michelin – se flere avantgardistiske og »vilde« steder på 50 Best-listen end i den røde guide,« siger han.

Både Kadeau og Jordnær fik den tredje Michelin-stjerne i hus i 2026, der blev uddelt i Glassalen i Tivoli. Her er de to frontmænd Nicolai Nørregaard og Eric Vildgaard på scenen sammen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er World Best Restaurant Academy, der hvert år rangerer verdens bedste restauranter, og listen sammensættes af mere end 1.100 medlemmer.

Den spanske restaurant Asador Etxebarri blev kåret til verdens bedste restaurant i 2026.