Game of Thrones-stjerne giver alt, hvad hun har af charme i ny julefilm – men det er ikke »årtiets julefilm«

Peter Mygind springer ud som ægte førsteelsker i »Last Christmas«. Desværre er filmen selv en rodet buffet af alt godt fra genren. Underholdende, nuttet, spøjs og meget mere, men næppe en film, der vil gå over i historien som den store juleklassiker.

Den sarkastisk/søde nissepige Kate (Emilia Clarke) prøver at komme i tanker om, hvor hun har stillet julegibbonen i »Last Christmas«. Fold sammen
Læs mere
Foto: UIP Jonathan Prime

Bah, humbug! Jeg lo og sukkede smægtende under »Last Christmas«, lidt mod min gode vilje og ditto smag. Der er meget i den hvinende søde og lidt sære julefilm, man kan protestere mod, hvis man skal være et voksent, dannet menneske med visse standarder. Men også en del at holde af, hvis man er en glad, lille julegris med et hjerte så blødt som marcipan.

For præcis, som man kan citere Baudelaire den ene dag og stopfodre sig med Burger K. den følgende nat, så er verden gudskelov sådan indrettet, at man kan nyde sin dårlige smag og samtidig skamme sig lidt (men ikke nok til at ødelægge nydelsen, det er klart).

Sarkastiske Kate (Emilia Clarke) har været dødeligt syg. Nu tumler hun gennem livet, går halvhjertet til auditions som sanger og arbejder i en bims julebiks hos en smågnaven kinesisk dame (Michelle Yeoh). Kate undgår sin besværlige eks-jugoslaviske familie, drikker lidt meget og kikser nemt. Nuttede og velfriserede Tom (Henry Golding) dukker op, og hun falder modvilligt for ham og omvendt, det er klart. Eller er det?

Og vil hun finde sig selv? Vil juleglæden nogensinde for alvor folde Kates krøllede julehjerte ud og få hendes øjne til at skinne? Eller har Emma Thompson og hendes mand strammet garnet for meget om denne lidt for bløde pakke af alt godt fra gemmerne?

Det er nok en smagssag.

En julet Wham-buffet

George Michael nåede at være en smule indover filmen, eller i hvert fald at give sin velsignelse, inden sin alt for tidlige død julemorgen 2016. Hans sange (inklusive en ny!) drysses over filmen hist og her, men ellers mærkes ikonets ånd ikke for alvor, mere en trækvind end »the ghost of Christmas past«. Det er en skam, når vi netop er inde i en bølge af musikfilm, at lige den musikalske del mere virker som en eftertanke fremfor en Wham-extravaganza. Især når nu nissepigen Kate er sangerinde og sådan.

I det hele taget virker plottet lidt som det store julerestebord, hvor alt muligt ryger på tallerkenen, fordi det nu engang er der. Noget er for tyndt, andet for fedt, for sødt og for meget. Hver for sig smager det hele egentligt udmærket, men det går op for én, at man ikke helt orker og derfor gnaver lidt på det hele uden for alvor at blive mæt.

Der er masser af temmelig sjove indfald, optrin og replikker, der omtrent alle lyder, som de burde siges af Emma Thompson. Hun iklæder sig her en slags østeuropæisk accent og spiller et moderdyr, der kan få enhver til at flytte hjemmefra (og om det egentligt er en form for blackface, som nogen burde føle sig krænket over, lader jeg andre om at afgøre).

Der, hvor nødden knækker, er nok i doseringen af romantik, komedie og dybde. Der er ikke helt nok af det første eller rettere, romantikken er så florlet som vatsne, der er masser af spas, men også virkeligt en del, der falder kluntet ud. Og så ville »Last Christmas« gerne være dyb, men kommer ikke rigtigt i gang med det, før det er for sent. Det er ikke nok at klatte lidt Brexit og Balkan-traumer på historien, som var det glasur på en julekage.

Et andet par i filmen er nu vældigt fint. Man skulle ikke tro det, men inde i Peter Mygind gemmer der sig en genuin førsteelsker, og som han dog kan række fermenteret kål frem mod sin udkårne! Mindst lige så romantisk som en Colin Firth, der frier på gebrokkent portugisisk. Ja, man skal nok se det for at tro det, men det er ganske vist.

Hjerternes fest i London

Dette er Emilia Clarkes første film efter »Game of Thrones«, og på papiret lignede det nok en god ide. Med nissehuen på sned giver hun alt, hvad hun har af charme til en figur, hvis klodsethed og lette kynisme skal forestille kant.

Amerikanske Paul Feig har for længst bevist, at han kan lave sjove film med kvinder, men tror ikke helt nok på sagen og læner sig derfor op af en afprøvet form. »Last Christmas« virker på mange måder som fraklip fra Richard Curtis’ nyklassikere »Love Actually« og »Notting Hill«. Romantiske komedier i et postkort-London med skæve typer og perlende dialog, præcis som mange kender og elsker det. Her tilsat en julekoncert, et kor af hjemløse, spøjse butikker og fotogene gader.

Man kan jo vælge at putte sin skepsis i en sæk udenfor biografen, kure ned ad en pebermyntestang og bjælde afsted sammen med filmen. Juble lidt, mærke en enkelt tåre blive vredet fra én i en følsom stund, inden man kaster sig tilbage i hverdagens trængsel og alarm. Kærlighed og knas har altid gået godt sammen med gran, flitterstads og store kugler, og elsker man det, så er »Last Christmas« bestemt julehjerternes fest.

»Last Christmas«.102 minutter.

Instruktion: Paul Feig. Historie og manus af Emma Thompson.

Medvirkende: Emilia Clarke, Henry Golding, Michelle Yeoh, Emma Thompson og Peter Mygind.