Er det bedst at vide, hvornår man skal dø? At kende sin egen udløbsdato og leve fuldt til det allersidste øjeblik? Eller er det bedre at falde ned af stolen, pludseligt og uden bange anelser om, hvad der venter?
I Danmark hælder vi til den første løsning. Her skal vi vide, hvor galt det er fat. I Kina ser man anderledes på sagen.
Her får ældre mennesker ikke nødvendigvis at vide, at de lider af en alvorlig sygdom. Et kinesisk ordsprog siger, at bekymringerne vil tage livet af den syge før kræften. Så man lader de pårørende tale med lægen og holder sin mund, hvis dommen er en alvorlig diagnose.
Sådan lyder den grundlæggende historie i den mesterlige »The Farewell«, der bygger på en virkelig historie, som filmens instruktør Lulu Wang selv fortalte i det dokumentariske radioprogram »This American Life« i 2016.
Man kan sige farvel til mange ting
Billi (spillet af rapper og skuespiller Awkwafina) bor i New York, bevæger sig let gennem millionbyen og ser med mild irritation og overbærenhed på sine forældre. De (Diana Lin og Tzi Ma) bærer omvendt immigranternes bekymring og alvor i deres ansigter.
Da familiens bedstemor bliver syg, vil de tage til Kina for at sige farvel – under påskud af at deltage i et fupbryllup, der alene arrangeres for at bringe familien sammen. »En god løgn,« som en læge senere siger. Dem er der i øvrigt mange af.
Pengene er knappe og Billi er egentlig ikke tænkt med i rejseplanerne. Alligevel sørger hun for en billet, så hun kan deltage i det endelige farvel – også selv om det er gemt i fortielsens kridhvide brudekjole. Billi, der selv måtte forlade Kina som barn, har brug for at sætte punktum – og hermed åbner filmen sig og bliver en langt større historie.
Tilhører livet altid dig selv?
Midt mellem morsomme optrin og et skævt blik for dynamikker i moderne familier viser »The Farewell« nemlig også, hvordan det er at være fanget mellem to kulturer. Det er en film, der ved, at hvis du træder helt ind i én kultur, må du også ofre noget af den anden. Fortalt helt uden klicheer, overtydelighed og sentimentalitet.
I en tid, hvor vi diskuterer, om dokumentarfilm om særlige etniske grupper altid skal laves af en repræsentant for miljøet, er det interessant at se en spillefilm, der helt tydeligt er lavet af en instruktør med kinesisk baggrund. Det gør »The Farewell« til et stærkt alternativ til Hollywoods typiske skildring af immigrantmiljøer, hvor alt skal proppes ned med spisepinde og lamper af rispapir.
Her er Kinas forstæder lavet af beton og Billis familie er så amerikansk, som den kan blive, selv om den rummer en længsel efter noget, der er gået tabt. Kina beskrives både som et trygt hjem – men også som en forloren kultur, hvor man lyver om døden og ansætter grædekoner til at udtrykke sorg.
»Du tror, at livet tilhører dig selv. I Østen er livet del af noget større,« som Billis far siger, da hun endnu en gang forsøger at få lov til at fortælle sin farmor sandheden. Senere tager familien på kirkegården og efterlader en jakke til den afdøde, så hun ikke skal fryse om vinteren.
Hvor er der meget, vi skal sige farvel til, og hvor er det dog svært at gøre. Det minder »The Farewell« os om på fineste vis.
»The Farewell«, Premiere: 20 august. Længde: 100 minutter. Instruktør: Lulu Wang. Medvirkende: Awkwafina, Zhao Shuzhen, Diana Lin m.fl
