Det er noget mærkeligt noget, det der med julemad. Og det mærkelige hedder tradition. Hvorfor er det lige, vi til jul sidder og propper ting og sager i munden – mad, som vi ellers aldrig nogensinde kunne drømme om at spise? Mad, som hører en anden og mere nøjsom tidsalder til. Overleveret fra dengang fattiglemmer kunne drømme om flæskesteg med rosiner som kompensation for en trælletilværelse resten af årets dage og en hverdagskost med slæbesild, kartofler og fedtemadder. Hvert år køber vi for eksempel figner, dadler og de der lidt aflange, noprede nødder, jeg ikke kan huske, hvad hedder – men er der nogen, der gider spise det? En rest fra en tid, hvor eksotisk tørret frugt var en fest i sig selv.
Men svenskerne tager nu alligevel prisen.
Når man som dansker er blevet optaget i en svensk familie, må man naturligvis annektere visse sæder og skikke – også de kulinariske – som ikke tidligere har været en del af ens juletraditioner. Rør blot ikke ved min gamle jul? Den holdning kan ikke nytte noget. Hjemme hos os begynder det allerede med den svenske juleskinke, der som regel koges lillejuleaften. Lad os lige specificere: Den røgede skinke skal først koges, siden rulles i rasp og sennep og så grilles i ovnen.
Juleskinken er æresgæst
Svenskerne sætter ganske meget andet godt – og mindre godt – på deres julebord, der altså træder i stedet for danskernes and, gås og flæskesteg som julens hovedmåltid, og som fortæres, inden »Kalle Anka och hans vänner önskar god jul«, altså »Disneys Juleshow«, der samler hele familien Svensson om eftermiddagen juleaftensdag og har gjort det siden 1960. Foruden sild, som vi kender det, lidt federe fisk som kold- og varmrøget laks og skaldyrsomelet efterfulgt af kolde pølser, sylter og pateer.
Og derefter kommer gryden på bordet. Den kan man så sidde og dyppe sit gamle, svært tygbare brød i
Og så det lune: köttbullar, som er lidt mindre end danske frikadelller, brune bønner, prinskorvar (en slags cocktailpølser), Janssons fristelse, rødkål og ribben. Læg dertil altså æresgæsten, den berømte julskinka, der bæres ind og ud hele julen, og som spises på sødligt krydret vörtbröd og med en mildere sennep ovenpå. Og som dessert? Ris a la malta, som er risalamande, men uden mandlerne og med syltede mandariner som erstatning for danskernes kirsebærsauce.
Skinkevand
Men så tilbage til det med nøjsomheden og en tid, hvor intet måtte gå til spilde. Når man har kogt sin skinke og skummet fedtlaget af, koger man det kolde skinkevand til en salt bouillon. Og derefter kommer gryden på bordet. Den kan man så sidde og dyppe sit gamle, svært tygbare brød i. Heraf navnet dopp-i-grytan. Velbekomme! I parantes bemærket kaldes juleaften også på svensk for dopparedagen siden hedenold, og man bruger navnet i nedtællingen til juleaften. Således er lillejuleaften altså »dagen før doppare-dagen«.
Nå, men fik vi sagt velbekomme? Inden vi dømmer svenskerne for hårdt, skal vi måske lige tilføje, at det også er dem, der har opfundet glögg med brunkager. Dem kan man i øvrigt fint spise med en skimmelost på – det lyder perverst, men det fungerer.
Vi önskar trevlig jul!
