Hvis man googler Uwe Max Jensen, lægger man mærke til, at mandens navn rimer på tre ting. Provokation, nøgenhed og tis.
Siden sin debut som performancekunstner har den 47-årige nordjyde især gjort sig bemærket indenfor performances, der omhandler hans egen krop, og de væsker, der måtte komme ud af den. Men i denne uge skete der noget andet.
Tirsdag eftermiddag blev det offentliggjort, at Uwe Max Jensen, der er uddannet journalist, har taget tøjet på og meldt sig som kandidat for Rasmus Paludans opstillingsberettigede parti, Stram Kurs.