Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politik er blevet provokunst

Det gælder i kunst, og nu også i politik: Jo mere man kan forarge og hidse gemytterne op, jo større gennemslagskraft får man.

Anna Libak Fold sammen
Læs mere

Det ville være løgn at sige, at danskerne ikke følger med i politik. Ganske mange vil have hørt om erhvervsordførers Torsten Schack Pedersens (V) julefrokosttweet om den kommende buffet på øen Lindholm.

Og hvis ikke, så har de garanteret læst Jens Rohdes (R) facebookopdatering om, at attentatet i Strasbourg ikke havde spor med islam at gøre.

I hvert fald har de helt sikkert set Pernille Vermund (NB) kysse Jonatan Spang rigtigt dybt og inderligt.

For sådan er det blevet: Hvis en politiker i dag vil have opmærksomhed, må han eller hun fremprovokere en shitstorm på de sociale medier. Han eller hun må skrive eller gøre noget, der vækker en helt masse menneskers irritation og forargelse. Kun sådan kan man skabe synlighed, og synlighed er den første forudsætning for at blive valgt.

I gamle dage ville man holde det for en dum strategi. Man ville mene, at en politiker da netop ikke blev valgt, hvis han eller hun gjorde sig uheldigt bemærket.

»Så hvad skal man gøre? Ja, hvis nogen vil sige, at så må politikerne jo holde op med at provokere på skrømt, og medierne med at skrive om deres ligegyldige provokationer, så har de ret. Selvfølgelig.«


Men det var i den førdigitale tidsalder. Nu om dage fremmer de sociale mediers algoritmer det indhold, som læserne reagerer på. Antallet af læsere og seere afgør annonceindtægterne, og derfor sørger algoritmerne naturligvis for, at det mest læste indhold også er det, som bliver set af flest. Interesse genererer promovering, som genererer endnu mere interesse, som genererer endnu mere promovering.

Og selvfølgelig kan alle da blive enige om, at det ville være bedre, hvis folk spontant reagerede lige så stærkt på positive og opbyggelige politiske budskaber. Det gør vi bare ikke. Der skal meget mindre til at forarge os end til at begejstre os: Interessen for det, der går galt, er altid større end for det, der går godt. Det er netop grunden til, at pressen meget sjældent har nyheder om de broer, der ikke styrtede sammen, de voldtægter, der ikke blev begået, og de kvinder, der ikke fik konstateret brystkræft.

Desuden er vælgerne udmærket klar over betingelserne. De er for længst holdt op med at tage politikernes tweets og opdateringer for pålydende. De ved godt, at et provokerende tweet ikke skal bedømmes på indholdet, men på styrken af det raseri, det fremkalder hos de politiske modstandere. Det er jo den samme metode, som kunstnerne har brugt, lige siden Marcel Duchamp introducerede sit Urinal i 1917. Siden da har den fineste kunst været den, som forarger flest.

Derfor er der da heller ingen, der tror, at Schack Pedersen for alvor interesserer sig for, hvad de spiser på Lindholm. Vi ved godt, at tweetet kun betyder, at dem fra Lindholm skal hjem i en fart. På samme måde som Jens Rohdes tweet ikke betyder andet, end at det er forkert at give alle muslimer skylden for terror. Samt at Pernille Vermund tungekysser Jonatan Spang, fordi hun er en flot og frisk pige.

Og for det tilfælde, at nogen alligevel tror, at det skal tages bogstaveligt, kan politikerne jo altid trække tweetet og opdateringen tilbage, som Schack Pedersen og Rohde har gjort. De får demonstreret, at det ikke var så slemt ment. De visker tavlen ren, og næste gang en af de to ytrer sig, har de opmærksomheden på deres side, for nu er interessen vakt. Og den opmærksomhed kan de så bruge til at sige noget fornuftigt. Hvis de da ikke – som Trump – hellere vil sige noget endnu mere provokerende, som kan få modstanderne til at tabe hovedet og opføre sig lige så åndssvagt.

Syntetiske nyheder

Hvis det lyder, som om det ikke er særlig sundt for demokratiet, så er det nok rigtigt.

I det britiske magasin The Spectator hævdede den berømte reklamemand Rory Sutherland forleden, at de »syntetiske nyheder« (nyheder, der primært skal vække furore) fører til, at folk mister tilliden til medierne generelt. De syntetiske nyheder forbliver nemlig ikke på de sociale medier. Tweets og facebookopdateringer, der udløser shitstorme, bliver meget hurtigt omsat til historier i den etablerede presse. Den er også afhængig af annoncekroner.

Og de selvsamme læsere, lyttere og seere, der har været med til at gøre historierne større gennem deres interaktioner, er fulde af harme over, at det hele er blevet så plat, provokerende og primitivt. Men de retter ikke bare deres vrede mod medierne. Nej, de retter den også mod politikerstanden, som kollektivt holdes ansvarlig for, at politik er blevet en mudderkamp.

Så hvad skal man gøre? Ja, hvis nogen vil sige, at så må politikerne jo holde op med at provokere på skrømt, og medierne med at skrive om deres ligegyldige provokationer, så har de ret. Selvfølgelig.

Befolkningen skal bare lige holde op med at interessere sig for det først.