Fra cool newyorker-pop til renæssance: Her er fem lovende udstillinger i foråret

Foråret venter – og det samme gør fantastiske udstillinger (efter alt at dømme). Berlingskes kunstanmelder Torben Weirup har fem forslag til store kunstoplevelser ude i verden.

De græske guder gjorde kur på andre måder end vi andre. Danae var spærret inde, så Zeus forvandlede sig til en gylden regn og gjorde hende gravid. Da Danae fødte Perseus, troede hendes far, kong Akrisios, ikke på forklaringen om den guddommelige indgriben og sendte mor og barn til havs i en lukket kiste. De drev i land og overlevede. Tizian malede billedet af Zeus og Danae i 1556. Pressefoto

Venedigs malerfyrste

Jeg er glad for, at flybilletten er købt, og hotellet er reserveret, for er der en udstilling, jeg virkelig gerne vil se i London dette forår, er det National Gallerys visning af Tizian.

Tizian er en af den italienske renæssances absolut største malere. Han døde i Venedig 27. august 1576, og vi ved ikke helt, hvor gammel han blev. Formodentlig kom han til verden i den lille by Cadore omkring 110 kilometer nord for Venedig i 1488 eller '90. Som dreng kom han til Venedig og blev elev hos Giovanni Bellini, der var tidens førende maler.