Forventet pris: 50 millioner kroner

Auktionshuset Sotheby's i New York sætter sidst på måneden et helt unikt dinosaurskelet til salg. Det forventes at kunne slå den tidligere rekord fra 1997.

En kunsthandler beser det unikke gorgosaurusskelet, der kommer til salg senere på måneden hos Sotheby's i New York. Gorgosaurussen måler lige over tre meter i højden. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANGELA WEISS / AFP.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For første gang siden salget af det verdensberømte dinosaurskelet »Sue the T-rex«, der i 1997 gik for rekordsummen 46 millioner kroner, sætter auktionshuset Sotheby’s i New York nu igen et unikt dinosaurskelet til salg.

Der er tale om det første af sin slags på auktion, en såkaldt Gorgosaurus, der er en del af Tyrannosauridaefamilien, der oversat betyder »frygtelig øgle«, og som blandt andet tæller den berømte Tyrannosaurus Rex, der var en af kridttidens (for 145,5 til 65,5 millioner år siden) største rovdyr.

Gorgosaurus, der er en forløber for Tyrannosaurus Rex, er mindre end end sin berømte efterkommer, men skelettet måler alligevel over tre meter i højden og næsten syv meter i længden.

Vanvittigt bid

Desuden anslår eksperter, at Gorgosaurus var både hurtigere og havde et kraftigere bid end sin større fætter og dermed med stor sandsynlighed var en mere effektiv og aggressiv jæger.

Man estimerer, at Gorgosaurus havde en bidkraft på 42.000 newton i modsætning til T-rex, der havde et estimeret bid på 35.000 newton. Til sammenligning har det nulevende dyr med verdens hårdeste bid, saltvandskrokodillen, et bid på godt 5.500 newton.

Skelettet er vurderet til at være cirka 77 millioner år gammelt og blev fundet i 2018 i Judith Floden nær byen Havre, Montana, USA. Skelettet er i usædvanlig god stand, hvilket skyldes de unikke sedimentforhold i Judith Floden, der hjalp med at præservere skelettet for eftertiden.

Salget forventes at indbringe fem til otte millioner dollar. Skulle du have godt 50 millioner kroner, der brænder i lommen, og en rummelig stue med højt til loftet, kan det oplyses, at salget løber af stablen 28. juli hos Sotheby’s  i New York. Den unikke Gorgosaurus kan fra 21. juli beses i Sotheby’s York Avenue galleries.