Forfatterne bag »Fred til lands«: »Vi havde først og fremmest brug for en trykkoger«

Der er en god grund til, at det lille provinssamfund Ebberup i »Fred til lands« er en lukket organisme, hvor man ikke kan slippe hinanden.

bmr
»Pædofilsvin«: Lene Maria Christensen og Jesper Riefensthal som byens bodegaejere ser allerede ud, som om der bliver lagt makismalt pres på dem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tine Harden/DR

Den ligner en hovedgade som en hvilken som helst anden. Den slags, der ligger mange tusinder af spredt ud over hele danmarkskortet.

En gade, der er opstået, fordi hovedvejen fører gennem byen, hvor kun få stopper op. Sådan en med lygtepæle og en klynge små huse, der kanter asfalten skulder ved skulder. Men alligevel ser den ikke helt ud, som den plejer. Midt på den mennesketomme gade går en ulv. Noget farligt er kommet til provinsidyllen.

Husker du den indledende vignet til DRs nye søndagsserie, »Fred til lands«, som mere end 700.000 ser i bedste sendetid søndag aften? Den dystre historie om det lille samfund, fynske Ebberup, der plages af den lokale bølle i en sådan grad, at lovlydige borgere beslutter sig for at planlægge at skaffe ham af vejen?

Flere anmeldere af serien har hæftet sig ved den måde, den skildrer provinsen på. Som et sted, der rummer uhyggelige farer neden under den pæne overflade.

»Kig på interiørerne: Grimme, brunmønstrede tapeter, så meget teaktræ, som var tiden gået helt i stå. Mudrede fodboldbaner foran triste kommuneskoler i gule mursten, en mørk bodega med jukeboks og Jolly Cola på hylderne i baglokalet, burhøns i lange baner og »pædofilsvin« sprayet på en mur,« skrev vi for eksempel her i avisen og fortsatte:

»En øde hovedgade med kedelige huse. Druk, mismod, mobning, sindssyge og udslukte ægteskaber. Lig i lasten, løgne, afpresning og fortielser. Provinsen noir med andre ord, sådan som den kun eksisterer i elitens opfattelse af mørkelandet derude som et skræmmende sted at havne. Der manglede bare et par banjospillere med lidt for store hoveder.«

Langt uden for Horsens

»Fred til lands« er skrevet af Christian Torpe og Marie Østerbye, der begge er født i provinsen. Marie Østerbye kommer fra Haldrup, som i hendes egen beskrivelse ligger »langt uden for Horsens«. Et sted, hun ikke kunne komme hurtigt nok fra, som hun forklarer det med en stemme, der mest indikererer, at hendes vej væk derfra var alt andet end en flugt fra uhyggelige gerninger, men mere almindelig kedsomhed. Christian Torpe er fra et lille samfund, nordfynske Uggerslev, der havde 372 indbyggere ved seneste folketælling. Og det var ikke, fordi hans hjemby var synderlig uhyggelig.

Blodig nævekamp på gårdpladsen: Fæle Mike (Morten Hee Andersen) overfalder Mads Rømer Brolin-Tanis familiefar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tine Harden/DR.

»Det var egentlig et meget rart sted. Jeg havde en god og tryg barndom og var glad for at vokse op der. Jeg tror, jeg var 15, da jeg så nogen ryge hash for første gang. Så det må siges at være relativt uskyldigt,« siger Christian Torpe.

Men sikkert er det, at begge forfattere kender det miljø, de beskriver i deres fælles serie.

»Det ligger i vores blod,« som Marie Østerbye formulerer det. At skrive serien er lidt som at tage noget fra deres egen hovedstol. Fra det, de selv er rundet af. Og noget af det, de kender godt, er alle de myter og rygter, folk i små samfund har på hinanden. Begge forfattere har bidraget med fragmenter af historier, de husker fra deres egen opvækst i provinsmiljøer. Men selve hovedfortællingen, de fire almindelige familiers opgør med den lokale bølle, Mike, er ikke en historie, der er taget lige ud af virkeligheden.

»Men man hører den slags historier hele tiden,« fortæller Christian Torpe.

»Hvis man i København passerer nogle på gaden, siger man jo ikke goddag. Men på landet er man nødt til at hilse, for man har kun hinanden. Man er bundet til hinanden,« siger Marie Østerbye. Her sammen med Christian Torpe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Houmann.

»Jeg talte forleden dag med en journalist, som var helt overbevist om, at vi havde lånt historien fra hendes hjemby på Djursland, hvad vi slet ikke har.«

»Alle kommer jo fra oplandet på en eller anden måde. Så rigtig mange kender det der med historier om de andre: »Gud ja, så var der også hende ...«,« siger Marie Østerbye.

»Og hvis alle tænker efter, kender vi også allesammen en Mike.«

»Vi kender ham i hvert fald som rygter, fænomener og vandrehistorier,« lægger Christian Torpe til.

»Når vi på Fyn tog til halbal i Langeskov, vidste vi godt, at ham derovre skulle vi passe på. Eller man var klar over, at man skulle krydse gaden, når man mødte den lokale bølle.«

To grunde

Der er to grunde til, at scenen er sat i en lille by ude i landet. For det første syntes forfatterteamet, at alt for mange TV-serier længe var foregået i hovedstaden. Nu måtte det være på tide med en serie, der foregik uden for Valby Bakke. For det andet  – og det var langt vigtigere – var der brug for en ramme, der lagde maksimalt pres på seriens karakterer.

»Indenunder er der en historie, der handler om radikalisering,« forklarer Christian Torpe.
»Om hvordan mennesker i stigende grad er i stand til at retfærdiggøre deres egne onde handlinger, hvis de overbeviser sig selv om, at det, de gør, gør de i en god sags tjeneste. En forbrydelse-og-straf-tematik, der handler om, hvor langt folk vil gå.«

I serien ender lovlydige med at planlægge mordet på et af deres egne bysbørn. Og hvordan sandsynliggør man det? Hvorfor flytter de ikke bare?

»Vi havde først og fremmest brug for en trykkoger. En lukket organisme, hvor karaktererne ikke kunne undslippe hinanden. Hvor ingen kunne rejse sig og gå, men hvor man var forpligtet på og afhængig af hinanden og af stedet, af sin familie og sine venner. Sådan er der jo i et lille samfund,« siger Marie Østerbye.

»Hvis den var sat i København, ville det være meget nemmere at undgå en karakter som Mike, du kunne bare sætte dig ind på en anden café eller gå i en anden håndboldhal. Det kan du ikke, når du har et lukket økosystem,« uddyber Christian Torpe.

Goddag på gaden

På landet er vi i det hele taget meget mere afhængige af hinanden, mener Marie Østerbye.

»På en måde synes jeg, at man på landet er nødt til at være meget mere civiliserede i omgangen med hinanden. Hvis man i København passerer nogle på gaden, siger man jo ikke goddag. Men på landet er man nødt til at hilse, for man har kun hinanden. Man er bundet til hinanden.«

»Nu satte vi den i provinsen, men præmissen i serien er faktisk, at det kan ske alle steder,« forklarer  Christian Torpe. Og når provinsen forekommer så mørk og dyster, er der en forklaring på det.

Christian Torpe

»Jeg talte med en journalist forleden dag, som var helt overbevist om, at vi havde lånt historien fra hendes hjemby på Djursland, hvad vi slet ikke har.«


»Det, som nogle oplever som mørket i provinsen, er for os et genregreb,« fastslår Christian Torpe.

»Man kan jo ikke lave en psykologisk thriller uden mørke og fortættet stemning. I »Forbrydelsen« regnede det og var mørkt hele tiden, men serien prøvede jo ikke at postulere, at der er særligt dunkelt i København. Vi er heller ikke ude i at postulere, at der er særligt mørkt i provinsen.«

Serien kunne også godt være foregået på en arbejdsplads, hvor den ønskede stemning af et lukket miljø kunne opstå, mener Christian Torpe. I en kolonihave – eller andelsforening: Eller på en arbejdsplads.

»Også på en arbejdsplads kender alle alle, og der spreder sig hurtigt rygter om ham på kontoret for enden af gangen. Eller om chefen, og hvad der skete til julefrokosten. Men på en arbejdsplads går man hjem efter fyraften og kan opsøge et andet økosystem og dermed komme væk.«

Alligevel vedkender forfatterne sig, at der er arbejdet bevidst med den måde, serien fremstiller miljøet på. Men mest af alt er det sket ud fra et ønske om en »forhøjet realisme«, der trækker serien i en mere ekspressiv retning i sit visuelle udtryk.

»Der er noget mere moralsk-eksistentielt til stede i præmissen, og det ville vi gerne trække frem i konceptueringen,« siger Christian Torpe.

»Man kan for eksempel se det på den måde, bylægen, Peter, bor på – med brune, iturrevne tapeter. Det kan læses socialrealistisk, som at han nu engang bor sådan. Det kan også læses symbolsk som en mand, der er gået i stå og har en ødelagt sjæl efter at have mistet sin søn. Men et dansk publikum er måske vant til at læse ting meget socialrealistisk bogstaveligt. Hele vores kulturarv er jo socialrealismen på godt og ondt.«

Der er masser af provins noir-stemning i »Fred til lands«. Her Anders Juul som seriens hjemvendte forfatter foran det lokale vandingshul. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tine Harden/DR.

Tæt på dyr og drifter

Også naturen spiller en nærmest symbolsk rolle, hvis man kigger efter. Louise Friedberg, den konceptuerende instruktør, er gået meget efter at finde huse, som alle ligger med en masse bevoksning og skov omkring. For at vise, at naturen trænger sig ind på mennesker.

»Naturen er tæt på hele tiden. Det er næsten, som om træerne er på vej ind ad vinduerne. Vi vil gerne vise, at karaktererne næsten på eventyragtig vis er omkranset af skov. Afsondrede fra resten af verden,« siger Marie Østerbye.

»Når vi er på landet, er vi også tættere på noget oprindeligt,« forklarer hun.

»Og dermed også på dyrene og drifterne. Det bruger vi bevidst. Der hænger jagttrofæer på væggene, gardinernes mønstre er blade eller jagtmotiver.«

Men det er altså kun i fiktionens verden, provinsen er ond.

»Selv søger jeg nu tilbage til landet,« forklarer Marie Østerbye.

»Jeg kan ikke komme hurtigt nok væk fra byen. Ud til naturen, årstidernes skiften og havet. Efterhånden trænger jeg nok til at være et sted uden andres blik«.