Forfatteren Julie Hastrups 14-årige søn blev slået ned: »Hvis jeg finder dem, slår jeg dem ihjel«

Et par personligt hårde år, et umotiveret overfald på sønnen og forestillingen om, at voldtægt og overgreb lurer lige om hjørnet, er nogle af de mørke tanker, der forfølger den 51-årige krimiforfatter Julie Hastrup. Berlingske har mødt hende til en samtale om frygten for alt det, der kan ske.

Julie Hastrup, forfatter. Til serie om mørke tanker, frygt og indre dæmoner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Har du nogle indre dæmoner?

»Jeg har en grundangst for at dø. Det tror jeg, alle mennesker har, men jeg tør se min i øjnene. Jeg har altid interesseret mig meget for døden i form af drab – både virkelighedens drab og fiktionens. Det er nok, fordi jeg stadig ikke rigtig forstår døden. Den er stadig mystisk. Der er noget beroligende i at tro på, at der skal ske noget andet godt. Det ubegribelige ligger jo i intetheden. Hvor er punktummet? Det er for mig skræmmende. Det er ikke selve døden. Men tanken om uendeligheden. Det er den ene ting. Den anden er helt konkret tanken om nedtællingen til døden. Hvordan kommer den tid til at være?«

Julie Hastrup, forfatter

»Jeg har altid været forberedt. Da jeg boede i Aarhus i Ny Munkegade og var alene hjemme, stillede jeg flasker i vindueskarmen, så hvis nogle brød ind, blev jeg alarmeret. Jeg har også haft en kniv liggende mellem en masse bøger og blade på mit natbord.«


Hvad er det specifikt, du er bange for ved døden?

»Jeg er meget bange for at dø fra mine børn, før de er klar til det. Og det er de først, når de selv har fået oldebørn. Det blev sat ret meget på spidsen for et par år siden, hvor jeg fik modermærkekræft. Det føles som et bagholdsangreb, at noget farligt kan vokse i ens krop, uden at man umiddelbart mærker det. På den måde føles det, som om kroppen svigter. Jeg fik fjernet et modermærke. Hudlægen sagde, hun ville ringe til mig inden for 14 dage. Hun ringede efter en måned med en dårlig nyhed. Jeg var fuldstændig uforberedt og chokeret. Der fik jeg dødsangst.«

Hvordan reagerede du så på beskeden?

»Jeg var alene lige der. Det føltes, som om der åbnede sig en lem under mig, og jeg susede mod afgrunden. Jeg var i chok. Så kom min mand og datter hjem, og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg blev bange, fordi min mors stedsøster døde af modermærkekræft, da jeg var barn. Hun efterlod sig to mindre børn. Det minde gjorde det ekstra hårdt.«

Har du været i andre situationer, hvor du har været virkelig bange?

»Det har jeg været flere gange, men jeg er god til at fornemme fare. Hvis jeg sætter mig ind i en taxa, og der er en, der er ubehagelig. Eller man går ned ad gaden en mørk aften. Jeg er altid opmærksom. Som helt ung boede jeg på Valbygårdsvej, en meget lang, mørk og uhyggelig vej i Valby. Når jeg stod af bussen, omgivet af de mørke huse, løb jeg altid med nøglebundet i hånden som et våben. Jeg er bange for at blive overfaldet og dræbt. Sådan har jeg haft det hele mit liv.«

Hvor kommer de tanker fra?

»I min opvækst tilbragte jeg meget tid sammen med min mormor, som var yderst begavet. Vi talte en del om de mørke sider, mennesket indeholder. Jeg tror, at gyset meget tidligt har fascineret mig. Da jeg var ung, var der også flere uopklarede kvindedrab her i København, og det var skræmmende. Jeg gik i gymnasiet samtidig med Stine Geisler. Det var en følelse af ikke at være tryg. Det er ret trist, men man er nødt til at være udstyret med en eller anden form for frygt. Da jeg boede i Paris efter gymnasiet, havde jeg det ikke i så høj grad. Men hvis jeg skulle med en taxa om natten, satte jeg mig altid bag chaufføren, så jeg, hvis han gjorde noget, kunne tage kvælertag på ham. Jeg har altid været forberedt. Da jeg boede i Aarhus i Ny Munkegade og var alene hjemme, stillede jeg flasker i vindueskarmen, så hvis nogle brød ind, blev jeg alarmeret. Jeg har også haft en kniv liggende mellem en masse bøger og blade på mit natbord.«

Julie Hastrup, forfatter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Tror du, det er en særlig kvindeting, at man frygter overfald og andre grumme ting?

»Ja, og det er på én og samme gang trist og nødvendigt. Jeg synes faktisk, at alle mennesker er udsatte – både mænd og kvinder. Jeg har både en søn og en datter, og jeg er mere bange på min søns vegne. Der er så meget grov vold med bander og grupper. Pigerne er stærkere og bedre til at arrangere sig. De følges for eksempel sammen hjem, så de mindsker risikoen. Drengene laver ikke de samme aftaler. Men alle mennesker er nødt til at bruge deres sunde fornuft. Hvordan kommer de sikrest gennem livet? Det er man nødt til at lære sine børn, helst uden at skræmme dem for meget over livet.«

Tror du, der er forskel på mænds og kvinders angst?

»Ja, det tror jeg, der er. Selv om mænd også er udsatte, særligt unge mænd, har de stadig mere »hovedet under armen«. Jeg oplever slet ikke, at de tænker på fare, som kvinder gør, og de er slet ikke lige så gode som kvinder til at forudse og bedømme eventuelle faresituationer. Historisk set har mænd jo stort set altid været krænkerne og kvinder de krænkede, hvilket vel også spiller ind på, hvordan kønnene opfatter sig selv. Man kan jo heller ikke løbe fra, at det hovedsageligt er mænd, der overfalder, voldtager og dræber. Og at kvinder, desværre, oftere er svagere rent fysisk end mænd, hvilket gør dem til lettere ofre. Derfor er #MeToo så vigtigt. Der skal være respekt mellem kønnene.«

Julie Hastrup, forfatter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Den her angst for mørke og overfald, du oplevede som yngre, er den blevet mindre med alderen?

»Den ligger latent i mig, hvilket er irriterende, men det er jo også det, jeg lever af – fordi jeg så let kan forestille mig alt det uhyggelige. Jeg og min skrivegruppe har ofte været på skriverefugie på Rabarbergården uden for Tisvilde. Engang kunne døren ikke låse, hvilket betød, at jeg stort set ikke sov den uge, vi var der. Min fantasi var fuldstændig i alarmberedskab, og når jeg hørte en gren slå mod ruden, var jeg sikker på, at det var en seriemorder, der stod derude. Jeg prøvede sågar at binde døren fast med snore. Så er det, det bliver lidt crazy-lady.«

Er du også let påvirkelig i forhold til, hvad der kan ske – det uventede?

»Vi oplevede, at vores søn for et par år siden blev slået ned. Helt umotiveret. Han var kun 14 år og på vej til fodbold. Det var en onsdag aften på Nørreport kl. 19. Der var en gruppe jævnaldrende, og én af dem tager en hammer frem fra jakken. Heldigvis griber to voksne mænd ind, og en kvinde ringer til politiet. De når kun at slå ham to gange. Fysisk slap han nådigt fra det, men psykisk var han mærket i flere måneder. Han turde blandt ikke gå over i kiosken på den anden side af gaden. Jeg var så rystet over det. Så skræmt og samtidig helt vildt rasende, som jeg aldrig har været før. Sådan »hvis jeg finder dem, slår jeg dem ihjel«. Det var helt uragtigt. Det første år efter var jeg bange, når han var ude. Man kan arbejde sig igennem. Jeg synes, at jeg har parkeret den.«

Hvordan parkerede du den angst?

»Jeg tvang mig selv til det. Han ved, at han altid kan ringe til os. Han må altid have venner sovende, og sker der noget, kan han hoppe ind i en taxa. Jeg har prøvet at slippe det. Og det er angstprovokerende. Der er noget beroligende i at have sine små børn sovende sødt i deres senge og ikke ude i byen et sted. Vågner jeg kl. 2 og kan se, at han ikke er kommet hjem, skal jeg lige tale beroligende med mig selv. Det er ren træning. Alt, hvad man er bange for, kan man træne.«

Julie Hastrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Har du nogle indre dæmoner, som du ikke har fortalt nogle om?

»Vi har haft nogle pissehårde år, og hvis jeg er rigtig stresset, så kan jeg godt få lidt angst. Det har jeg ikke fortalt nogle om. Det er en fysisk fornemmelse. Som om jeg ikke kan trække vejret. En indre uro eller hjertebanken. Det er nogle meget fysiske symptomer. Så prøver jeg igen at arbejde med mig selv. Jeg prøver at angribe eller udfordre det. Når jeg har mærket det, så udfordrer jeg det.«

Hvad er det, der har gjort årene hårde?

»Ægteskabeligt har vi haft vores første store krise efter 19 års samliv, og den arbejder vi stadig på at lande helt. Ud over overfaldet på vores søn og min modermærkekræft, så knuste jeg også mit håndled og blev opereret, og min mand fik en alvorlig infektion i hjertet. Vi har også haft alvorlig livstruende sygdom i den allernærmeste familie de seneste år. Hver anden måned havde vi et eller andet ubehageligt i en lang periode. Det var med til at give en ubehagelig stressangst.«