Lørdag var Politikens anmelder Rasmus Bech ikke begejstret, da han iagttog Nina Munch-Perrin i aftenens TV-Avisen. Irritationen handlede ikke om programmets indhold, men derimod TV-værtens påklædning. Nærmere bestemt hendes »sylehøje stiletter«.
Rasmus Bech understreger i anmeldelsen, at han »ikke har noget imod høje hæle«, som kan være »temmelig elegante på rette tid og sted«. Sidstnævnte må dog antages ikke at være tilfældet, når det kommer til TV-Avisen. Rasmus Bech sætter spørgsmålstegn ved, om de høje hæle mon er et æstetisk træk fra DRs side, som skal symbolisere seriøsitet.