Fodboldspiller: »Jeg håber, jeg bliver respekteret. Jeg er homoseksuel« – nu siger han, at Twitter-profilen var hacket

Fodboldspilleren Iker Casillas siger, at hans Twitter-konto var blevet hacket, da et opslag om, at han er homoseksuel blev offentliggjort. Det har startet en debat om, hvor grænsen går for offentlige jokes – men også spekulationer om, hvordan han fik så hurtig adgang igen til en hacket konto.

Den tidligere Real Madrid-keeper Iker Casillas skrev på sin Twitter-profil, at han var sprunget ud som homoseksuel. Det har han efterfølgende benægtet med et opslag om, at hans profil blev hacket. Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix

Den spanske målmand Iker Casillas skrev søndag eftermiddag, at han er homoseksuel:

»Jeg håber, jeg bliver respekteret. Jeg er homoseksuel,« lød ordlyden i et Twitter-opslag, der efterfølgende er blevet slettet.

Iker Casillas er blevet kåret til »Verdens bedste målmand« fem gange, er anset for at være en af ​​de største målmænd gennem tiderne og har vundet flere store titler med fodboldklubben Real Madrid.

Men senere samme dag måtte fodboldlegenden konstatere, at hans profil på Twitter-platformen var blevet hacket.

»Hacket konto. Heldigvis er alting i orden. Undskyld til alle mine følgere. Og selvfølgelig, endnu mere undskyld til hele LGBT-samfundet.«

»Det er mere end respektløst«

Opslaget har startet en debat om, hvor grænsen går for offentlige jokes, skriver The Guardian.

Således har den åbent homoseksuelle fodboldspiller Josh Cavallo fra Adelaide i det sydlige Australien kritiseret opslaget. Han sprang selv ud for et år siden.

»At Casillas og Puyol laver sjov med at springe ud inden for fodboldens verden, er skuffende. Det er en svær rejse, som hvert et LGBTQ+-menneske går igennem. At se mine rollemodeller og legender lave sjov med at springe ud og med min minoritetsgruppe er mere end respektløst,« skrev han.

I sin udtalelse refererer Cavallo til den spanske fodboldspiller Carles Puyol. Til Casillas originale opslag gav Puyol nemlig et ironisk svar, som implicerede, at han og Casillas er i et forhold. En joke han senere søndag måtte ud og undskylde for.

»Jeg har lavet en fejl. Undskyld for en klodset joke uden dårlige intentioner. Jeg forstår, at den måske har såret folk. Al min respekt og støtte til LGBTQIA+-samfundet,« skrev han.

Verdens hurtigste til igen at få adgang til hacket konto

Udover kritikken imod Casillas, har nogle andre spekulationer været i omløb på Twitter.

De går blandt andet på, hvordan det kunne lade sig gøre, at den spanske målmand fik så hurtig adgang til sin konto igen – blot få timer efter at den var blevet hacket.

»Hvis Iker Casillas ikke har homofobiske tilbøjeligheder, er han samtidig verdens hurtigste til igen at få adgang til en hacket konto,« skriver idrætskonsulent for Team Copenhagen Jeppe Haugaard.

De mange historier går også på, at Casillas lavede opslaget, om at han er homoseksuel, for at gøre grin med rygtespredende medier, der forbinder ham med en ny kvinde hver uge.