Det er en imponerende stjerneparade, Tivoli har stablet på benene inde i Glassalen. Ikke bare har den indforskrevet tre talentfulde, velyngende damer - Caroline Henderson, Kaya Brüel, og Birgitte Hjort Sørensen, der præsenteres af elegantieren Carsten Svendsen foran et levende - særdeles levende - orkester. Hver og en med den karisma, der skal til foran en mikrofon og den selvtillid, der er en forudsætning for at forestille sig, at man er »Divaer i Glas«, de fortidens ikoner og verdensnavne, der i 1960erne blev lokket til lille København for at gæste den blandede landhandel Tivoli Varieteen, som fandt sted i - rigtigt gættet - Glassalen.
Cabareten både genskaber varieteen og fantaserer over den. Først og fremmest som en undskyldning for et nostalgisk tilbageblik, et skiftevis muntert og mere alvorsstemt musikalsk vokskabinet. Men samtidig også et forsøg på at spinde en ende over begrebet diva - dette uopnåelige, ensomme væsen, som ved en kombination af talent, hypnotiserende udstråling, personlighed og egen (ikke sjældent tragiske) historie får en særstatus hos publikum.
Elegant og luksuøs
Det første lykkes til fulde. Elegant og luksuøst i en slags international raffineret stil, som instruktøren Rolf Heim, velsagtens landets mest erfarne teaterkoncertmager, forstår ind imellem at give en næsten surreel fornemmelse i den moderne parafrase over det, der var engang. Og musikalsk på højeste plan med bl.a. kapelmester Nikolaj Hess' skarpe arrangementer af damernes største hits i frit justerede versioner. Tilsat fire blændende og lynsnare dansere, føjelige, bøjelige, der står for den legende kropslighed rundt om de skiftende centrumer i universet.
Elegant og luksuøst i en slags international, raffineret stil
Det andet - det med den sammenbindende metahistorie - lykkes i mindre grad. Manuskriptforfatteren Flemming Klems mellemlæg vil for lidt, kan for lidt. De begrænser sig nærmest til en leksikal introduktion til damerne, men nogen højere mening med det hele indfinder sig aldrig, hvor dygtigt Carsten Svendsen end får den ene diva efter den anden på scenen i sin konferencierrolle, flot og frit modelleret efter virkelighedens slebne ceremonimester, Preben Uglebjerg. Og endelig er der så Glassalens egne tre primadonnaer.
Birgitte Hjort Sørensen er den genopstandne isbombe Marlene Dietrich med sval, livstræt viden i blik og stemme. Vittigt. Den eminente jazzsanger Caroline Henderson brillerer - hvad enten hun er en vellignende, fnisevorn Ella Fitzgerald eller synger Nina Simones afroamerikanske protestsang »Four Women« med monumental autoritet. Og Kaya Brüel får ikke bare lov til at give liv til sin egen bedstemor (!) sangerinden Birgit Brüel, men også til den furiøse catwoman Eartha Kitt og en drilsk Josephine Baker.
Man kan se dette underholdende spøgelsestog for deres skyld.
»Folk vil have noget, der er så gennemsnitligt og behageligt som muligt,« siger Glassalens arkitekt, Poul Henningsen, der minsandten også dukker op midt i det hele. Gennemsnitligt kan man bestemt ikke kalde det eksklusive og formmæssigt flot forløste show. Men man kunne godt have ønsket sig et manuskript, der havde gjort det hele en lille smule mindre behageligt.
»Divaer i Glas«. Ide: Caroline Henderson. Manuskript: Flemming Klem. Instruktør: Rolf Heim. Glassalen, Tivoli. Til 12. september.
