Filmen om Daniel Ryes 398 dage i et syrisk voldshelvede efterlader dig vred og udmattet

Filmatiseringen af Puk Damsgårds roman, »Ser du månen, Daniel« om danskeren Daniel Ryes rystende oplevelser som gidsel hos ISIS, ofrer spændingen til fordel for realismen. Spørgsmålet er, om man kan tillade sig andet?

Esben Smed leverer en imponerende fysisk præstation i rollen som Daniel Rye, der var fange hos ISIS i næsten 400 dage. Fold sammen
Læs mere

»Hvorfor kom du hertil? Hvor dum er du?« spørger en af de sadistiske ISIS-krigere Daniel Rye, efter han endnu engang har ydmyget og tortureret ham. Det er et spørgsmål, jeg er overbevist om, at Rye også må have stillet sig selv utallige gang i løbet af de 398 dage, hvor den unge danske fotograf blev holdt fanget i et ubegribeligt og uhumsk helvede af fornedrelse, tilfældig tortur, misrøgt og konstant dødsangst.

Daniel Rye er nærmest så dansk, som det kan blive. En ung, blond, gymnast fra det danske hjerteland i det jyske. Der går næsten lidt Nils Malmros-karikatur i skildringen af den vestlige provins med cigarkassestuer og sportshals-kultur, men skildringen er kærlig og loyal, og man glemmer hurtigt sin københavnske blaserthed, når handlingen begynder at skride frem.

Daniel har hele livet foran sig, men er også søgende, Så brækker han anklen. Han er tvunget til at sætte gymnastikkarrieren på pause. Ryes livsbane skifter radikalt kurs. På kort tid flytter han fra det velkendte jyske til hovedstaden. Han får et job som fotoassistent, hvilket bringer ham til Mogadishu. Et overrumplende sceneskift, som filmen fanger effektivt.

Daniel får en åbenbaring. Med lige dele eksplosiv livslyst og ungdommelig naivitet finder han på stranden i Somalia sit livskald. Han vil være fotograf.

Det umenneskelige

Kort efter, i 2013, drager han til Syrien for at dokumentere de civile syrere, der stadig desperat forsøger at få hverdagen til at fungere i krigens skygge. Han prøver at finde det menneskelige i en destrueret verden. Men i Syrien møder han selv det komplet umenneskelige. Daniel tages til fange af Islamisk Stat.

»Hvordan er det muligt at behandle andre mennesker med slags anti-empati, hvor man kun kan glædes proportionelt med den andens lidelser. Er det her ondskaben?«


Gidseltagerne kræver to mio. euro for at frigive Rye. Gidselforhandleren Arthur, der spilles med fin underspillet troværdighed af medinstruktør Anders W. Berthelsen, kæmper sammen med familien en kamp mod tiden for at rejse den grotesk store sum, da den danske stats politik er helt klar: Danmark forhandler under ingen omstændigheder med terrorister.

Voldspsykopater

Filmen lægger absolut ingen fingre imellem, når den skildrer overgrebene mod Rye og hans medfanger. De overvældende mange ubehagelige scener tjener et rationelt formål, nemlig at understrege den helt igennem sygelige sadisme, der som en dæmonisk magnet har tiltrukket allehånde afstumpede voldspsykopater til den syriske krigszone – en verden hvor det gode er komplet udsondret.

Det er meget svært ikke at blive vred, når man ser filmen og bevidner den konstante vold, som er helt meningsløs og uretfærdig. Det er svært at forstå det helt overvældende had, som gidseltagerne kan føle mod et uskyldigt og gennemsympatisk menneske som Daniel Rye. Man sidder og ønsker et svar, ikke så meget et »hvorfor«, men mere et »hvordan«?

Anders W. Berthelsen er medinstruktør på filmen og spiller med stor troværdighed gidselforhandleren Arthur. Fold sammen
Læs mere

Hvordan er det muligt at behandle andre mennesker med den slags anti-empati, hvor man kun kan glædes proportionelt med den andens lidelser. Er det ondskaben?

Ingen helte

Skuespiller Esben Smed leverer en fysisk pragtpræstation i den meget krævende rolle som Daniel Rye. Det ville have været interessant, hvis Rye i filmen i højere grad havde artikuleret sine tanker, evt. i dialogerne med de andre gidsler. Men det er nok et naturligt benspænd i handlingen, at gidslerne generelt har været bange for at tale for meget.

Ryes møde med det amerikanske gidsel James Foyle tænder et lille håb i det uendelige mørke og lykkes i korte øjeblikke – med sin umulige insisteren på at bevare sin humanitet – at løfte sig selv og sine medfanger ud af fornedrelsen. Men filmen er, ligesom den virkelige verden kan være det, nådesløs og efterlader én vred. Men der er heldigvis mere. For i denne rå, men velturnerede parafrase over virkelige begivenheder er der nok ingen helte, men der er kærlighed og håb. Det er alt, vi har. Der er ikke andet. Det er James Foleys testamente.

Grebet med at repetere volden og mishandlingerne ad nauseam, tænker jeg, er helt bevidst, men det er også et fortællemæssigt greb, der udmatter tilskueren i en grad, hvor man selv føler afstumpetheden komme snigende. Det er interessant og foruroligende, men det dræber også meget af fortællingens momentum og gør, at filmen primært er mere frastødende end elementært spændende.

Desuden kunne man også med held have komprimeret fortællingen, men igen – så ville man også have kompromitteret den hudløse skildring af uhyrlighederne. Det er ikke en film, der er sat i verden for at behage.

Man har valgt en formel der ligger mellem det elementært spændende og det rå dokumentariske. Det lykkes ikke helt, og forsøget er drænende, men også absolut seværdigt.

Ser du månen, Daniel
Instruktion: Niels Arden Oplev & Anders W. Berthelsen
Spilletid: 140 minutter
Medvirkende: Esben Smed, Anders W. Berthelsen, Toby Kebbel, Jens Jørn Spottag, Sofie Torp, m.fl.