Det er meget muligt, at dokumentarfilmen »Rejsen til Utopia« handler om, hvorvidt det enkelte menneske kan gøre noget i den store sammenhæng, når klimakrisen truer med at udradere vores fælles fremtid. Eller i det mindste få en eller anden form for personlig syndsforladelse og indre ro ved i det mindste at prøve at gøre noget.
Det kan godt være, at den er sat i gang af det projekt, den norske filmfotograf Erlend E. Moe og hans danskfødte hustru, operasangeren Ingeborg, kaster sig selv og deres tre børn ud i, når de beslutter sig for at forlade hans fædrene gård – et nostalgisk-idyllisk refugium mellem græssende heste og grønnere sætere – for i stedte at friste en usikker tilværelse som stiftende medlemmer af »Permatopia« i sydsjællandske Karise, et landbrugs -, arbejds - og bofællesskab for mennesker, der, ligesom Erlend og Ingenborg, gør sig så sig store og bekymrede tanker om vor fælles klodes fremtid nat og dag, at de ligefrem kan bryde ud i tårer, når de taler om det.
