Feminist-ikonet Wonder Woman ønsker sig mest af alt bare en kæreste

Der er forbløffende lidt girl power over »Wonder Woman 1984«, hvor hovedpersonen virker som om, hun er gæst i sin egen film.

Gal Gadot er igen trukket i Wonder Woman-kostumet. Det kunne hun godt have sparet sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Warner Bros. Entertainment

DC Extended Universe har både kunstnerisk og økonomisk fået læsterlige superhelte-tæsk af Marvel med stinkere som den surmulende »Batman v Superman: Dawn of Justice« og den håbløse »Suicide Sqaud«.

Et af de få lyspunkter var »Wonder Woman« fra 2017 – ikke at det var nogen mageløst god film, men fin var den og udmærkede sig også ved at være den første moderne superheltefilm med en kvinde i hovedrollen. Endda en kvinde, der har været et feministisk ikon siden 1941.

På den måde er det selvfølgelig uundgåeligt, at der nu kommer en sequel. Den havde DC Comics desværre ikke behøvet at ulejlige sig med.

Mystisk ønskesten

Handlingen i »Wonder Woman 1984« er, som titlen så elegant antyder, denne gang henlagt til 80erne. Susan Prince aka Wonder Woman (Gal Gadot) lever i anonymitet og arbejder på Smithsonian, USAs nationalmuseum, i Washington og laver kun superheltegerninger i sin fritid. På museet bliver hun venner med Barbara (Kristen Wiig), der er en usikker nørd. Det kan vi se, fordi hun bærer briller.

Nå, men idyllen brister selvfølgelig, da den lumske forretningsmand Maxwell Lord (Pedro Pascal med gal skoggerlatter og det hele) får fat i den mystiske Dreamstone, der gør ham i stand til at opfylde alle ønsker – til gengæld kan han få det, han vil, fra den, der ønsker. Faktisk … opsluger han ligesom stenen  … det er svært at forklare, men i hvert fald er hele verdensordenen på spil. Men inden Maxwell Lord i øvrigt når så langt, har både Susan Prince og Barbara ønsket sig noget, mens de rørte ved stenen. Og her begynder filmens problemer.

Verdens ældste kliché

Susan Prince ønsker sig igen at kunne være sammen med sin kæreste Steve Trevor (Chris Pine), som ellers døde i den foregående film. Hans sjæl dukker så op og tager bolig i en anden mands krop, og så er de ellers kærester, uden at det rigtig bliver adresseret, hvor super-creepy det er. Og uden at nogen går op i, hvad pokker der skete med manden, hvis krop er blevet overtaget.

Barbara, derimod, har ønsket sig, at hun er lige så sexy og stærk som Diana Prince. Og vupti bliver hun i modsætning til før god til at gå i høje hæle, tager stramme kjoler på, slår håret ud og … holder op med at bruge briller. Selv om det har været en fortærsket kliché på fra-nørd-til-skønhed siden stumfilmen, og det i øvrigt virker lidt noller i en film, der ellers skulle forestille at have en feministisk kontekst, at en kvinde mest af alt bare drømmer om at være sexet.

»Rigtigt morsomt bliver det ikke, og i det hele taget famler filmen uskønt rundt og kan ikke finde ud af, om den skal være sjov 80er-pastiche eller skarp politisk satire eller moralsk fyrtårn.«


På samme måde er det svært at forstå, hvorfor manuskriptforfatterne insisterer på, at Diana Prince, som selv har alverdens superkræfter, adskillige gange er ved at dåne af benovelse over, at Steve Trevor kan flyve et fly. På trods af, at han er … pilot. Girl power-vinklen begrænser sig mest af alt til en træls catcaller-mand, der får bank – det får han til gengæld to gange – og Wonder Woman virker på mange måder som gæst i sin egen film.

Famler rundt

Bortset fra det, er der da megen nostalgisk charme i 80er-settingen, der får alt, hvad den kan trække af opsmøgede habitjakkeærmer, futon-senge, breakdance og hysteriske pastelfarver.

Men rigtigt morsomt bliver det ikke, og i det hele taget famler filmen uskønt rundt og kan ikke finde ud af, om den skal være sjov 80er-pastiche eller skarp politisk satire eller moralsk fyrtårn, der fortæller os allesammen, at man altså skal passe på med, hvad man ønsker sig, for hvis alle får deres vilje, kan det faktisk godt ende med, at det går ud over nogen.

Og så ender den med ikke rigtigt at være andet end virkelig lang og utroligt forglemmelig. Ikke mindst på grund af slutscenen, der byder på det sædvanlige CGI-orgie, hvor logikken definitivt stempler ud, og moralen bliver serveret mindre subtilt end en kampvogn i et drivhus.

»Wonder Woman 1984«. Action, 151 minutter. Instruktion: Patty Jenkins, manus: Patty Jenkins, Geoff Johns, Dave Callaham. Med: Gal Gadot, Chris Pine, Kristen Wiig, Pedro Pascal m.fl. Premiere 26. marts på HBO Nordic.