Mens de mandlige superhelte har kæmpet om pladsen i biografsalene i årevis, har der ikke været mange kvindelige superhelte i sigte. Højst som del af et mandsdomineret ensemble. Men sidste år skete der noget. I slutningen af den utroligt dystre og bombastiske »Batman v Superman« dukkede hun op: Wonder Woman i skikkelse af den israelske skuespillerinde og model Gal Gadot, der med en selvsikker krusning af læben slog fast, at hun var kommet for at blive. I år får hun så sin helt egen film, superheltinden der blev skabt af den amerikanske psykolog og feminist William Moulton Marston i 1941 som et modbillede til Batman og Superman (der var kommet frem i henholdsvis 39 og 38), som unge piger og kvinder kunne spejle sig i. I sin oprindelige form var Diana, datter af amazonedronningen Hippolyta, sat på jorden for at redde menneskeheden fra sig selv med mod, hjerte og vældige kræfter. Siden har hun gennemgået mange transformationer – i 50erne var hun reduceret til sekretær med husmordrømme, mens hun i 70erne igen indtog sit sande jeg som feminismens fortaler – også på den lille tv-skærm i en, set med nutidens øjne, temmeligt kitchet tv-serie med Lynda Carter i hovedrollen.
Nu er hun tilbage. Båret på en bølge af forventning og kontrovers. Blandt andet gik der et ramaskrig gennem de sociale medier, da et billede afslørede, at Gal Gadot havde barberet sine armhuler. Sådan gør en rigtig amazone – åbenbart – ikke. Senere blev det annonceret, at Wonder Woman ville blive udnævnt som FN-ambassadør. En ære der tidligere er tilfaldet fiktive »kollegaer« som Klokkeblomst og Peter Plys. Det var dog ikke populært at have en sexet tegneseriefigur som fortaler for kvinders rettigheder, så udnævnelsen blev trukket og efterlod kun en stadig diskussion om, hvor meget tøj Wonder Woman egentlig burde have på.
Og nu er hun her så – og hvad får vi for billetprisen? Vi får to styk glatbarberede armhuler – som man ikke når at lægge mærke til, fordi Gal Gadot, der trænet i kampsport, formår at bevæge sig imponerende hurtigt i de nærkampsscener, der er blandt filmens bedste. Vi får et styk ret småt men alligevel tækkeligt kostume uden alt for meget kavalergang, der til gengæld er godt at bevæge sig virkelig hurtigt i. Vi får et styk kvindelig superhelt med styrke, integritet og empati som sine væsentligste fortrin (udover altså det helt åbenlyse, at hun er gudesmuk). Og så får vi, som tidligere omtalt, ikke bare en film men hele tre i en. Desværre.
Først får vi historien om Wonder Womans opvækst som datter af amazonedronningen Hippolyta (en statelig Connie Nielsen) på paradisøen Themyscira, skærmet mod omverdenen af Zeus’ tåge. En historie der byder på imponerende nærkampscener – og en lang række virkeligt bizarre accenter, der muligvis har til formål at gøre amazonerne ekstra eksotiske, men kun irriterer.
Her bliver hun trænet i kamp til den dagkrigsguden Ares vender tilbage. En anden mandlig skikkelse kommer ham dog i forkøbet, nemlig den amerikanske-britiske pilot Steve, spillet med verdenstræt blåøjet charme af Chris Pine. Han er den første mand Diana nogensinde ser, men også en introduktion til det kaos, verden udenfor øens fred er nedsunket i. Første verdenskrig har erstattet Anden verdenskrig som scene for Wonder Womans indtræden i menneskenes verden, og det giver god mening at sende hende direkte ud i, hvad der blev kaldt »The War to end all wars«. For selvfølgelig følger Diana sin pilot ud i verden, drevet af et ønske om at befri verden for krig – og måske også lidt af spillet i et par blå øjne. Der er i hvert fald fremragende kemi mellem Gal Gadot og Chris Pine.
Det fører os fra sværd-og-sandal-delen til en midterdel, hvor Diana som en anden Eliza Doolittle må lære at begå sig i det bedre borgerskab, komplet med kvindeundertrykkelse og flere lag upraktiske skørter. Anden del er den absolut bedste i filmen. Her er plads til både lethed, charme, ulmende romance og Gal Gadots fine præsentation af Diana som både storøjet naiv, sødmefyldt empatisk, stormende stædig og selvstændig og med en handlekraft, der slår benene væk under de fleste hun møder. Her er humor, glimt i øjet og masser af fremdrift under historien, der både fører os ind i politikens mandsdominerede højbord og ud i frontliniens skyttegrave, hvor Wonder Woman for alvor træder i karakter..
De gode takter slutter imidlertid med et gevaldigt brag i tredje del, hvor Wonder Woman falder i superhelte-fælden og lader alt hvad der var af dybde og refleksion drukne i bulder, brag og det åbenbart obligatoriske »store opgør«, der er larmende, bragende kedsommeligt i al sin trivielle genkendelighed. Når man nu har en kvindelig superhelt, hvorfor så ikke give hende andet at spille med en de superkræfter, alle de andre superhelte gør brug af?
Med tre så forskellige tonearter i en og samme film, er det svært helt at sætte fingeren på, hvad DC Comics egentlig vil med deres superheltinde, som vi kan se frem til at se mere til i »Justice League«-filmen, der får premiere senere på året. Forhåbentlig er det den undrende, intelligente, empatiske Diana, der får lov at sejre over de alt for bombastiske computereffekter.
»Wonder Woman«
Instruktør: Patty Jenkins. Medvirkende: Gal Gadot, Chris Pine.
