Scherfigsvej mellem Strandøre og Strandpromenaden er et skjult og halvhemmeligt sted. Vejen blev skabt lige efter Første Verdenskrig og er opkaldt efter Christian A. Scherfig, som ejede nogle af grundene på stedet.
Den går stilfærdigt ned mod Svanemøllebugten og stranden, hvor man kan bade og sole sig. Den er en fornem vej, og det har den været stort set siden, den blev skabt, selv om den også siden sine første år har ligget i et meget sammensat ingenmandsland mellem industrier, institutioner, virksomheder og villaer.
Rod og palævillaer
Den rodede grundtone har vejen bevaret. På hjørnet mod Strandboulevarden ligger vel nok Københavns grimmeste Fitness World, længere nede ad gaden kommer så Dansk Ungdoms Fællesråds hovedkvarter. Baseret på udseendet burde organisationen måske skifte navn til Fælles-rod, for den meget uhyggelige kasse og gangbro, de har smækket på den villa, de oprindeligt havde til huse i, gør ikke noget godt for nogen besøgendes øjne.
Det samme kan man sige om naboen, Lundbeck Fonden, der holder til i et karakteristisk 00er hus med træ, sol-lameller, kantede stålrammer og alle de tidstypiske narrestreger i et overbud af effekter uden æstetisk bund.
Også den bygning er det bedst at gå forbi i tavshed. Hvor Lundbeck Fondens hus står i dag lå indtil årtusindskiftet en fornem funkisvilla af modernisten Tyge Hvass. Villaen var kendt i det Københavnske natteliv i 90erne, fordi den på det tidspunkt var ejet af Thomas Blachman, som var vært for nogle fester, der stadig går frasagn om i kvarteret.
Overfor Lundbeck Fondens hus troner den karakteristiske udluftningsskorsten til Hofors kloakpumpestation. Selve pumpehuset er for nylig blevet ombygget og indrettet til boliger, og det fungerer udmærket.
Scherfigs Have
Det er imidlertid længere nede ad vejen, at noget nyt er sket. Hernede lå indtil for nylig WHOs danske hovedkvarter, og da det flyttede til den nye FN-by i Nordhavn, blev det besluttet at rive de forladte kontorbygninger ned og bygge boliger i stedet for.
I takt med udviklingen af Nordhavn var også dette lidt vagt definerede område blevet interessant igen, og med ejendomsmarkedets eksplosive udvikling var det kun et spørgsmål om tid før developernes sultne øjne ville falde på den grund.
Boligbebyggelsen har fået navnet Scherfigs Have. Den er tegnet af Arkitema Architects, og det må man helt ærligt sige, at de er sluppet godt fra. Scherfigs Have er et rigtigt solskinsprojekt og består af en »stang«: En række femetagers forskudte længehuse, der to og to i en nogenlunde sammenhængende bevægelse ned mod bugten dækker grundens nordside og to lavere punkthuse, »strandvillaerne«, der ligger forskudt og drejet for hinanden på den sydlige side.
Mellem stangen og villaerne slynger en sti sig gennem et »naturligt« strandengslandskab med græsser og høje træer. Husene er velformede med en gavlsilhuet uden gesimser, som kæmpestore matadorhuse.
Skalaen er behersket og alle lejlighederne har store, delvist indeliggende altaner mod syd. I stueetagen har man en lille terrasse ud mod den fælles grønning.
Både blokke og punkthuse er helt almindeligt dansk betonbyggeri med skalmur udenpå, her i en meget flot, tæt sortbrun farve, der i hvert fald i sollys og under en sorgløst blå himmel ser fantastisk ud.
Præcise visualiseringer
Både blokke og punkthuse er helt almindeligt dansk betonbyggeri med skalmur udenpå. Teglen chancerer mellem en lidt lysere grå og en meget flot, tæt rødbrun farve, der i hvert fald i sollys og under en sorgløst blå himmel ser fantastisk ud. Fortove, trapper og terrasser er lagt i en lige så flot sort teglsten, også fra Petersen Tegl, mens tagene er belagt med naturskifer. Helheden og sammenhængen i stoflighed, overflader og materialer formår at udstråle en gedigen robusthed snarere end det materialepraleri, man desværre ser så ofte i nyere luksusbyggeri.
Hele sceneriet, når man vandrer mod øst ned mod bugten, er som klippet ud af det salgsprospekt, kommunen sandsynligvis fik præsenteret i sin tid, og når vi nu til hverdag klager over, at arkitekterne laver for sukkersøde visualiseringer, må man rose Arkitema for at have skabt en bebyggelse, der fuldstændig ligner sit billede.
Det er venligt, det er dansk, og samtidig er der noget »Truman Show« over hele oplevelsen. For når man drejer sig 180 grader væk fra bugten og kigger mod vest, har man kun det sammenfiltrede klondike, som Scherfigsvej også er. Der er ikke mange smukke linjer i det blik, men man kan naturligvis også bare lade være med at kigge så meget den vej.
På samme måde er det med blokkenes nordside, der vender ind mod den næste vej, Ved Eltham. Den side er meget trist og slet ikke noget, man ville vise frem i et prospekt.
De små skævheder trækker dog ikke ned i helhedsoplevelsen: Det er en veliscenesat, nostalgisk, men sjældent vellykket bebyggelse, som falder helt naturligt ind i vejens takt og samtidig danner en organisk overgang til Strandpromenaden og badestranden nede ved den billedblå bugt.
