Et mærkeligt syn tonede frem på hele Danmarks fjernsyn søndag aften. Et uhyggeligt drømmesyn, der i stemning og immateriel »unheimlichkeit« passer fuldstændig til 2021s dystre begyndelse og generelle stemning af at leve i de sidste tider.

Det var søndag aften som sagt: Opvasken var klaret, kaffen var serveret, og vi havde netop tændt op for DRs søndagsnyhedsflagskib, »21 Søndag«, på det gode gamle DR-flow-tv, da det ejendommelige skete: Det grønne logoøje kom roterende mod os og den pæne Mr. News, Kåre Quist, dukkede op som forventet. Men i stedet for at tale til os fra et skrivebord eller en psykedelisk pult, som han plejer, befandt den smilende mand sig i en vægtløs grå verden.