Opdateret med kommentarer fra nyhedschef i DR Nyheder Thomas Falbe.
Efter at statsminister Mette Frederiksen (S) deltog i programmet 21 Søndag på DR søndag aften, gik B.T.-chefredaktør Michael Dyrby til tasterne.
Udkommet blev til en kras kritik.
»Det er som at komme i Go'morgen Danmark – når Mette Frederiksen er i 21 Søndag – hendes favoritmegafon,« skrev Michael Dyrby på Twitter.
Mette Frederiksen var inviteret i studiet for at tale om næste fase af genåbningen. Det blev dog ikke til de store afsløringer fra statsministeren, der oplyste, at hun ikke ville sige noget om, hvad der skal ske, før vi er meget tæt på 10. maj, hvor genåbningens næste fase forventes at blive indledt.
»Vi kommer først til at træffe en beslutning, når vi er meget tæt på 10. maj, fordi vi er nødt til at tage et kig på, hvor virussen er, når vi nærmer os, sagde statsministeren og tilføjede, at dette skyldes, at det kan se anderledes ud om et par dage.
DRs vært, Kåre Quist, spurgte blandt andet ind til, hvem der må genåbne, om der er en risiko for, at regeringen er for forsigtig, og om et stigende smittetryk kan betyde en aflysning af genåbningens næste fase.
Disse spørgsmål faldt ikke i god jord hos Michael Dyrby.
»Det foregår stille og roligt. Ingen skrappe spørgsmål. Ikke noget med at afbryde, når der tales udenom. Hvad sagde Mette om Ikea? Noget med en sektoraftale. De store elever?« spørger han på Twitter.
Sent i aftes svarede Kåre Quist selv på kritikken i en kommentar til chefredaktørens opslag.
»Ritzau mente, der var masser at hente i dette interview. Forskellige øjne ser forskelligt på et interview med stor bevågenhed. Dejligt, at det stadig er sådan,« lød Kåre Quists besyv.
Nyhedschef i DR Nyheder Thomas Falbe, afviser kritikken. Man vil altid kunne påpege vinkler og spørgsmål, der ikke nåede at komme med, fortæller han, men starter med et svar til Michael Dyrby.
»Nogle gange kunne jeg godt få lyst til at Dyrby og andre tøjler deres Twitter-profilerings-behov en lille smule og måske sætter sig ned og ser interviewet igen, for det er jo fyldt med kritiske spørgsmål til Mette Frederiksen,« siger han:
»For mig er det mest af alt en diskussion om, hvordan man definerer et kritisk interview, som jeg må forstå, at Dyrby kun mener, at det kan være, hvis det foregår op af en væg med en pistol for panden og en stemning af et forhør. Sådan ser vi ikke på det. Vi spørger på danskerne vegne.«
Thomas Falbe nævner diskussionen om den svenske strategi, om udskamning af befolkningen og fejl, som regeringen har begået undervejs, som eksempler, der for ham at se ikke blot er kritiske, men vigtigst af alt relevante.
»Vi spørger ikke for at stille Michael Dyrby tilfreds, vi spøger på vegne af danskerne. Det er opgaven i 21 Søndag,« siger han.
Der var flere spørgsmål, som Mette Frederiksen ikke ville svare på - burde I ikke have spurgt mere ind til det og til, hvorfor vi ikke får mere at vide af regeringen?
»Når man laver et live-interview for rullende kameraer for en million seere, vil man altid kunne sige; hvorfor spørger I ikke om dét? Hvorfor fulgte I ikke op på dét? Det er sådan set fair nok, og sådan vil det være i et hvert interview- Jeg tror sådan set ikke, at man gavner seerne ved at blive ved med at spørge ind til noget, som hun ikke kan eller vil svare på,« siger han.
Mette Frederiksen og regeringen er blevet kritiseret for at være for egenrådige, og at blandt andre oppositionen ikke bliver involveret nok i beslutningsprocessen, burde I ikke i dét lys spørge ind til, hvorfor vi ikke får flere svar fra hende?
»Når du laver et live-interview er der altid en redigeringsproces, og du kan altid vælge 10 andre tematikker, som også er relevante og interessante at spørge en statsminister om i de 10 minutter, hun stiller op. Den, vi har valgt, vurderer vi, er både aktuel og fylder fremadrettet og er vigtige for danskerne at få svar på.«




