Færøsk kunstnerduo ramt af fogedforbud: Må ikke skære i Tal R-kunstværk

Man må ikke købe et kunstværk af en kendt kunstner, splitte det op og lade det indgå i andre værker med henblik på salg. Sådan lyder det i et historisk fogedforbud fra Sø- og Handelsretten. »Vi er dybt chokerede,« lyder reaktionen fra kunstnerne bag projektet.

Den danske kunstner Tal R er ifølge sine advokater tilfreds med afgørelsen. Her er tal R fotograferet på Kunstmuseet Aros. Fold sammen
Læs mere
Foto: Flemming Krogh/Ritzau Scanpix

Et historisk fogedforbud.

Det var, hvad Sø- og Handelsretten stod bag, da den nedlagde fogedforbud mod, at kunstnerduoen Letho må lade et Tal R-maleri, som duoen har købt, indgå i armbåndsure med henblik på videresalg.

Projektet er i strid med ophavsretsloven og markedsføringsloven, mente Sø- og Handelsretten, der gav Tal R medhold i samtlige punkter.

Konflikten opstod, da den færøske duo, der består af Dann Thorleifsson og Arne Leivsgard, ville splitte Tal Rs maleri »Paris Chic« i små bidder. Efterfølgende ville kunstnerne skabe små unikke og særskilte kunstværker i form af armbåndsure med henblik på videresalg.

Sagen er ifølge begge parter historisk, idet der ingen retspraksis er på området, ligesom fogedforbudet på længere sigt muligvis kan danne præcedens.

I kendelsen fra Sø- og Handelsretten fremgår det, at den færøske duo ikke må opskære, klippe eller på anden måde ændre maleriet »Paris Chic« for at lave det om til ure. Duoen må heller ikke markedsføre kunstprojektet. Letho er også blevet pålagt at betale sagens omkostninger.

Tal Rs kunstværk er stadig intakt. Her ses en illustration af, hvordan et færdigt ur ville kunne have taget sig ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Letho.

»Vi har fået at vide, at vi ikke må gøre noget som helst. Vi må ikke fortsætte med projektet, og vi må ikke markedsføre projektet. Nu skal vi internt drøfte, hvad vores muligheder er. Det er ikke en endelig stopper, men nu må vi tale med vores advokat og se, hvad vi kan gøre fremadrettet,« siger Dann Thorleifsson til Berlingske.

Også den anden halvdel af kunstnerduoen er skuffet over udfaldet.

»Vi er dybt chokerede over, at de kunne få medhold så nemt. Det er super kedeligt. Indtil videre er der et forbud mod at handle. Det er spøjst, at de ikke kan tåle deres egen medicin,« siger Arne Leivsgard.

Advokaterne Jørgen Permin og Anders Valentin, der førte sagen for Tal R i Sø- og Handelsretten, udtaler i en pressemeddelelse:

»Tal R og vi er meget tilfredse med Sø- og Handelsrettens meget klare kendelse, der giver os medhold på alle punkter. Vi håber, at den sætter et punktum for denne sag, og at den betyder, at Tal R og hans kunstnerkolleger kan undgå lignende sager fremover.«

I begyndelsen af november modtog Letho en henvendelse fra Tal Rs advokat, der ønskede, at projektet blev stoppet. Hvis ikke kunne sagen ende i retten. I den forbindelse forklarede Tal R i en e-mail til Politiken, hvorfor han ønskede projektet skrinlagt.

»Jeg ser det som nogen, der forsøger at tjene penge og få opmærksomhed ved at lave et produkt ud af min kunst, og det gør mig ærligt talt ked af det. Jeg synes, det er et respektløst projekt, og det ærgrer mig, hvis jeg og måske også andre kunstnere skal bruge tid og ressourcer på at kæmpe imod det, for vi vil hellere bruge vores tid på at lave vores kunst.«

Arne Leivsgaard og Dann Thorleifsson, der udgør kunstnerduoen Letho. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.