Færdig med myredrengen

Den tredje og sidste film i serien om »Antboy« havde premiere i går. Berlingske har mødt myredrengen, børneskuespilleren Oscar Dietz, som allerede har lært livslektier på voksenniveau.

Oscar Dietz er aktuel i tredje og sidste film om »Antboy«. Han har siden første film mærket livet på godt og ondt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Oscar ligner en ganske almindelig teenagedreng. Hans krop er skudt i vejret, ansigtet er ved at få voksne markeringer, og stemmen er gået i overgang. Han er ved at blive en mand, ligesom alle de andre i afgangsklassen på Helsinge Realskole.

Trods fællesnævnerne er der forskel på den 15-årige Tisvilde-dreng og hans klassekammerater. Da Oscar var 11 år gammel, fik han titelrollen i den populære serie af børnefilm »Antboy«, som har gået sin sejrsgang i hele verden.

Det hele begyndte med en casting, hvor omkring 500 unge drenge stillede op. Her faldt instruktør Ask Hasselbalch pladask for den unge skuespiller, som allerede dengang havde skuespillererfaring, blandt andet fra roller på Folketeatret og Det Kongelige Teater. Men »Antboy« var alligevel noget andet.

»Filmene er blevet solgt til omkring 80 forskellige lande. Det er første gang, det er sket for en dansk børnefilm. Det er ret vildt,« fortæller Oscar Dietz.

I går var der premiere på den sidste af de tre film, hvor Oscar Dietz har spillet »Antboy«, drengen Pelle, som får superkræfter og bekæmper ondskab. »Antboy« har fyldt meget i den 15-årige drengs liv de sidste tre år, hvor han har fået lov til at lege superhelt foran et professionelt filmhold.

Enhver ung drengs store drøm – og bestemt også Oscar Dietzs. Men selv om han har fået sin drøm opfyldt, er der ingen spor af hverken stjernenykker eller krukkeri gemt i teenagekroppen.

»Selvfølgelig bliver jeg genkendt. Men for mig handler det om at bruge mit liv på noget, jeg elsker at lave, og jeg har virkelig elsket at lave »Antboy«. Filmene har givet en masse muligheder og sjov. Jeg har jo aldrig haft brug for et almindeligt ungdomsjob. Men det er vigtigt at være ydmyg. Man kommer ingen vegne ved at tro, at man er mere, end man er. Man må selvfølgelig gerne være glad og stolt, man behøver bare ikke tvære det ud i ansigtet på andre mennesker,« siger Oscar Dietz.

Et tragisk kapitel

For dem, der ikke kender ham privat, lyder Oscar Dietzs skuespillerkarriere som den berømte dans på roser. Men Oscar Dietzs liv har et tragisk kapitel, han ikke før har fortalt offentligt om. For lige inden den anden »Antboy«-film skulle optages, mistede Oscar Dietz sin far.

Anders Dietz var Oscars helt store helt. Han fyldte familiens hjem med musik og var ifølge Oscar Dietz en fantastisk far.

21. februar 2014 trak Anders Dietz vejret for sidste gang, efter han var faldet om i et supermarked med en blodsprængning i hjernen.

»Han var ude for at købe ind til bøf bearnaise. Det spiste vi hver fredag, det var en slags tradition. Jeg sad i toget på vej hjem, da min mor ringede og fortalte, at han var blevet indlagt. Selv om jeg kunne høre, at hun var oprevet, blev jeg ikke vildt chokeret. Han havde været indlagt med hjerteflimmer to gange før, og normalt var det ikke særlig alvorligt,« siger Oscar Dietz.

I flere dage gik det op og ned, men lægerne mente, at Anders Dietz ville overleve. Men lige pludselig gik det stærkt, og familien Dietz havde mistet et medlem.

»Det regnede selvfølgelig, da vi kørte hjem fra Rigshospitalet den dag. Jeg var ked af det, men i begyndelsen var jeg mest chokeret. Der gik nok et halvt år, inden jeg rigtigt forstod, hvad der var sket. Min far var så meget en del af min hverdag, og jeg glemte hele tiden, at han ikke var der, så det føltes som at miste ham hver gang, jeg kom i tanke om det.«

»Jeg kunne ikke lide at tale med andre om det, jeg ville hellere sidde og tænke over det og bearbejde det selv. Selvfølgelig var jeg også til psykolog, men jeg stoppede efter fire-fem gange. Der er jo ingen, der kan forstå mig bedre, end jeg selv kan,« siger Oscar Dietz.

Oscar Dietz i Antboy-kostumet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard.

Hundrede gange bedre end terapi

Anders Dietz var musiker. Musikken smittede af på resten af familien, og for Oscar var det helt naturligt, at han skulle lære at spille på et instrument – og det blev guitaren.

»Da jeg var mindre, sov jeg i min fars guitarkasse, når han var ude at spille koncerter. Han havde en rigtig god guitar, og da han døde, tænkte jeg, at den skulle jeg ikke have noget med at gøre. Den skulle nærmest bare brændes.«

»En dag prøvede jeg så alligevel at spille på den, mens jeg var alene på hans arbejdsværelse. Bagefter tog jeg guitaren og stillede den ned på mit værelse, som om det var det mest naturlige i verden. Jeg fandt en ro i at spille på hans guitar, det var hundrede gange bedre end terapi. Jeg sidder med den hele tiden.«

Det var ikke kun musikaliteten, Anders Dietz gav sin søn. For i familien har det altid haft høj prioritet at skabe minder med hinanden. Derfor var de ofte på rejseeventyr ude i verden – selv når økonomien egentlig ikke helt var til det.

»Når vi havde brug for en ny sofa, tog vi ud og rejste i stedet for. Det gjorde vi meget. En sofa kan gå i stykker, men oplevelser og minder kan man lagre i hjernen hele livet. Som familie bliver man stærkere af at rejse, og alt det er meget mere værd end en ny sofa. Man kan ikke bare vente et år med at tage ud og rejse, for man ved jo ikke, om man har et år at vente i. Så må man sidde lidt i sin gamle sofa,« forklarer Oscar Dietz.

En god og stærk familie

For ham gælder det altså om at leve livet nu og her. Noget han tager med sig, når han går på arbejde.

»Jeg skal ikke sidde på et kontor, bare fordi der er penge i det – jeg skal lave teater og film. Da min far døde, reagerede min mor ved at foreslå mig, at jeg skulle skrue ned for alt det. At jeg måske skulle droppe »Antboy« og bearbejde min sorg. Men hvorfor skulle jeg miste mere end én ting, jeg elskede?«

Oscar Dietz fik lov til at fortsætte sit hektiske program. Kun to uger efter sin fars dødsfald var han igen på settet med »Antboy«-holdet, klar til at optage film nummer to. Sideløbende med filmproduktionen jonglerede Oscar Dietz, udover sin skolegang, blandt andet med den krævende hovedrolle i Det Ny Teaters opsætning af musicalen »Billy Elliot«.

Det er noget af et puslespil at få en sådan hektisk hverdag til at hænge sammen, når man mangler en af sine forældre. Men Oscar Dietz har en familie, som har været der for hinanden. En mor og en mormor, der kører i pendulfart mellem Tisvilde og København for at nå det hele. En lillesøster og intet mindre end fire onkler plus det løse.

»Der er mange af de mænd, jeg har i mit liv, som spiller dele af den faderlige rolle. De er meget forskellige, og på en eller anden måde former det noget. Chris (Skytte, red.) er en af min mors allerbedste venner, og han er min gudfar. Før var han mere en legeonkel, som kom forbi fem-seks gange om året. Nu synes jeg, han er blevet en del af vores hverdag. Vi er meget heldige, at vi har sådan en god og stærk familie,« siger Oscar Dietz.

Oscar Dietz har udover sin hovedrolle i Antboy-filmene spillet med i »Love Never Dies« og »Billy Elliot« på Det Ny Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Starter karrieren forfra

Selv om Oscar Dietz er moden i hovedet og har mærket livet på godt og ondt, er han stadig folkeskoleelev. Når han får sit eksamensbevis, skal han direkte videre på gymnasium, og så skal han jagte sine drømme. Og den unge mand drømmer om at tage uddannelser både i udlandet og herhjemme.

»Til sommer skal jeg på sommerskole på Berklee College of Music i Boston. Skolen svarer til musikkonservatoriet herhjemme. Det glæder jeg mig helt vildt til. Det er sådan noget, jeg gerne vil bruge de penge, jeg har tjent på filmene på. Samtidig har jeg hørt, at gymnasiet er nogle af de fedeste år, man har.«

Efter gymnasiet vil Oscar Dietz søge ind på en skuespillerskole. For selv om han til den tid kan se tilbage på en række børneroller, er det ikke nok. Han vil have en regulær uddannelse.

»Det er lidt ligesom at starte hele karrieren forfra. Jeg kan jo ikke leve højt på, at jeg har lavet tre film og nogle tegnefilm. Jeg skal jo vise, at jeg også kan noget som voksen. Problemet er, at mange børneskuespillere bliver høje i hatten og tror, de bare kan gå ud og få en masse jobs og tjene en masse millioner. Det kan man altså ikke,« siger Oscar Dietz.

Ambitioner er der i hvert fald nok af. Men lige meget hvad der sker, er der én, der altid følger Oscar Dietz.

»Jeg besøger ikke min fars gravsted særlig meget, for jeg føler ikke, han ligger der. Han er med mig overalt, det føler jeg virkelig, han er. Han ligger ikke på en kirkegård. Jeg tænker på ham mange gange hver dag. Når jeg laver lektier, arbejder, ser fodbold, hele tiden. Jeg har ikke lyst til at huske ham for, at han er væk, jeg vil hellere være glad for alle de gode ting, jeg nåede at opleve med ham. Sådan en far er der mange børn, der ikke har haft lov til at have.«