Få sjælen og poesien med på rejsen i et nattog til Lissabon

Det er en helt eventyrlig fornemmelse at vågne til solopgangen i en sovevogn på vej til Lissabon. Og det er et lille mirakel, at det stadig kan lade sige gøre – her midt i en jetalder.

Natten falder på, og det er tid til at forlade den smukke baskerby, men turen med nattoget viser sig at være eventyrlig, og en smuk måde at ankomme til Lissabon på.

Egentlig skulle historien handle om at køre tog hele vejen fra Københavns Hovedbanegård til Lissabon. Ligesom i de gode gamle dage i 80’erne, hvor jeg hver sommer kørte Europa tyndt på Interrail og havde al tid i verden. Og ligesom klimaaktivisten Greta Thunberg selvfølgelig ville gøre uden at blinke, hvis hun skulle til en demonstration på de kanter.

Men har man kun en lille uges tid til rejsen, kan det være nødvendigt at skrue lidt ned for ambitionerne og flyve et stykke af vejen. Så hvorfor ikke få CO2-udledningen overstået med det samme?