22. oktober besluttede Radio- og TV-nævnet, at Kulturradio Danmark A/S, som vil drive radiokanalen Loud, havde vundet udbuddet om den nye DAB-kanal. Loud scorede efter nævnets vurdering flere point på såvel sin økonomiske plan som på de såkaldte »skønhedskriterier« for kvalitet og realisme i planerne for drift og programindhold.
Beslutningen overraskede mange, der så den otte år gamle Radio24syv som storfavorit. Men alene i den seneste uge er det gradvist kommet frem, at forløbet bag udvælgelsen af Loud har været højst usædvanligt. Eksempelvis blev centrale oplysninger udeladt i udbudsmaterialet, ligesom Radio- og TV-nævnet ifølge matematikprofessorer har anvendt kontroversielle regnemetoder.