Få børn har gjort så mange voksne mennesker så vrede: Ny film savner kritiske spørgsmål til Greta Thunberg

Det er ikke til debat, om klimakrisen er menneskeskabt eller ej, og ingen af Greta Thunbergs udsagn bliver faktatjekket. Men selv om »Greta« ikke går kritisk til sagen, giver den nye dokumentar alligevel et interessant portræt af det svenske klimabarn.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Få børn i verdenshistorien har været i stand til at gøre så mange voksne mennesker så vrede som Greta Thunberg.

Den svenske klimaaktivist har ganske vist tusindvis af beundrere, men for mange er navnet Greta Thunberg nærmest blevet et skældsord, og på de sociale medier – og af politikere og kommentatorer – bliver hun kaldt alt fra hysterisk og psykisk syg til hjernevasket møgunge og en skinhellig dramadronning.

»Det er ikke til debat om klimakrisen er menneskeskabt eller ej, ingen af Greta Thunbergs udsagn bliver faktatjekket.«


Det er klart den sidste gruppe mennesker, der ville have mest ud af at se dokumentarfilmen »Greta«. Ganske vist er der ikke just er tale om en kritisk dokumentar. Det er ikke til debat, om klimakrisen er menneskeskabt eller ej, ingen af Greta Thunbergs udsagn bliver faktatjekket, og episoden, hvor seks besætningsmedlemmer fløj til New York for at sejle Greta Thunberg fra USA tilbage til Europa, bliver ikke nævnt.

Til gengæld er der et par misforståelser, der bliver ryddet af vejen.

Uimponeret over paven

En af de hyppige kritikpunkter af Greta Thunberg er, at hun er medieliderlig og opmærksomhedssøgende. I så fald skjuler hun det enormt godt i filmen, hvor hun på intet tidspunkt ligner en, der har nogen fornøjelse ud af at holde taler og blive interviewet.

På samme måde virker hun utroligt uimponeret over at ryste næver med folk som Pave Frans og Frankrigs præsident Emmanuel Macron, men langt mere interesseret i, hvad magthaverne rent faktisk kan love, at de vil gøre for klimaet.

En ny dokumentarfilm går helt tæt på den svenske klimastjerne, Greta Thunberg, der viser sig som en skolepige, der går ind i klimakampen på trods af den berømmelse, hun får ud af det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camera Film.

På et tidspunkt deler Arnold Schwarzenegger en af hendes posts på Instagram, og da hun svarer »Hasta La Vista«, aner man et lille smil på Greta Thunbergs læber, men ellers virker det virkelig ikke, som om hun er gået ind i klimakampen for at blive berømt. Snarere som om hun er gået ind i klimakampen, på trods af, at hun bliver berømt.

En anden typisk anklage mod den nu 17-årige klimaaktivist er, at hun er blevet hjernevasket af sine forældre. Det kan man selvfølgelig ikke 100 procent afvise, men så er hendes far, Svante, en usædvanligt god skuespiller.

I filmen er han primært reduceret til praktisk gris, der sørger for, at Greta får noget at spise og holder styr på togbilletter og opladning af elbilen. Og han ligner til tider en, der i det skjulte drømmer om, at hans datter fandt noget andet at gå op i. Eller i det mindste kunne overtales til at flyve til New York.

Lider ikke af Aspergers

Endelig er der den hyppige påstand om, at Greta Thunberg er psykisk syg. Hun har tidligere haft en depression og en spiseforstyrrelse og er diagnosticeret med OCD og Aspergers syndrom. Men som hun udtaler i et klip fra et TV-interview, hvor værten siger, at hun lider af Aspergers: »Jeg lider ikke af Aspergers, jeg HAR Aspergers.«

Et andet sted forklarer hun, at hendes diagnoser gør, at hun har en form for tunnelsyn: »Når først man har fået øje på klimakrisen, kan man ikke se væk.« Men derfor behøver man ikke at få nogen særlig fornøjelse ud af at rejse verden rundt (på besværlige måder) og skælde verdensledere ud.

Det er til gengæld det, der gør både Greta Thunberg og filmen om hende interessant: Skismaet mellem at det, der driver hende, også er enormt drænende for hende.

I det hele taget er Greta Thunberg en utrolig fascinerende karakter, og egentlig havde hun nok fortjent en mere bemærkelsesværdig dokumentar end »Greta«. Som film betragtet er den lige ud af landevejen: Den kører helt kronologisk, er en klassisk fluen-på-væggen-dokumentar, og hvis man har læst lidt om den stålsatte svensker, er der ikke så meget nyt at komme efter.

Men heldigvis er hovedpersonen så interessant, at hun sagtens kan bære en ellers meget traditionel dokumentar. Og virker også så velforberedt, at hun godt kunne have klaret et enkelt kritisk spørgsmål eller to.

»Greta«. Dokumentar, 97 minutter. Instruktion: Nathan Grossman. Med: Greta Thunberg, Svante Thunberg m.fl. Premiere 26. november landet over.