Bare fordi man skal lave videnskab på Månen, behøver ens tøj jo ikke være kedeligt.

Eller det synes i hvert fald at være tanken bag den nye rumdragt, der netop er blevet lanceret på International Astronautical Congress i Milano.

For næste gang, mennesker skal lande på Månen, bliver det i en rumdragt designet af Prada i samarbejde med Axiom.

Det er NASA, der skal til Månen med missionen, der kaldes Artemis III. Det bliver første gang siden Apollo 17 i 1972, at mennesker kommer til at lande på Månen.

Axiom er privat leverandør til NASA, herunder altså af de rumdragter, som astronauterne skal have på. 

Blandt de astronauter, der skal til Månens sydpol, er Christina Koch. Hvis alt går vel, bliver hun den første kvinde på Månen. 

Dragterne indeholder også avanceret køleteknologi. 
Dragterne indeholder også avanceret køleteknologi.  Axiom/Prada

For det utrænede øje ligner rumdragten måske bare en rumdragt. Men særligt de røde striber skulle kunne vække genkendelse blandt dem, der kender til Pradas designsprog. 

Af hensyn til teknologien i designet, så skriver Axiom, at dragterne blandt andet er udstyret med lys og hd-kameraer, 4G-kommunikationssystemer og systemer, der overvåger astronauternes vitale værdier, såsom puls og iltmætning. 

Dragten er også lavet til at kunne håndtere en lang række forskellige kropstyper. 

Lorenzo Bertelli, Pradas marketingdirektør, udtaler i en pressemeddelelse, at det er en del af virksomhedens værdisæt at skubbe til grænserne. 

»Jeg er meget stolt af det resultat, vi viser i dag, som kun er det første skridt i et langsigtet samarbejde med Axiom Space. Vi har delt vores ekspertise om højtydende materialer, funktioner og syteknikker, og vi har lært en masse. Jeg er sikker på, at vi vil fortsætte med at udforske nye udfordringer, udvide vores horisont og opbygge nye scenarier sammen.«

Det er meningen, at Artemis III skal lande på Månen sidst i 2026.