Med vanlig Nørrebrosk charme er der sprayet »FUCK AF HIPSTERS!« på bygningen, der rummer vermouthbaren Paloma. Her i den tunge ende af Guldbersgade – ca. 100 meter nede ad gaden fra bl.a. Empire Bio og Restaurant Bæst – befinder vi os på brudlinjen mellem det nye, tjekkede Nørrebro og et område, som stædigt repræsenterer en af de sidste forsvarslommer i det gamle arbejderkvarter, der typisk lugter mere af cerut og håndmadder end af naturvin og surdej.

Hipster-udposten, Paloma (som betyder »due« på spansk, men også er navnet på en cocktail – mere om det senere), befinder sig i en tidligere slagterbutik. Baren har rå Berliner-murvæg og rummer et eklektisk mix af møbler og bænke. Og her er måske også et af Palomas iøjnefaldende problemer: Er det en cocktailbar eller en studentercafé?

De meget store vinduer ud mod gaden gør, at man føler sig lidt som et skræmt byttedyr i et terrarium. Og den intimitet, man typisk forbinder med at besøge en cocktailbar, er noget fraværende. Men man føler sig velkommen, og der er noget forfriskende pionerånd over stedet.
Gå dog til den med en vis ydmyghed, hvis du ikke vil ende aftenen som en fuld sømand på orlov!
Kompetent bartender
Heldigvis afspejler den lettere tilforladelige stil sig ikke i serveringen. Vi bliver mødt med en vidende og kompetent behandling i baren af en venlig, engelsktalende bartender, der denne aften står for hele butikken.
Vi bestiller naturligvis to af stedets vermouth. Husets egen Vermouth Drapo til beskedne 40 kr. Og en af Palomas luksusvermouth, som udgøres af 3-4 flasker fra skiftende producenter. Her forsøger vi os med Antica Formula Dal 1786 til sympatiske 60 kr.
Desuden får vi stedets charcuteritallerken (99 kr.), der består af to forskellige salami – en lidt anonym olivensalami og en mindre, mere frisk, mør og smagskoncentreret af slagsen. Der er fem-seks tynde skiver af en 24 måneders comté med flotte krystaller, gode sprøde oliven, perfekt estragonsennep, pisket smør og nogle cornichoner, der virkede lidt overflødige.

Ufiskede ansjoser
»Paloma« serverer også en lille dåse ansjosfilter i olivenolie (59 kr.) fra den spanske producent Pujadó Solano – og det er nok nogen af de absolut bedste, jeg har smagt. Intet af den let bitre leversmag, eller »fiskethed«, man uheldigvis kan opleve hos ringere producenter. Her var et perfekt forhold mellem let salt, dyb umami og balsamisk olivenolie.
Husets Vermouth Drapo var en rustik, men god allround oplevelse – lys, frisk, med toner af citrus, brændnælde og anis, men stadig primært vinøs. Et meget tilgængeligt glas, som passede fint til begge vores serveringer.
Glasset fra Carpano Antica Formula (som er siges at være den originale vermouthproducent) var meget mørkere og havde noget nærmest kaffeagtigt i smagen med antydninger af nellike, kørvel, og langt flere lag end husets billigere vermouth. Glasset harmonerede dog knap så godt med vores snacks, men var mere et glas, man nyder for sig selv, og som ville gøre sig godt i den kommende juletid.

Bloody Mary
Det relativt lille udvalg af cocktails bød dog på flere interessante indslag. Vi forsøgte os med en klassiker, en Bloody Mary (75 kr.) og en mexicansk cocktail med det forpligtende navn, Paloma.
Bloody Mary i Palomas fortolkning indeholder tør vermouth, lidt gin, Worcestershire Sauce, Cholula (en mexicansk hotsauce – i stedet for Tabasco), salt, frisk selleri og selvfølgelig tomatjuice.
Det er en modig omgang med en klassiker, og den delte også vandene mellem min gæst og mig. Vermouthen gjorde cocktailen mere rund i smagen og accentuerede umamien i tomaten. Min gæst kunne godt lide fortolkningen, som han vovede at kalde »damet« – altså i en positiv forstand. Jeg savnede dog det spirituøse »knæk«, som vodkaen giver midt i det fade tomathav.
Paloma tilbyder også – nærliggende nok – den klassiske mexicanske cocktail, Paloma (75 kr.). Det er en enkel, perlende cocktail, der består af tequila, (pink) grape sodavand og lime. Det er en meget læskende, frisk og imødekommende cocktail, med god bitter/sur/sød-balance, som man kan undres over ikke nyder større udbredelse. Gå dog til den med en vis ydmyghed, hvis du ikke vil ende aftenen som en fuld sømand på orlov!

Mest til hygge
Paloma Vermut Café er mere et sted, du lige besøger med en ven, du tilfældigvis har mødt på gaden, end et sted du går hen, hvis du har strøget skjoten. Stedet er – ligesom den vermouth, stedet dyrker – lidt midt imellem. Er det vin eller spiritus eller noget tredje?
Klientellet er primært under 35 år, den generelle kvalitet er høj, og der er en rar atmosfære. Jeg vil anbefale at droppe forbi efter et glas af husets »slave«-vermouth – og de afsindigt gode ansjoser!
Paloma Vermut Café
Guldberggade 51, 2200 Kbh. N.
Vermouth fra 40 kr. Cocktails fra 75 kr.