»Er det bare ikke grineren, mor?«

En klatrepark er en aktiv måde at bruge efterårsferien på, som foregår udendørs og væk fra elektronisk underholdning. Vi sendte to drenge på 8 og 11 år op i træerne for at teste konceptet.

Emil Holtze, 8 år, i klatreparken GoMonkey i Søborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der lyder et hvin fra træet, og øjeblikket efter kommer en spinkel pigekrop sejlende ud mellem grenene, spændt fast til en wire, der strækker sig mellem træet og et andet godt ti meter derfra.

Lidt derfra går en teenageknægt koncentreret på line på et smalt bræt mellem to træer. Lydtæppet er et kor af spændte børnestemmer.

Vi er i klatreparken GoMonkey i Søborg, et græsareal klemt inde mellem Gladsaxe Skøjtehal, Gladsaxe Basketball Klub og fodboldklubben AB’s hjemmebane. Og et græsareal beriget med de træer, der er nødvendige for at kunne anlægge en klatrebane af den slags, der kort fortalt går ud på at komme fra træ til træ via enten svævebaner eller forskellige balancekrævende forhindringer.

Klatreparker har været populært i blandt andet Alperne i mange år. Siden midt-90erne er der blevet anlagt over 2.000 over hele Europa, og indenfor især de seneste fem år har Danmark også fået et par håndfulde af slagsen. GoMonkey på grænsen til Gladsaxe udmærker sig ved at være den, hvis beliggenhed er nærmest København.

Og tilsyneladende også ved at være en sjov oplevelse.

»Er det ikke grineren, mor?« spørger Emil, da den otte-årige dreng grinende har svævet sin første bane.

Mor er lige bag ham på øverunden, hendes opmærksomhed er især på, om Emil har forstået instruktionerne om udstyret. Den første halve time hos GoMonkey er gået med en grundig introduktion - sådan spænder I klatreselen og hjelmen, sådan bruger I karabinerne, sådan gør I, hvis I falder, sådan gør I, når I kommer til en svævebane, og sådan gør I under ingen omstændigheder, når I er på svævebanerne.

Sikkerheden er af indlysende årsager vigtig - selv på den letteste bane er et fald til jorden langt nok til at forårsage en alvorlig ulykke. Men det er ikke ensbetydende med, at to drenge på otte og 11 får alle de vigtige detaljer med.

Emil har dog styr på det, hægter karabinerne på den wire, der hører til forhindringen, og da han når næste platform, hægter karabinerne af wiren og i stedet fast til træet, en ad gangen, så han hele tiden er fastspændt, og råber så tilbage mod mor: »Fri bane«.

Efter prøvebanen spæner Emil og brormand Rasmus over mod den lysegrønne bane, den letteste i parken. Rasmus er i front for trioen, og han er hurtig. Den frygt, især voksne kan have for at miste balancen på gyngende forhindringer er tilsyneladende fraværende hos ham, ligesom det faktum, at der på visse steder undervejs på banen er op til otte meter til jorden under ham, rører ham heller ikke. Han piler over hængebroer, gyngende træstykker og en liggende birketræstamme.

Og er lutter smil under den blå hjelm, da han suser ned ad den første svævebane på ruten.

»Pas på, Emil,« råber han tilbage til lillebror, da han med et begejstret hyl er landet. »Der er megameget fart på.«

Emil hujer også, da han tager samme tur. Mor er bagerst, hendes ansigt revner også i et smil, da hun blæser ud mellem træerne. Senere, da familien er nået til den mørkegrønne bane, næste niveau af GoMonkeys fire baner, stivner smilet dog lidt, mens hun betragter Emil bevæge sig ud på en stålwire, hvor eneste hjælp til balancen er en række dinglende reb.

»Aldrig tænke på højden, mor. Du skal bare lade som om du er en meter over jorden. Eller bare kun kigge til siden, ikke ned,« råber han tilbage mod hende, mens han kigger alle andre steder hen end ned.

Mor kommer over uden at miste balancen, og da alle drenge og kvinde er igennem banen, snupper de en pause med medbragt frugt og kiks ved et af bord-bænkesættene i parken. Og diskuterer, hvad der er sjovest.

»Svævebanerne,« siger Emil. Prompte. »Det kilder totalt meget i maven.«

Rasmus er enig, selv om han nu også synes, det er sjovt at klikke karabiner af og på. Og for hans skyld behøver pausen ikke være ret lang, han vil videre på næste bane. Og er ikke tilfreds med, at der er en bagkant på, hvor længe man kan være i parken for sin entrépris.

»Så må vi komme tilbage, mor.«

Sagt af en 11-årig, der helst bruger sin fritid på fodbold og spil på iPaden, kan man vist godt tage det som et tegn på, at en klatrepark, selv i halvkøligt vejr, er et børnevenligt aktivitets-hit.