Hvornår, kære læser, har du sidst leget? Parkeret pligter, slukket mobil og tablet, ladet to-do lister sejle og bare slået vejrmøller eller spillet crocket eller bygget fantasifulde tårne og torneroseslotte af Lego? Uden at tænke over tiden eller hvad du burde have brugt den på i stedet?

For mit vedkommende er det år siden. Altså år i flertal. Medmindre det tæller at kaste en bold til hunden, men det gør det umiddelbart ikke rigtigt, når man samtidig er på mobilmailen med den anden hånd.

For mig, og formentlig også for mange andre, bliver det med at lege for legens skyld ofte skubbet til side til fordel for mere effektiv udnyttelse af den tid, som der af på en eller anden måde aldrig er nok af.

Der er altid lige noget arbejde, man bør tage sig af, nogle mails, der lige skal læses og helst også besvares, noget at ordne i hus eller have, indkøb, der skal klares, eller en forskudsopgørelse, man egentlig bør rette til, så det der skattesmæk fra foråret i hvert fald ikke gentager sig næste år, eller i hvert fald noget klogt fjernsyn, de andre på arbejdet har talt om, og som man bør se for at holde sig opdateret på verden.

Vigtige ting, der bidrager med noget, og ikke bare er ingenting – ligesom leg.

Så da testen af udendørs spil, som du kan læse i denne udgave af B Sommer, skulle laves, drønede jeg ikke bare ned på nærmeste græsplæne og fløj med drage, glad for en undskyldning for at skulle lege.

Tværtimod stod punktet på min to-do liste i lang tid og gav mig dårlig samvittighed over bare at stå der. Ugjort. Og var det ikke fordi det var arbejde, havde jeg garanteret ikke fået det gjort. For det var jo ikke vigtigt-vigtigt.

Men man skal ikke google ret meget, før man finder ud af, at leg ER vigtigt. Ligesom at gå tidligt i seng og gå 10.000 skridt om dagen og alt det andet sundhedsfremmende, man bør gøre, men som ikke altid bliver til noget, fordi hverdagens gøremål har det med at mase sig ind foran og kræve action først.

Men leg, siger den ene forsker efter den anden, gør os kreative, robuste, innovative og giver sociale kompetencer. (Og det gælder i parentes bemærket ikke kun for børn.)

Og så er det sjovt.

Fandt jeg ud af, da jeg endelig fik hevet den drage med ned på græsset. Det var vildt sjovt at spæne afsted med et stykke nylon i snor flagrende efter mig for at få vinden til at gribe den, og den wuhu-følelse, jeg fik, da det lykkedes mig at få den til at svæve, får jeg ikke ligefrem af at rende rundt nede i Netto eller taste oplysninger ind på skat.dk.

Det betyder nok ikke, at jeg fra nu af lader alting flyde og bliver et 24-7 legebarn. Men er sommerferien ikke et meget godt tidspunkt at starte projekt leg-mere? Det synes jeg, så med opfordring til at gøre det samme ønskes du god sommer.