Endnu en dansk krigsfilm forsøger at nurse vores nationale mindreværd

»Vores mand i Amerika« er flot filmet, velspillet og har en glimrende lydside. Den overbeviser dog aldrig rigtigt om, hvorfor vi skal bruge to timer på ambassadøren Henrik Kauffmann.

 

Såfremt man udelukkende baserer sin viden om Anden Verdenskrig på danske film som »Hvidsten Gruppen«, »Drengene fra Sct. Petri«, »9. april« og »Flammen og Citronen« kan man få den idé, at besættelsen af Danmark var noget af et hyr for Nazityskland, idet modstandsfolk tilsyneladende var ved at skvatte over hinanden for at udføre sabotage og hjælpe jøder til Sverige og whatnot.

Anders Refns »De forbandede år«, der havde premiere tidligere på året, havde dog – uden at være 100 procent vellykket – et interessant og nuanceret syn på samarbejdspolitikken. Med »Vores mand i Amerika« er vi tilbage til at nurse vores nationale mindreværd.

»Ulrich Thomsen kan spille charmerende og risikovillig diplomat med venstre hånd bundet på ryggen.«


»Vores mand i Amerika« dækker over Henrik Kauffmann, der var Danmarks ambassadør i USA under Anden Verdenskrig. Da tyskerne invaderede Danmark, overgav regeringen sig efter få timer for at samarbejde med besættelsesmagten.

Henrik Kauffmann nægtede imidlertid at anerkende den danske regering, idet han argumenterede, at den ikke længere traf beslutninger af egen fri vilje. I stedet begyndte han at handle på vegne af kongen og gav i den festlige anledning USA lov til at oprette militære baser på Grønland – til gengæld for at få adgang til Danmarks guldreserver, der befandt sig i USA.

Det kræver research at forstå filmen

Henrik Kauffmann var den eneste fra det officielle Danmark, der ikke rullede om på skjoldet og overgav sig til Nazityskland og havde i øvrigt også et noget kulørt privatliv, så på den måde er det ikke svært at se, hvorfor Christina Rosendahl er blevet fascineret af ham og har fået lyst til at lave en film.

Ulrich Thomsen kan spille charmerende og risikovillig diplomat med venstre hånd bundet på ryggen og gør det således også ganske glimrende i hovedrollen, ligesom Mikkel Boe Følsgaard stadig har til gode at yde en dårlig præstation og bestemt heller ikke gør det her som det idealistiske brushoved Povl Bang-Jensen, der arbejder under Kauffmann.

Så langt, så godt.

Takket være sin kones kontakter havde Henrik Kauffmann adgang til præsident Franklin D. Roosevelt. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Alligevel er der noget, der knirker i »Vores mand i Amerika«. Ifølge al mulig foromtale til filmen havde Kauffmanns handlinger afgørende betydning for Danmarks skæbne under og efter krigen. Det er muligt, at dette er korrekt, men det lykkes aldrig filmen at overbevise om hvordan. Kauffmann fremstår generelt som en lettere magtsyg type, der mest af alt er optaget af at mele sin egen kage.

Det er selvfølgelig fint, idet nuancerede karakterer altid er mere spændende end gennemførte good guys, men det er svært at gennemskue, hvilken betydning Kauffmann havde for Danmark. Ud over det principielt cool i at give tysken fingeren, selvfølgelig.

Intet på spil for Kauffmann

​Det fortælles også, at Kauffmann var afgørende for, at Danmark kom med i FN og senere NATO, men den oplysning får vi først lige inden rulleteksterne, og det virker som lidt af et postulat uden yderligere kontekst.

I en i øvrigt meget flot scene ser man Kauffmann og familien slænge sig om poolen i det trygge Washington, mens lydsporet er klippet sammen af krigslyde og taler af Hitler. Det er en bemærkelsesværdig kontrast, men ironisk nok understreger scenen også et andet af filmens problemer: Der er ikke rigtigt noget på spil for Kauffmann.

Selv en dårlig film om besættelsen er altid lidt spændende, fordi der trods alt er en risiko for, at folk bliver samlet op af tyskerne og sendt i KZ-lejr, men Kauffmann er ikke på noget tidspunkt i fare. Han har kortvarigt lidt ondt i finanserne, men det problem bliver løst på to minutter.

»Den del af filmen, der behandler Kauffmanns privatliv, sværmer mest om, at han var forelsket i sin kones søster, hvilket selvfølgelig er noget rod, men også bliver lidt banalt i længden.«


Den del af filmen, der behandler Kauffmanns privatliv, sværmer mest om, at han var forelsket i sin kones søster, hvilket selvfølgelig er noget rod, men også bliver lidt banalt i længden. Irske Denise Gough, der spiller Kauffmanns kone, Charlotte, kæmper en del med rollen, idet Charlotte primært er reduceret til en, der – lidt som vinden blæser – skiftevis tilgiver Kauffmanns utroskab og bliver vred på en utroligt teatralsk måde.

Når det så er sagt, så giver »Vores mand i Amerika« lyst til lære mere om Henrik Kauffmann – eksempelvis via Bo Lidegaards biografi »Uden mandat«, der udkom for nylig. Det er selvfølgelig også en kvalitet for en film, men om »Vores mand i Amerika« bliver den redning, de coronaramte danske biografer har sukket efter, er mere tvivlsomt.

»Vores mand i Amerika«. Drama, 115 minutter. Instruktion: Christina Rosendahl. Manus: Christina Rosendahl, Kristian Bang Foss, Dunja Gry Jensen. Med: Ulrich Thomsen, Denise Gough, Mikkel Boe Følsgaard m.fl. Premiere 13. august over hele landet.