Elisabeth har længe vidst, at hun skulle skrive denne bog: »Jeg har villet vente, til jeg kunne gøre det med mest mulig kærlighed«

Musikeren og forfatteren Elisabeth Gjerluff Nielsen går »i kødet på den familiære glæde og sorg« og skriver i sin nye bog om det turbulente forhold til sine søskende.

»I min bog optræder flere kendte popstjerner, ja, og hos mig optræder de som levende dødelige, uden kostumer, i kød og blod og med gode, dårlige, modne, umodne selvstilstrækkelige utilstrækkeligheder, vaner og manerer,« fortæller musikeren Elisabeth Gjerluff Nielsen, der har tre søskende, hvoraf den ene er Peter A.G. Nielsen. Robin Skjoldborg / PR

»Store børn« hedder din kommende bog. Hvad er det for en fortælling?

»Det er en fortælling om familie- og især søskenderelationer. En historie om hvordan tryg og sødmælkssund barndom i opgangstider ikke nødvendigvis fører et nemt, sundt sammenhold mellem søskende med sig. Som man ser det i kæmpende kongefamilier hos Shakespeare såvel som i kernefamilier i 1960ernes Skjern.«