Bergen er sammen med Stavanger Norges olieindustris epicenter. Havnen er fyldt med gigantiske forsyningsskibe, der holder boreplatformene i Nordsøen kørende, så Norge kan blive ved med at hive tusindvis af tønder olie op fra undergrunden og pumpe millioner ind i landets bugnende oliefond. I princippet kunne de læne sig tilbage og hvile på de økonomiske laurbær. Men Norge har for år tilbage besluttet, at en del af oliemilliarderne skal gå til grøn omstilling af blandt andet transportsektoren.
Man fristes til at tro, at der må være sprunget en sikring både hos de norske politikere og forbrugere, når de er gået elbilsamok i et omfang, så det lugter af massepsykose.Henrik Dreboldt, motorredaktør
Derfor har man fjernet afgifter på elbiler, pumpet en masse penge i ladeinfrastruktur og givet elbilister incitamenter som billig strøm, gratis parkering, gratis færgeoverfarter og adgang til busbanerne for at få gang i omstillingen. Det har båret frugt. I 2018 var hver tredje nye bil i Norge en elbil, og lægger vi PHEV-biler oveni (PHEV betyder plug-in hybrid electric vehicles og er biler med både elmotor og forbrændingsmotor, men som kan oplades og køre over 20 km på ren eldrift), var 49,1 pct. af alle biler solgt i Norge i 2018 elektrificerede. I Danmark var vi under fem procent i 2018. Det er en gigantisk forskel. Læg dertil, at afstandene i Norge generelt er større end i Danmark, og det kolde klima er alt andet end elbilsvenligt. Man fristes til at tro, at der må være sprunget en sikring både hos de norske politikere og forbrugere, når de er gået elbilsamok i et omfang, så det lugter af massepsykose.


